Selvejende daginstitutioner afhængige af kommuners velvilje

05/07/2011 09:20

Jesper Brønnum

En ny rapport fra Socialministeriet konkluderer, at kommunerne kan lukke selvejende daginstitutioner, som de vil. Der er nemlig intet i den nuværende lovgivning, der beskytter institutionerne, og derfor er det op til den enkelte kommune at afgøre, om en selvejende daginstitution, der har en driftsaftale med kommunen, skal bevares. På den måde kan en kommune efter forgodtbefindende lukke selvejende institutioner.

Det skaber stor usikkerhed for de selvejende aktører, der er på markedet nu, og de som overvejer at etablere sig, at der ingen sikring er for dem. Og udfordringen er ikke kun gældende på daginstitutionsområdet, men på hele det sociale område.

Skal vi vende en udvikling, hvor flere og flere opgaver kommunaliseres, er der behov for, at politikerne griber ind.

I dag har de tilbageværende ikke-offentlige aktører stort set ingen modvægt overfor kommunen, der både er godkendende myndighed, tilsynsførende, kunde og konkurrent. Det er fuldstændig urimelige vilkår at arbejde under. Vilkår, som man ikke ser på andre markeder.

Derfor forslår Dansk Erhverv, at der udarbejdes en ny aftaleform som alternativ til de driftsoverenskomster, som mange ikke-offentlige aktører indgår med kommunerne i dag. En ny aftaleform vil kunne sikre de selvejende aktører langt større frihed og i sidste ende give borgerne forskellige tilbud at vælge imellem.

Dansk Erhverv foreslår desuden, at der bliver oprettet en ny enhed med kompetencer på velfærdsområdet under Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Enheden skal give selvejende, private og non profit-leverandører på velfærdsområdet et sted at afprøve rimeligheden af kommunens afgørelser og samtidig sørge for, at der sker en overvågning af prisdannelsen på markedet.

I dag er det meget svært for alle at gennemskue, hvordan de forskellige ydelser på det sociale område prissættes, og det er på ingen måde rimeligt for de ikke-offentlige aktører. En løsning kunne være at udvikle en ny samlet kontoplan for kommunerne, der sikrer prisgennemsigtighed for alle. Sidst men ikke mindst skal enheden udvikle konkrete forslag til forbedring af konkurrencen på velfærdsområdet.

Vi er afhængige af den viden og det engagement, der tilføres fra ikke-offentlige aktører. En ny enhed med fokus på konkurrencen på velfærdsområdet er nødvendigt for, at vi i fremtiden kan sikre kvalitet og udvikling af vores velfærdssamfund.

Mest Læste

Annonce