Blå blok: Voldssager skal afsluttes inden for 100 dage

Politik

07/11/2014 14:24

Nick Allentoft

Det skal gå langt hurtigere med at afslutte voldssager, end det er tilfældet i dag.

Sådan lyder det fra partierne i blå blok, der er stærkt fortørnede over, at der i dag i gennemsnit går 289 dage, fra politiet modtager en voldsanmeldelse, til voldsmanden kommer i fængsel.

Grove voldssager bør kunne afgøres på 100 dage, lyder det fra Venstre, der får fuld opbakning fra de øvrige partier i blå blok.

- Voldssager bør afklares meget hurtigere, især af hensyn til ofret. Derfor mener vi, at man burde kunne klare sådan en sag på noget, der ligner 100 dage. Også af hensyn til forbryderen skal der ikke gå så lang tid, før man kan starte sin afsoning, siger Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen.

I dag er der kun tidsfrister for, hvor hurtigt de enkelte myndigheder, blandt andet politi og domstole, skal behandle eksempelvis voldssager.

- Men vi har ikke en samlet tidsfrist for det samlede forløb. Hvis vi fastsætter et mål for det, så tror jeg faktisk, at det med de nuværende ressourcer vil være muligt at reducere sagsbehandlingstiden i blandt andet voldssager, siger Karsten Lauritzen.

De Konservatives retsordfører, Tom Behnke, er enig i, at en tidsfrist på maksimalt 100 dage er nødvendig af hensyn til både ofre og gerningsmænd.

- Men også i forhold til vidnerne, som kan have svært ved at huske alle detaljerne, når der som i dag går alt for lang tid, siger Tom Behnke.

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, glæder sig til at huske Venstre på udmeldingen, hvis der bliver blåt flertal efter et valg.

- Vi vil bide enhver regering i haserne i forhold til, at straffen skal eksekveres prompte. Vi forventer - uanset hvilken regering, der sidder - at der bliver gjort noget ved det her. Det vil også være afgørende for fremtidige regeringer, hvis vi skal støtte den, siger Peter Skaarup.

Og samme toner lyder der fra Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll:

- Det er jeg rigtig glad for. Det vil vi holde Venstre op på, hvis der kommer en borgerlig regering, siger han.

Også når det handler om voldtægtssager vil Venstre stramme op med en konkret tidsfrist. Ifølge rapporten fra Rigsrevisionen går der i dag over et år fra en voldtægt anmeldes, til voldtægtsmanden kommer i fængsel.

- Jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke skal kunne sætte et mål om, at det maksimalt bør tage et halv år, at afslutte en voldtægtssag. Over et år er alt for lang tid for ofret at vente på, at der sker retfærdighed, siger Karsten Lauritzen.

Mest Læste

Annonce