Premierministerens kontor oplyser, at det vil give Cameron en mulighed for at tale mere uddybende med Juncker om det britiske folks bekymringer ved EU-medlemskabet, skriver The Guardian.

Cameron drøfter EU-reformer med Juncker

Politik

25/05/2015 10:23

Mikkel Sarka

Over en middag på sit landsted tager David Cameron hul på snakken om reformer med EU's kommissionsformand.

Storbritanniens premierminister, David Cameron, har indledt arbejdet med at få genforhandlet Storbritanniens fremtidige forhold til EU.

Mandag havde han inviteret EU-kommissionsformanden, Jean-Claude Juncker, på middag på sit officielle landsted, Chequers, i det sydlige England.

Premierministerens kontor oplyser, at det vil give Cameron en mulighed for at tale mere uddybende med Juncker om det britiske folks bekymringer ved EU-medlemskabet, skriver The Guardian.

Under mødet ventes de to at drøfte nogle af de emner, Storbritannien gerne vil have ændret i EU, heriblandt reglerne for bevægelsesfrihed og for, hvilke social ydelser EU-borgere har krav på, når de flytter til et andet land.

Cameron, som med sit konservative parti sikrede sig et absolut flertal ved det britiske parlamentsvalg tidligere på måneden, vil senest i 2017 sende en ny aftale til folkeafstemning.

Han ventes at oplyse flere detaljer om planerne for den kommende folkeafstemning, når han onsdag taler i forbindelse med den officielle åbning af det britiske underhus.

Senere på ugen drager den britiske premierminister selv ud i Europa på turné til en række hovedstæder.

Ifølge det tyske nyhedsbureau dpa agter Cameron sig fredag til Berlin for at besøge forbundskansler Angela Merkel. Samme dag mødes han også med Polens premierminister, Ewa Kopacz.

Dagen inden får Cameron en travl dag, hvor han har planlagt møder med både den danske statsminister, Helle Thorning-Schmidt, Hollands premierminister, Mark Rutte, og den franske præsident, François Hollande.

Premierministeren satser på at få talt med alle 27 regeringschefer i EU-landene inden EU-topmødet i slutningen af juni, skriver The Guardian.

Mest Læste

Annonce