- Jeg tror, at når man går gennem tre år med så stor offentlig opmærksomhed, så vil der altid være noget, der klæber til en. Men jeg er selvfølgelig glad for, at det nu bliver vælgerne og ikke medierne, der beslutter, om jeg skal fortsætte, siger Troels Lund.

Troels Lund Poulsen: Skattesagen er slut for mig

Politik

03/11/2014 15:01

Nick Allentoft

Venstres tidligere skatteminister føler sig "pure frifundet" efter Skattesagskommissionens betænkning.

- Sagen er slut for mit vedkommende.

Sådan lyder det fra Venstres tidligere skatteminister og i den forbindelse en af de absolutte hovedpersoner i Skattesagskommissionens omfattende persongalleri - Troels Lund Poulsen.

- Det har været tre lange år. Jeg er glad for, at kommissionen nu har afleveret sin betænkning, og jeg er glad for, at konklusionen er - som jeg har sagt hele vejen igennem - at jeg ikke har forsøgt at påvirke sagen eller at få lavet afgørelsen om, siger han.

             Find alle artikler om sagen her

Ifølge Skattesagskommissionen er der intet, der tyder på, at Troels Lund Poulsen har misbrugt sin position som minister til at påvirke eller direkte omgøre den afgørelse, som skattemyndighederne i 2010 traf om hans politiske modstander og daværende statsministerkandidat Helle Thorning-Schmidts skatteindbetalinger.

Til gengæld anfører kommissionen, at den ikke tror på, at Troels Lund Poulsen var så uinteresseret i sagen, som han bedyrede i vidneskranken, ligesom det også bemærkes, at han løb med rygter om Thornings ægtefælles seksualitet og fortalte dem videre til to sekretærer.

Spørgsmål: Er du pure frifundet?

- Det mener jeg. For det, som Skattesagskommissionen skulle undersøge, var jo, om jeg skulle forsøgt at have påvirket sagen eller forsøgt at få den omgjort.

Spørgsmål: Men går du også fnugfri igennem?

- Jeg tror, at når man går gennem tre år med så stor offentlig opmærksomhed, så vil der altid være noget, der klæber til en. Men jeg er selvfølgelig glad for, at det nu bliver vælgerne og ikke medierne, der beslutter, om jeg skal fortsætte, siger Troels Lund.

Spørgsmål: Og hvad var svaret på, om du selv synes, du er fnugfri?

- Jeg tror aldrig, man kan gå helt fri gennem en kommissionsundersøgelse uden, at nogen vil sige, "hvorfor sagde du det", og "hvorfor gjorde du det". Men det, som sagen handler om, er forsøg på magtmisbrug, og der er jeg pure frikendt.

Spørgsmål: Hvis man ikke kan holde tæt med en politisk modstanders ægtefælles påståede seksuelle orientering, hvad kan man så holde tæt med?

- Jeg kan bare konstatere, at sagen har handlet sig om, hvorvidt jeg har forsøgt at udøve magtmisbrug og få en afgørelse omgjort, og det er jeg pure frifundet for, og det er det, jeg tager med mig herfra.

Spørgsmål: Er det andet småting?

- Det, som den her sag har handlet om, er de to forhold, jeg lige har nævnt. Det er nu undersøgt til bunds, og det er pure afvist.

Spørgsmål: Kan en næse komme på tale for dit vedkommende?

- Det må være op til Folketingets Udvalg for Forretningsorden. Jeg tager med mig herfra, at sagen er slut for mit vedkommende, siger Troels Lund Poulsen.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce