Foto: Shutterstock

Børsen politianmeldt af Slots- og Kulturstyrelsen

Lovgivning

12/05/2021 11:09

Theis

Slots- og Kulturstyrelsen har politianmeldt Børsen for mulig svindel med annoncekompensation.

Børsen har i dag udsendt en pressemeddelelse om, at avisens annonceafdeling i strid med reglerne har forsøgt at påvirke timingen af annonceindtægter med det formål at optimere den kompensation, som Børsen modtog i annoncekompensation som følge af COVID-19.

Slots- og Kulturstyrelsen har politianmeldt Børsen for mulig svindel med annoncekompensationsordningen. Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) vil stå for den strafferetlige efterforskning. Slots- og Kulturstyrelsen vil parallelt arbejde videre med at fastlægge størrelsen af et tilbagebetalingskrav i forhold til den udbetalte annoncekompensation.

Slots- og Kulturstyrelsen har iværksat en afdækning af muligheden for yderligere kontrolforanstaltninger for annoncekompensationsordningen generelt. Kulturministeriet har ikke yderligere kommentarer til den konkrete sag, så længe efterforskningen pågår.

Kulturminister Joy Mogensen siger:
”Det er en meget alvorlig sag. Det er fuldstændigt uacceptabelt, hvis virksomheder snyder med hjælpeordningerne. Regeringen og et flertal af Folketingets partier har sørget for hjælpepakker, der holder hånden under virksomhederne og vores kulturliv. Partierne har sikret, at medierne kan udkomme under pandemien og komme på den anden side af coronakrisen til trods for faldet i annonceindtægter. Det er dybt skuffende og meget alvorligt, hvis en virksomhed snyder med hjælpeordningerne. Den konkrete sag er overgivet til politiet og bliver strafferetligt efterforsket, og Slots- og Kulturstyrelsen vil samtidig tage stilling til et eventuelt tilbagebetalingskrav over for Børsen.”

Mest Læste

Annonce