Flyt fokus fra pris til helhed

Ledelse

02/11/2011 11:49

Nick Allentoft

”Vi skal leve af innovation,” siger politikere fra hele spektret, men når vi så innoverer, har vi svært ved at afsætte produkterne på det danske marked fordi produktet bliver for dyrt. Vi har fuld forståelse for behovet for en effektivisering af sundhedssystemet, men det er ikke prisen for det enkelte produkt, der er interessant. Det er derimod totalomkostningen for samfundet, der er relevant, og det er den pris, som burde være i fokus, skriver Coloplast direktør Lars Rasmussen i Hospitals-stafetten.

Af Lars Rasmussen, adm. dir., Coloplast

Tak til Peter Samuelsen, direktør i Acarix A/S for Hospitals-stafetten. Han efterspørger ”en stor virksomheds overvejelser omkring den fremtidige udvikling inden for offentligt-privat samarbejde i en global sammenhæng.” Særligt i forhold til den mere kortsigtede horisont, finanskrisen har tvunget virksomhederne til at orientere sig efter.

For det første har Peter Samuelsen har ret i sin præmis. Der er afgørende forskel på vores horisont – både hvad angår fokus og tid. Som virksomhed i skarp global konkurrence er man simpelthen nødt til at fokusere sin indsats. Det samme gælder også vores investeringer i teknologi og forskning. Derfor prioriterer en virksomhed som Coloplast også benhårdt inden for de nøje udvalgte områder, der støtter op om den retning, vi har valgt at gå.

Tematiseret forskning er attraktiv

Vi kan derfor få stort udbytte af et offentligt-privat samarbejde om den tematiserede forskning. I stedet for at skyde med spredehagl kan vi sammen fokusere på få områder, som Danmark har eller kan få spidskompetencer inden for. Det er fx velfærdsteknologi, sundhed og grøn energi. Det er også her de danske universiteter har størst sandsynlighed for at lykkes i konkurrencen med universiteter globalt. Der er ikke nogen tvivl om at grundforskning er essentielt, men det er altså kun på ganske få områder vi kan være de allerdygtigste. Man kunne efterspørge, at danske universiteter lagde den nationale konkurrence på hylden for i højere grad at forene kræfterne på udvalgt forskning, der sætter Danmark på verdenskortet. Vi er simpelthen for små i Danmark til akademisk at konkurrere indbyrdes.

Når virksomheder og det offentlige i fremtiden skal samarbejde, skal vi bygge på de gode erfaringer, vi allerede har. I Coloplast har vi fx haft et succesfuldt parløb med Højteknologifonden, der er blevet mere kommercielt orienteret. Generelt er det vigtigt, at rammerne for samarbejdet gøres fleksible. Som Peter Samuelsen pointerer, kan det være svært at finde fælles fodslag, når nu tempoet er en afgørende faktor for private virksomheder.

Spørg efter de nye produkter

Vi er afhængige af god forskning, samt at vi hele tiden bliver bedre og leverer de bedste løsninger til vores brugere. At innovative produkter når ud og gør en forskel for brugerne, er jo selve afsættet for den forskning, der giver mening for os. Men det kræver, at vi kan afsætte vores produkter. Når nu depechen skal gives videre, kunne jeg godt tænke mig at dette forhold belyses. Det er meget afgørende for os, når vi taler om samarbejdet med den offentlige sektor – og særligt sundhedssektoren.

Jeg efterspørger en anden dialog om pris. Vi har fuld forståelse for behovet for en effektivisering af sundhedssystemet, og vi ser os selv som en fuldgyldig partner i denne effektivisering. Vi har derfor som leverandør ikke noget imod, at der er fokus på pris. Men det er ikke prisen for det enkelte produkt, der er interessant. Det er derimod totalomkostningen for samfundet, der er relevant, og det er den pris, som burde være i fokus..

Gør op med kassetænkningen

”Vi skal leve af innovation,” siger politikere fra hele spektret, men når vi så innoverer, har vi svært ved at afsætte produkterne på det danske marked fordi produktet bliver for dyrt. Men det er ud fra en snæver betragtning: Ja, vores katetre er en smule dyrere end et produkt, som er udviklet for 20 år siden, men de kan til gengæld gøre det muligt for brugeren at opretholde en vis livskvalitet. Det er let, bekvemt og sikkert at bruge, så han kan blive på arbejdsmarkedet og dermed også bidrage til statskassen.

Det regnestykke kan ikke laves med den nuværende kassetænkning. Besparelser et sted i sundhedssektoren kan afstedkomme udgifter et andet sted.

Coloplast udfører 80 % af sin forskning og udvikling i Danmark men har kun 1-2 % af sit salg i Danmark. Samtidig er Danmark et af de mest produktprisorienterede lande i verden. Der er stort set ingen fokus på samfundets totalomkostning, den enkeltes livskvalitet eller hensyntagen til miljøet i regionernes indkøbspolitikker. Det er en afgørende udfordring for os at sikre denne forståelse af totalomkostningen. Både i Danmark og i resten af verden. Vi oplever desværre ikke at denne forståelse er særligt udviklet endnu. Ikke engang herhjemme i Danmark, hvor man ellers kunne forestille sig, at vi ville være førende.

Stafetten går til....

Jeg vil gerne give stafetten videre til administrerende direktør for Region Sjælland, Jens Andersen. Regionerne sidder med en del af nøglen til at nedbryde kassetænkningen. Hvordan gør man? Og hvordan kan vi blive endnu bedre til at få et mere helhedsorienteret blik på sundhedsomkostninger?
 

Mest Læste

Annonce