Ny analyse viser, at en ny østjysk lufthavn af økonomiske og miljømæssige årsager ligger bedst i Flensted ved Låsby i Skanderborg Kommune

Analyse: Ny østjysk lufthavn bør placeres ved Låsby

Infrastruktur

18/05/2015 21:28

Nick Allentoft

Skal Aarhus have en lufthavn, der kan konkurrere med Billund og Aalborg, så skal den ligge i Skanderborg, konkluderer ny analyse. Borgmestre reagerer forsigtigt.
Skal Aarhusområdet efter årtiers diskussioner have en ny lufthavn, så skal den ligge i Skanderborg Kommune. Det er konklusionen i en omfattende analyse fra rådgivningsfirma. Den eksisterende Aarhus Lufthavn i Tirstrup på Djursland skranter og halter langt bagefter konkurrenterne i Billund og Aalborg.  

Rådgivningsfirmaet havde fået til opgave at analysere fire mulige placeringer af en ny og mere centralt placeret østjysk lufthavn: Thomasminde ved Trige, en citylufthavn på Aarhus Havn eller Flensted eller Nr. Vissing ved Låsby. De to sidstnævnte placeringer ligger begge i Skanderborg Kommune og kræver dermed opbakning fra byrådet der.

Ifølge analysen, som blev præsenteret for begge byråd og pressen mandag, er Flensted i Skanderborg den bedste placering på alle områder, både når det gælder miljøproblemer, støj og anlægsøkonomi. Næstbedste mulighed er ifølge analysen Thomasminde ved Trige. Men her vil anlægsomkostningerne blive op mod en milliard kroner oven i de to milliarder kroner, som en ny lufthavn i Flensted vil koste. Merudgiften skyldes særlige terrænforhold i Thomasminde.   Men selv med den mest gunstige placering vil det stadig være på den meget lange bane, at en ny Aarhus-lufthavn i volumen eventuelt kan komme til at indhente Aalborg Lufthavn for slet ikke at tale om Billund. Ifølge analysen vil en ny lufthavn, der tidligst kan åbne i 2025, på det tidspunkt kunne generere 500.000 passagerer årligt.    Det er ganske vist mere end de omkring 400.000 passagerer, som den skrantende lufthavn i Tirstrup i år risikerer at ende på. Men også langt fra de langt over en million passagerer, som Aalborg allerede nu er oppe på. Ifølge analysen vil der dog i løbet af de næste tre år kunne skabes et passagergrundlag på mellem 850.000 og en million kunder og en efterfølgende årlig vækst på to procent om året.   Aarhus Kommune ventes inden sommerferien at komme med en principbeslutning om, hvad byrådet vil.    Forsigtige meldinger fra borgmestre   I Skanderborg er der skepsis overfor ny analyse, der udpeger kommunen som hjemsted for ny østjysk lufthavn.     - Som udgangspunkt er vi skeptiske, men vi må se nærmere på det. En lufthavn kan få kolossal betydning for borgerne i nærområdet, men jo også give fantastiske muligheder. Vi vil læse rapporten tæt og overveje situationen nøje. Men de, der bor tæt på den foreslåede placering i Låsby, har selvfølgelig også brug for, at der ikke går år og dag, før de ved, hvad der skal ske,  siger borgmester Jørgen Gaarde (S).    Ifølge analysen vil en ny lufthavn til to milliarder kroner først begynde at give overskud efter 10 år. Formanden for kommunens tekniske udvalg, Claus Leick (SF), er da også mere klar i mælet:   - Store påvirkninger af miljø og landskab er i orden, hvis fordelene taler for det. Men her er argumenterne svage. Skal vi bruge to milliarder kroner på en ny østjysk lufthavn og stadig kun hæve passagergrundlaget med 100.000 eller 200.000 om året, så er der altså mange andre måder at skabe en bedre infrastruktur med hurtigere tog og helikopterservice, siger han.    I Aarhus håber borgmester Jacob Bundsgaard (S) fortsat, at byrådet når en principiel stilling til sagen inden sommerferien. Selv vil han ikke tage stilling til, om han bakker op om analysens anbefaling ved Skanderborg eller alternativet Thomasminde i Aarhus Kommune.   - Rapporten viser, at der er andre realistiske alternativer til den nuværende lufthavn. Det her tema har været diskuteret i 50 år. Nu skal vi have rapporten drøftet grundigt i byrådet i Aarhus. Men ikke mindst så skal de andre kommuner, hvor jo også Silkeborg berøres af en eventuel placering i Flensted, have god tid til at træffe deres beslutning, siger han.   FAKTA: Aarhus Lufthavn er på ti år fløjet agterud * Aarhus Lufthavn ligger i Tirstrup på Djursland, mere end 35 kilometer nordvest for Aarhus.   * Lufthavnen ejes af fem kommuner. Aarhus har over 50 procent af aktierne, mens Randers, Norddjurs, Syddjurs og Favrskov ejer resten.   * Lufthavnen har i årevis tabt terræn til konkurrenterne i Billund og Aalborg.   * Mens Aalborg og Aarhus i starten af 00'erne var nogenlunde lige store med godt og vel en halv million årlige passagerer hver, så fordoblede Aalborg i årene 2005-2011 sit passagertal og efterlod Aarhus Lufthavn i krybesporet.   * Aarhus Lufthavn risikerer i år for første gang i nyere tid at lande på under 400.000 passagerer.   * De fem ejerkommuner har flere gange været nødt til at spytte millioner i lufthavnens kasse for at forhindre en lukning.    * I 2012 hostede kommunerne op med 10 millioner kroner.   * I december 2013 måtte ejerkommuner tilføre lufthavnen yderligere 17 millioner kroner.    * Aarhus Lufthavn er også presset af nye EU-krav. De betyder, at reglerne for offentlig støtte til regionale lufthavne skærpes.   Kilde: Aarhus Kommune, check-in.dk.   /ritzau/  

Mest Læste

Annonce