Foto: ftf.dk

Akut brug for at styrke det psykiske arbejdsmiljø

Politik

06/02/2015 12:14

Suleman Haider

En ny, stor undersøgelse fra NFA viser, at flere ansatte rammes af psykiske overbelastninger. Stærkt bekymrende, mener FTF. Hvis regeringens målsætning om færre psykiske belastninger skal opfyldes, er der brug for, at Arbejdstilsynets særlige tilsynsindsats målrettet det psykiske arbejdsmiljø sikres og styrkes. Lige nu stopper den nuværende indsats mod dårligt psykisk arbejdsmiljø i 2017.

Der er sket en stigning på fire procent i antallet af ansatte, der rammes af psykiske overbelastninger på arbejdsmarkedet, viser en ny, stor undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) blandt 50.000 ansatte.

”Mange oplever et ekstremt stort pres på jobbet. Færre skal levere mere på kortere tid. Det skaber stress og psykiske belastninger, ligesom flere oplever trusler, vold og chikane på jobbet”, siger Bente Sorgenfrey, formand for FTF, der repræsenterer 450.000 offentligt og privat ansatte.

”Hvis vi ikke nu får taget grundig fat i problemerne og gør noget ved den triste udvikling, er det næppe sandsynligt, at regeringens målsætning om en 20 procent reduktion i psykiske belastninger vil kunne nås i 2020”. 

Luk nu ikke øjnene

Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen mener ifølge Ritzau, at stigningen ikke er så ”skidt”, og ikke nødvendigvis er udtryk for, at der er flere mennesker, der får det værre. Et øget fokus på psykiske belastninger, ”gør det måske mere legitimt at stå frem”, siger ministeren til Ritzau.

Men det er en farlig vej, som ministeren bevæger sig ud på, mener FTF. En ny undersøgelse fra Aalborg Universitet viser, at 80 procent af alle ansatte på FTF-området oplever, at der er kommet en øget arbejdsmængde, uden at der er kommet flere kolleger, og at der er indført flere dokumentationskrav.

En anden undersøgelse fra 2012, viser at 89 procent af FTF’erne har oplevet negative forandringer i form af omstruktureringer, øget arbejdsmængde, nedskæringer og dårligere muligheder for at levere kvalitet.

”Man skal virkelig passe på med at negligere stigningen i antallet af personer, der oplever psykiske overbelastninger på jobbet. Det er tydeligt, at flere oplever stress og dårligt psykiske arbejdsmiljø. Flere anmelder eksempelvis psykiske arbejdsskader”, siger Bente Sorgenfrey.

”Stigningen kan ikke forklares med, at der er kommet mere fokus på det psykiske arbejdsmiljø. Det var der også i 2012, hvor den sidste måling blev lavet. Og desværre er situationen blevet værre siden dengang. Det kan vi se i antallet af påbud fra Arbejdstilsynet om dårligt psykisk arbejdsmiljø og i antallet af anmeldelser til Arbejdsskadestyrelsen, der omhandler psykiske arbejdsskader samt flere andre undersøgelser”. 

”Vi risikerer at skade vækst, innovation og produktivitet i både den offentlige og private sektor, hvis vi ikke intensiverer indsatsen for et bedre psykisk arbejdsmiljø. Der er brug for mere konsekvent indsats overfor arbejdspladser, hvor det psykiske arbejdsmiljø er i bund, ”, siger FTF-formanden.

Brug for ekstra indsats

Som det ser ud nu, udløber de særlige tilsynsindsatser mod psykisk arbejdsmiljø med udgangen af 2016. Det er derfor afgørende, at der afsættes ressourcer, så indsatsen kan fortsætte og forstærkes, mener FTF.

”Det psykiske arbejdsmiljø skal prioriteres højere både ved de særlige tilsynsindsatser, og når der skal udpeges brancher og virksomheder i det risikobaserede tilsyn. Det vil vi meget gerne drøfte med regeringen og Henrik Dam Kristensen”, siger Bente Sorgenfrey. 

I forbindelse med prioriteringerne i Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse er der desuden brug for en forstærket indsats via særlige forebyggelsespakker, så det psykiske arbejdsmiljø forbedres for flere faggrupper og brancher end i dag. Fx er voldsforebyggelsespakkerne i dag udelukkende målrettet døgn- og hjemmepleje. 

FTF forslår bl.a., at alle de jobgrupper, der er særligt udsatte for vold i følge NFA's data skal indgå som målgruppe. Det indebærer, at arbejdspladser for skolelærere, politifolk, pædagoger, fysio- og ergoterapeuter og sygeplejersker skal omfattes.

 

Mest Læste

Annonce