Skolen er ikke en butik, men et fællesskab, der flytter sig og dermed også flytter det udsatte eller sårbare barn i en retning. Det kaldes udvikling og dannelse. Alligevel er folkeskolens syn på sig selv fastlåst.
Fællesskabet skal imødekomme barnets behov og opstille tydelige normer og mål som også børn, der har særlige undervisningsmæssige behov kan leve op til. Alligevel parkerer vi ansvaret hos lærerne, forældrene eller i værste fald barnet selv.
Vi kan jagte synderen, der er skyld i at det går så dårligt med inklusionsprojektet i folkeskolen, men folkeskolen og systemerne omkring den er plaget af nogle afgørende systemfejl, der gør problemerne værre end de behøver at være.
Her er tre bud på systemfejl, som bør adresseres nu.
Læs mere fra Anders Dinsen her
Systemfejl nr 1: Den udisciplinerede folkeskole
Mange forældre har svært ved at se deres børns problemer. De ser deres egen drøm om et barn, eller bare barnets bedste sider. Men skolesystemet er tit også blindt for børns problemer.
Dermed ender barnet med at stå alene om at løse sine adfærds- og trivselsproblemer, og ofte er årsagen til det, at skolen er for normløs, for rodet og der er alt for få rutiner.
Klare normer, ro og en stor portion rægelmæssighed er en kæmpe fordel, for når forventningerne er tydelige bliver dagligdagen enklere. Vi ved alle, at når dagene gentager sig efter nogenlunde det samme mønster, så skal vi bruge færre kræfter på at navigere i hverdagen og kan derfor rette mere opmærksomhed mod at lære.
Mange børn med særlige behov hader featureuger, men isoleret set er de mange featureuger ikke problemet. Problemet er, at skolen er urolig og foranderlig. At det er alle mulige andre ting end indholdet, der præger dagen. Urolige børn. Trætte børn. Lærervikarer. Manglende undervisningsmaterialer. Fejl i skemaet. Og så videre.
I folkeskolereformen er der skrevet detaljeret, hvor mange flere timer børnene skal have og hvor meget mere varieret skoledagen skal være. Der er tale om struktureret variation, men intentionerne stemmer alt for sjældent overens med implementeringen.
Isoleret set trækker begge dele i også den forkerte retning: Mere variation og fleksibilitet gør, at dagen opleves som mere ustruktureret og kaotisk. Og en en lang kaotisk skoledag føles som at gå op i tid på et i forvejen uudholdeligt job.
Systemet og mange andre placerer aben på lærerne, der skal klasselede bedre. Eller på forældrene, der skal aflevere børnene klar til undervisning. Jeg er ikke sikker på, at vi har løsningerne, der skal til.
Systemfejl nummer 2: Den normaliserede folkeskole
Skolen placerer ansvaret for at løse trivselsproblemer på barnet selv. Det typiske tema på skole-hjem-samtaler med børn, der har problemer er ikke, hvordan voksne skal tage ansvar for at løse barnets problemer, men hvordan man dog kan motivere barnet til selv at gøre det. Jeg hører konstant historier om det, og det er helt galt.
Det sker fordi børn slås over én kam. Individuelle løsninger er altid svære, og så bliver problemerne gjort til noget normalt. "Sådan har alle det." Problemerne bliver ikke taget alvorligt.
Den ustrukturerede skole, hvor det er normalt at være forvirret og tabe tråden, lader en kilde til oversete problemer tilbage. Skolen er spændt for en systemisk reform-proces som alle aktører i og omkring den nu skal tilpasse sig, men det kræver altså at skolen også selv agerer ud fra intentionerne om at rumme, tilpasse sig og have fokus på læring.
Jeg ser mange gode træk ved folkeskolen anno 2015, men jeg ser også børn med særlige behov, hvis problemer ikke bliver løst. Og vi kan ikke pålægge børn at løse den slags alene. Vel?
Imens tilpasser sårbare og udsatte børn og deres familier sig. De skjuler problemerne, overlever så længe de kan. Men det skader børnenes indlæring og udvikling.
Systemfejl nummer 3: Barrierer og usamarbejdsevner
Man tager alt for sent fat på udfordringer, når børn mistrives. Samarbejdet mellem de forskellige institutioner i det udsatte og sårbare barns liv er alt, alt for dårligt. Der er kulturelle barrierer, hvor selve menneskesynet er grundlæggende forskelligt, og der er strukturelle barrierer, hvor systemet simpelthen tilskynder til at grave grøfter og besværliggøre samarbejdet.
Blot et eksempel: Et barn, der viser tegn på mistrivsel, skal man selvfølgelig hjælpe i klassen, hvor det går. Først når hjælpen ikke har virket inddrages skolepsykologen, der observerer og rapporterer med sin faglighed. Og, hvis skolepsykologen synes det er relevant, sendes der måske henvisning til psykiatrien, hvor man ofte har et helt tredje perspektiv på problemet. Mistrivsel får lov at udvikle sig til det enkelte barn bliver en sag i det sociale system.
Det er ikke ualmindeligt, at der går flere år fra problemet er så tydeligt, at alle er enige om, at der skal handles, til der foreligger en udredning, diagnose og måske bud på ting, der kan hjælpe barnet - isoleret set. Kun sjældent retter man med succes opmærksomheden på den helhed barnet er i.
Og, hvad kan diagnosen egentlig bruges til? En psykolog jeg mødte for nylig var bekymret over at hun og hendes kolleger oplever, at mange forældre kommer diagnosetraumatiserede ud fra psykiatrien: Med et nyt billede og en ny forståelse af deres barn, men uden bud på løsninger på udfordringerne og derfor angste for fremtiden.
Barnet i problemer ender hurtigt som taberen blandt handlingslammede voksne, både hjemme og i skolen.
Læs også: Ung mand brød tabu om psykisk sygdom: Jeg nægter at slippe livet
Løs systemfejlene ved at se individet i helheden
For nogle måneder siden talte jeg med daværende formand for Børne- og Kulturchefforeningen Eik Møller om problemet med børn med særlige behov, der ikke kommer i skole.
”Det er jo følelsernes møde med systemet. Systemet, der skal skabe sammenhæng i indsatsen om det enkelte barn og den gruppe af børn, der har behov deromkring. Det er ikke nemt og derfor er vi nødt til at blive ved med at være tæt dialog om i respekt for hinandens roller,” sagde han
Eik Møller anerkender altså udfordringen, men savner tilsyneladende samme anerkendelse hele vejen rundt om den nye folkeskole.
”Jeg kunne godt ønske mig lidt mere saglighed. Jeg i min position siger, hvad det er jeg ser og oplever. Jeg inviterer så den anden part til at sige, hvad man ser og oplever. Det er nødvendigt at vi tager også den i den svære del med det,” sagde han.
Tør vi alle lytte mere end vi ser, og erkende mere end vi kender?
