Uran-udvinding i Grønland tvinger til samarbejde

Politik

07/10/2013 11:29

Ophævelse af den grønlandske nultolerance for udvinding af uran vil medføre et tættere samarbejde med Danmark.

Når Grønlands Landsting, Inatsisartut, tirsdag tager hul på førstebehandlingen af ophævelsen af den såkaldte nultolerance for udvinding af uran, har politikerne haft mulighed for at gennemlæse endnu en rapport om emnet. Den fraråder enegang.

Emnet er glohedt i Grønland, hvor diskussionerne for og imod en ophævelse af 34 års nultolerance-politik diskuteres på alle niveauer i samfundet. En folkeafstemning om spørgsmålet kommer dog ikke på tale inden afstemningen i Inatsisartut 24. oktober.

Af konklusionen i "Rapport om udvinding og eksport af uran", der er bestilt af den danske regering og Grønlands forrige regering, fremgår det, at man bør enes om en samarbejdsaftale, på trods af uenighed på en række områder.

En eventuel grønlandsk udvinding og eksport af uran vil uvilkårligt - selv om Grønlands Selvstyre i 2010 overtog ansvaret for råstofområdet - komme i karambolage med Rigsfællesskabets udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, der styres af Danmark.

Uranarbejdsgruppen, som har udarbejdet uranrapporten, anbefaler at Danmark og Grønland i tilfælde af en ophævelse af nultolerancen indgår en samarbejdsaftale, der på bedste vis er i overensstemmelse med rigets samlede interesser.

Med andre ord anbefales det, at Grønland ikke går enegang i denne sag, men allierer sig med Danmark om at løse den række af udfordringer, der vil opstå i forhold til det internationale samfund med lovgivning og regulativer ved udvinding og eksport af uran.

Både statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og formand for Grønlands selvstyre, Naalakkersuisut, Aleqa Hammond, er enige om, at samarbejdet er nødvendigt, men også at de har et forskelligt syn på de retslige rammer for Grønlands aktiviteter på området.

De aktuelle rapport kommer få uger efter, at en rapport fra advokatfirmaet Lett konkluderede, at Danmark ikke havde lovlig ret til at hindre Grønland i at udvinde og eksportere uran til fredelige formål. Men også Lett-rapporten opfordrede til samarbejde.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce