Antiterrorpakke vil øge fokus på Facebook-opdateringer

Politik

19/02/2015 13:50

Nick Allentoft

Her er de tolv initiativer i Regeringens terrorpakke. Opdateringer på Facebook skal i fokus. Morten Østergaard siger, at man både kan ånde ekstremisterne i nakken og leve i et frit samfund.

Regeringen vil over de kommende år afsætte omkring 150 millioner kroner til at øge politiets og Politiets Efterretningstjenestes (PET) it-kapacitet.

Det fremgår af regeringens antiterrorpakke, som blev fremlagt torsdag.

Styrkelsen af politiets it-kapacitet skal blandt andet gå til at holde øje med truende adfærd på de sociale medier, herunder befolkningens Facebook-opdateringer, for ad den vej at spotte potentielle gerningsmænd, hedder det i regeringens antiterrorpakke.

"Regeringen vil afsætte ressourcer, så politiet og PET via ny it-teknologi hurtigere kan opdage truende eller mistænkelig adfærd på bl.a. sociale medier. Det skal være med til at afsløre potentielle gerningsmænd på baggrund af Facebook-opdateringer mv.", hedder det.

Det er over de kommende tre år, at regeringen vil afsætte de 150 millioner kroner.

Pengene skal også gå til ansættelse af personale til "taktisk analyse" og bearbejdning af data.

Derudover skal der etableres et system, som kan analysere digitale spor i form af borgernes videoer og fotos samt fra overvågningskameraer.

"Det er centralt for at få målrettet efterforskningen – f.eks. gennem hurtig identifikation af gerningsmændene", står der i regeringens udspil.

Derudover lægger regeringen op til en granskning af, om der kan laves en ordning, der registrerer brugere af taletidskort. Det sker med henvisning til organiserede kriminelles forkærlighed for brugen af netop denne måde at kommunikere på.

I alt vil regeringen afsætte omkring en milliard kroner over de kommende fire år - 970 millioner, hvis man skal være helt nøjagtig - til 12 overordnede initiativer for at bekæmpe terror og ekstremisme.

Initiativerne kommer i kølvandet på terrorangrebet i Paris i sidste måned, men blev aktualiseret med terrorangrebene i København i weekenden.

Også den borgerlige opposition har fremlagt forslag om flere ressourcer til politiet og efterretningstjenesterne efter angrebet i København.

Østergaard: Vi vil også leve i et frit samfund i morgen

Regeringen vil torsdag fremlægge sin antiterrorpakke. Her vil den forsøge at gøre myndighederne bedre i stand til at finde og overvåge ekstremister i Danmark. Men det bliver ikke på bekostning af almindelige danskeres frihed.

Det siger økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R), der mener, regeringens forslag vil afspejle den balancegang.

- Vi skal ånde ekstremisterne i nakken. Alle vi andre skal leve i et frit samfund. Og det gør vi også i morgen, siger han, efter regeringen torsdag på et møde med de andre partiledere orienterede om sine planer.

- Man kan godt begge dele. Og det vil man se i vores udspil.

Udspillet har fokus på at styrke PET og politiet. Nogle partiledere har i de seneste dage foreslået en række forebyggende tiltag, men det bliver der ikke noget af i regeringens udspil torsdag.

- Vi var heldigvis i januar i stand til at få en aftale med næsten alle Folketingets partier om en handlingsplan imod ekstremisme og radikalisering, der rummer et væld af initiativer, siger han.

- Ifølge den plan skal 3000 offentlige ansatte i de kommende år efteruddannes til bedre at spotte tegn på gryende radikalisering.

Den radikale leder mener derfor ikke, at der er behov for yderligere tiltag.

- Alle de initiativer skal først sættes i værk nu.

Regeringen understreger, at torsdagens udspil er en reaktion på angrebet i Paris, og ikke det angreb Danmark oplevede i weekenden. Her må danskerne og Folketingets partier vente på en reaktion.

- Jeg vil gerne appellere til, at man lader myndighederne gennemføre den efterforskning af, hvad der er foregået, hvor og hvornår i den her weekend - og hvad er der foregået i dagene op til - og så bagefter gøre sig sine erfaringer, siger Morten Østergaard.

 

FAKTA: Her er regeringens 12 tiltag mod terror

Regeringen afsætter 970 millioner kroner over de næste fire år til at styrke den danske indsats mod terror.

Regeringen har torsdag fremlagt planen "Et stærkt værn mod terror – 12 nye tiltag mod terror" på et pressemøde i Statsministeriet.

Planen indeholder i alt 970 millioner kroner, som skal bruges til at styrke den danske indsats mod terror. Her er de 12 tiltag:

 

* Bedre redskaber til politiets og Politiets Efterretningstjenestes indsats mod terror i Danmark:

1) 200 millioner kroner til udbygning af politiets og PET’s beredskabs- og overvågningsindsats.

2) 150 millioner kroner til øget it- og analysekapacitet.

3) Udvidelse af livvagtsstyrken.

4) Adgang til relevante oplysninger om flypassagerer.

5) Undersøgelse af mulig registrering af brugere af taletidskort.

 

* Bedre redskaber til Forsvarets Efterretningstjenestes indsats over for terror rettet mod Danmark:

6) 415 millioner kroner til indhentning og analyse af oplysninger om terrortrusler fra udlandet.

7) Styrket indsats mod danske ekstremister i udlandet.

 

* Styrkelse af beredskabet til indsats ved en terrorhændelse:

8) Udvidelse af aktionsstyrken i PET.

9) Forstærket nationalt døgnberedskab under Rigspolitiet.

 

* Forebygge radikalisering i fængslerne:

10) Nye initiativer til forebyggelse af radikalisering i fængslerne.

 

* Øget dansk bidrag til internationalt samarbejde om terrorbekæmpelse:

11) Styrkelse af den forebyggende indsats i blandet andet Mellemøsten og Nordafrika.

 

* Gennemgang af den danske terrorbekæmpelse:

12) Et udvalg skal gennemgå den danske terrorbekæmpelse.

 

Kilder: "Et stærkt værn mod terror – 12 nye tiltag mod terror"

 

Mest Læste

Annonce