Vejdirektoratet ophæver kontrakt med konsortium

Infrastruktur

03/07/2015 10:04

Nick Allentoft

Vejdirektoratet ophæver med øjeblikkelig virkning kontrakten med Dansk Vejmarkerings Konsortium om kørebaneafmærkning i tre regioner.

Arbejdet for de kommende to år genudbydes, skriver Licitationen – Byggeriets Dagblad.

Beslutningen er truffet på baggrund af en kendelse fra Konkurrencerådet, der i sidste uge slog fast, at konsortiesamarbejdet er ulovligt. Rådet påbød i samme forbindelse de to virksomheder i konsortiet, LKF Vejmarkering A/S og Eurostar Danmark A/S, at samarbejdet skal ophøre straks.

”Beslutningen er truffet i samråd med de to aktører”, siger udbudschef Pierre Aagaard fra Vejdirektoratet.

Det bekræfter entreprenørchef Erik Rasmussen fra LKF og bestyrelsesformand Morten Brikke fra Eurostar.

”Vi er på ingen måde enig i Konkurrencerådets afgørelse, som vi derfor anker, men vi vil omvendt heller ikke byde Vejdirektoratet en situation, hvor vi fastholder konsortiesamarbejdet i en måske lang periode, indtil der foreligger en afgørelse fra Konkurrenceankenævnet”, siger Erik Rasmussen.

Begge virksomheder har hævdet, at de ikke havde kapacitet til at byde på alle tre distrikter, og at konsortiesamarbejdet var en konsekvens af Vejdirektoratets beslutning om at samle sine udbud i store klumper.

 

 

 

Mest Læste

Annonce