Virksomheder: Vi har jobs til borgere med handicap, men kommunerne tøver

Socialministeren ønsker at hjælpe borgere med autisme i arbejde. Seks store danske virksomheder vil hellere end gerne ansætte dem og tilbyder tilmed jobgaranti - men kommunerne holder udviklingen tilbage.

Socialminister Mai Mercado (K) offentliggjorde torsdag 22. juni 2017 en socialpolitisk redegørelse, der bl.a. peger på muligheden for at hjælpe borgere med autisme (Autisme Spektrum Forstyrrelse) ind på arbejdsmarkedet og dermed øge udbuddet af arbejdskraft. 

Læs mere om det rummelige arbejdsmarked

Vi har samlet væsentlige historier om det runmmelige arbejdsmarked på tema-siden her. 

"Hvis vi har blik for det og har den rette indsats, kan det være ret værdifuldt at have en person med autisme ansat,” udtalte ministeren i den forbindelse. Men ministeren tager fejl, hvis hun tror, at det er virksomhederne, der tøver med at ansætte autister. 

Der er masser af jobs til unge med autisme, og det kan vi sige med sikkerhed, for det er vores virksomheder, der tilbyder dem. Men kommunerne er ikke lige så klar. 
 
Som virksomhedspartnere i projektet “Klar til Start” tilbyder vores virksomheder: fakta-kæden, ILVA, Abena, Catering Danmark, Catering Engros og IRMA jobgaranti til alle unge med autisme, der indgår i et opkvalificeringsforløb med henblik på at kunne varetage et job i en af vores virksomheder. 
 
Projektet har siden starten i 2012 skaffet 37 personer med autisme i fast arbejde, og lige nu er 66 unge i færd med at gennemføre det “Klar til Start”-opkvalificeringsforløb, som giver dem de sociale og faglige kompetencer, der skal til for at varetage et job i en af vores virksomheder.
 
Som en vigtig del af forløbet indgår der ligeledes en opkvalificering af personale og ledere på vores virksomheder med henblik på, at vi selvfølgelig skal være i stand til at rumme disse nye medarbejdere og kolleger på vores arbejdspladser.
 
"Klar til Start" er et forløb, der er målrettet flertallet af autister. Nemlig den gruppe, som intellektuelt er på et moderat til normalt funktionsniveau. Deres beskæftigelsesmuligheder ligger ikke indenfor højt specialiserede opgaver, men i det man kunne kalde ganske almindelige jobs.

Prøv DenOffentlige

DenOffentlige får ingen mediestøtte og er stadig gratis for for vores 100.000 læsere. 

Prøv os! Bestil vores nyhedsbrev - og få automatisk artikler, debat og konstruktiv viden om velfærdssamfundet.

- Det er gratis 

I vores virksomheder udfører de opgaver, som kræver en høj grad af akkuratesse og sans for detaljen samt lyst til rutinen. Opgaver som vi i høj grad efterspørger arbejdskraft til. 

Kernen i projektet er en gennemprøvet metode udviklet med støtte fra Velux-fonden i samarbejde mellem autisme-specialisterne i Fonden Unges og supermarkedskæden fakta. Over 80% af alle unge, der er startet i forløbet, har fuldført og er blevet fastansat.
 
Set i forhold til statistikkerne i Beskæftigelsesministerens nye redegørelse er dette tal mildest talt opsigtsvækkende højt.
 
En analyse fra Deloitte dokumenterer tilmed, at den enkelte kommunes udgift til et “Klar til Start”-forløb er tjent ind i løbet af seks år, alene målt i besparelser på forsørgelsesudgifter. I nogle tilfælde hurtigere. Men landets kommuner og deres jobcentre bliver tydeligvis ikke belønnet for at tænke langsigtet. 
 
Selv om der ligger en jobgaranti på bordet fra os som virksomheder, og selv om der er resultatdokumentation, og selv om det er en god investering for samfundsøkonomien, så er der mange kommuner, som ikke kan eller vil indgå i et opkvalificeringsforløb, der - afhængig af den unge - kan vare mellem 6 og 22 måneder. 
 
I forbindelse med torsdagens offentliggørelse sagde socialministeren: ”Vi skal i langt højere grad blive bedre til at tænke beskæftigelsespolitik og socialpolitik sammen”. 
 
Vi kunne ikke være mere enige.
 
Med venlig hilsen
 
Jens Romundstad, Salgsdirektør, fakta
Claus Mørkøre Andersen, Salgs- og Marketingsdirektør, Catering Engros
Anders Engdahl, Adm. direktør, Catering Danmark
Søren Steffensen, Kædedirektør, Irma
René Christensen, Salgschef ILVA
Bo Skjøth, Servicechef, Abena
Britta Bak, Direktør, Fonden Unges
 
Emneord: Unges Uddannelsescenter, Autister, Autisme, Udsatte unge, Socialpolitisk Redegørelse, Mai Mercado, Socialministeriet, Klar til start, ILVA, Abena, Catering Danmark, Catering Engros, Irma, Det rummelige arbejdsmarked, Social ansvarlighed, Juli 2017
Unges Uddannelsescenter på DenOffentlige.dk Fonden Unges er en almennyttig fond, som siden starten i 2007 har haft som mål at være de bedste til tilbyde særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU) til unge med Autisme Spektrum Forstyrrels...
Aktivitet: Artikler: 3 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Kommentarer
  • 09.08.17 John Andersen
    Autister i arbejde

    Autister tilhører en målgruppe der i væsentligt omfang kan gøre brug af de handicapkompenserende støttetilbud i form af personlig assistance og hjælpemidler, som kan søges i de lokale jobcentre. Her skal I kontakte de nøglepersoner, som er oprettet i alle jobcentre i DK.
    I kan finde nøglepersonerne på www.bmhandicap.dk - Se under nøglepersoner. I kan også læse om de kompenserende støtteordninger på samme hjemmeside, som alle med autisme har ret til at benytte, men som ikke bruges i det omfang som det burde på grund af uvidenhed generelt. Støtten gives til at fastholde personer med en funktionsnedsættelse på en arbejdsplads eller til at sikre at man kan komme ud på arbejdsmarkedet. Tilbuddene gælder i princippet alle med en funktionsnedsættelse (altså ikke kun autister) som kan have udfordringer med at kunne udfører jobbet. Støttemulighederne gælder også, hvis man skal i tilbud via jobcentret under Lov om aktiv beskæftigelse.

  • 09.08.17 M.S. Carstens
    Stur stur nummer

    og tak for det, for dem som hjælpen kommer til gode,
    men hvad med vi andre, som af kommunen er udset til, under ældreplejen, at lægge ryg til, at arbejdsløse fra jobcentret bliver sluset over i hjemmeplejen, uanset deres færdigheder dertil?

    Jeg er med mine 60år, nu underlagt ældreomsorgen gennem 10år, fremfor en handicapomsorg, og kan til nu konstatere, at gennem de sidste 2-3 år, er der blevet ansat ekstra:
    ikke en, men to visitatorer til en borger
    ikke kun 10 minutters effektiv hjælp ekstra i døgnet på to besøg, men nu 7 besøg i døgnet, af "jubiii arbejdskraft" fra jobcentret, som jo kan juble, mens jeg går under, på at holde dem i arbejde.
    Og så kommer der lige oveni ikke en, men to nyansatte ergoterapeuter, der skal "hjælpe" med at få mig til, at mestre alt det, som jeg slet ikke har ønsket.

    Det er fint når nogle kommer i arbejde, men det er godt nok hårdt, når andre må lide derunder under mottoet " handicappede/syge under ældreomsorg > handicappede/syge må tåle den kommunale aflastning på jobcentrene.
    Jeg har sågar haft en til udførelse af personlig pleje, som, mens hun var her, fik diagnosen dement.

    Alle tiltag kan være gode på området, men der skal altså også være måde med midler og fokus på både den enkeltes evner og hvem der skal stå til måls for dem!

    Jeg under, af hjertet!!, enhver et job,
    men jeg råber højt, når det sker, med mit liv/livskvalitet/livsaktivitet/livsaspekt/overlevelseslyt som indsats.

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige