Wanted: Innovative velfærdsløsninger

Velfærdens Innovatører kalder på løsninger. Kender du nogle? 

Vi har bedt Velfærdspanelet om at udpege 5 store udfordringer, som velfærdssamfundet står overfor nu og i de kommende år, og hvor behovet for løsninger er presserende. I det mindste, hvis velfærdssamfundet skal overleve og udvikles ud af den nuværende krise. Velfærdspanelet har talt, og nu er næste skridt i inititiativet Velfærdens Innovatører at kalde på de innovative velfærdsløsninger, der kan bidrage til at løse de 5 store udfordringer:

Bro over velfærdskløften
Hvordan skaber vi sammenhæng mellem borgernes forventninger og den velfærd, der leveres?


Det rummelige samfund
Hvordan skaber vi en mere effektiv forebyggelsesindsats på det sociale område?
 

Viden og vækst
Hvordan udvikler vi en folkeskole, der også i fremtiden matcher samfundets og elevernes behov?


Hænder nok
Hvordan kan vi få borgere i beskæftigelse, som af en eller flere grunde står uden for arbejdsmarkedet i dag?
 

Sunde sammenhænge
Hvordan skaber vi sammenhæng på sundhedsområdet og mellem sundhedsområdet og andre områder, f.eks. ældreområdet, så borgeren oplever helstøbte forløb?

Vi kalder på løsninger, der demonstrerer nye måder at gøre tingene på og som relaterer sig til en af de 5 store udfordringer. Det kan være løsninger, som du selv har været direkte involveret i, men også løsninger, som du har læst om eller hørt andre fortælle om. Med løsning forstår vi et projekt, initiativ eller anden form for ”bevidst” handling med formålet at gøre en konkret velfærdsleverance bedre, billigere eller simpelthen bare smartere. Vi hilser også løsninger velkommen, som i sin oprindelige form ikke knytter sig til velfærdsområdet, men hvor fx mindset, processer eller teknologier på en meningsfuld måde kan overføres til velfærdsområdet.


Du kan frem til den 15. november dele velfærdsløsninger, kommentere og kvalificere andres velfærdsløsninger. Det sker på Velfærdens Innovatørers website og nomineringsmenuen finder du her.


 

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer