Vil forandre verden med kultur

Politik

30/08/2013 14:41

Nick Allentoft

347 kunstnere fra 44 udviklingslande indtager Danmark med et ønske om at skabe forandringer gennem kunsten. Det sker på den tilbagevendende IMAGES FESTIVAL, der åbner i dag i København, Aarhus og Aalborg.
”Vi byder velkommen til kunstnere fra mere end 40 lande, der bidrager med nuancerede fortællinger og billeder af livet i Mellemøsten, Afrika, Asien og Latinamerika. Vi byder velkommen til kunstnere, der forsøger at sætte en ny dagsorden med deres kunst. Og vi byder velkommen til kunstnere, der er tvunget til at arbejde i eksil på grund af deres regeringskritiske værker,” siger udviklingsminister Christian Friis Bach, der åbner festivalen i Aalborg og København.   Ønsket om at skabe forandringer og udtrykke nye visioner gennem kunsten er drivkraften for en stor del af de kunstnere, som er inviteret til Images Festivalen.  Egyptiske gadekunstnere viser eksempler på deres kamp for ytringsfrihed og demokrati. Emmanuel Jal, en tidligere børnesoldat fra Sydsudan, bruger hip-hop til at kæmpe mod oprørshærens brug af børn til krigsførelse. Og filmskabere fra blandt andet Tchad, Indien og Afghanistan byder på gangster-, kærligheds– og krigsfilm.    ”Danmarks støtte til kunstnere i udviklingslandene er en del af vores udviklingssamarbejde og et vigtigt bidrag i kampen for at skabe positive forandringer. Den danske kulturstøtte går til lokale kunstnere, der arbejder for at fremme demokrati og menneskerettigheder. Vi støtter ikke konservative og traditionelle kræfter, der blokerer for udviklingen og fastholder folk i fattigdom,” siger udviklingsminister Christian Friis Bach.   Under titlen Occupy Utopia er de 347 kunstnere i Danmark for at dele deres værker med danskerne. De har fået til opgave at nuancere vores opfattelse og give indblik i kunstens vilkår, stærke gennemslagskraft og uundværlige rolle i en række af verdens brændpunkter, inklusiv en forfatter fra Syrien.   ”Musikere, graffitikunstnere, filmfolk og forfattere fra hele verden giver os indblik i andre traditioner og tankesæt. Festivallen kan give nye ideer og inspiration, vi kan bruge til at engagere os i verden, og i verdens fattige lande, hvoraf mange nu buldrer derudaf med høj vækst, siger udviklingsminister Christian Friis Bach.   Bag IMAGES FESTIVAL står Center for Kultur og Udvikling, en selvejende institution nedsat af Udenrigsministeriet, der støtter kunst og kultur i udviklingslandene. Derudover er det CKU’s opgave at arbejde med danskernes stereotype billede af kunst fra udviklingslandene, som noget der primært handler om batik, kurveflet og trommedans.

Mest Læste

Annonce