Claus Hjort langer hårdt ud efter DR

Politik

27/08/2015 08:14

Nick Allentoft

Danmarks Radio risikerer at kvæle andre medietilbud, mener finansminister Claus Hjort Frederiksen.

Danmarks Radio fylder for meget i mediebilledet, fokuserer for lidt på public service og er fuld af kedelig underholdning i den bedste sendetid.

Sådan lyder bredsiden fra finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), som åbner for en ny debat om Danmarks Radios størrelse, skriver Politiken.

            Læs også chefredaktør Nick Allentoft's indlæg i debatten om licens på fagbladet Journalisten

Finansministeren mener først og fremmest, at DR er blevet for dominerende blandt nyhedsudbyderne på internettet, og at det risikerer at udsulte de private medier: 

- Vi er nødt til at sikre, at Danmarks Radio ikke fuldstændig kvæler, hvad der er af medietilbud. Og specielt med udgangspunkt i den stærke, stærke, stærke stilling, som DR har på nettet, siger Claus Hjort Frederiksen i et interview med Politiken om de kommende års prioriteringer for regeringen.

Dermed tilslutter han sig flere danske mediehuses argument om, at DR er med til at tage brødet ud af munden på de ikke-licensfinansierede medier.

Finansministeren mener, at DR i højere grad skal bruge sine årlige 3,7 milliarder licenskroner på at løfte sin public service-forpligtelse.

- Jeg siger ikke, at der ikke skal være underholdning i Danmarks Radio. Men public service er jo den egentlige grund til, at vi gerne vil give så mange skatteyderkroner til foretagendet, siger Claus Hjort Frederiksen til Politiken.

Han vil ikke forholde sig direkte til, om DR skal have færre penge, men siger, "man er nødt til at tage fat på den diskussion".

Det har ikke været muligt for Politiken at interviewe DR's ledelse om finansministerens kritik, men i en skriftlig kommentar hæfter DR-bestyrelsesformand Michael Christiansen sig ved, at Venstre har tiltrådt den gældende medieaftale.

- Vi har en fin dialog med kulturministeren om DR's rolle og fremtidige udvikling. Vi er trygge ved denne dialog, der tager sit udgangspunkt i den eksisterende medieaftale, som jo også partiet Venstre har tiltrådt, skriver han til Politiken.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce