Med til billedet hører blandt andet hedebølger, flere stormfloder og skybrud, siger klimaforsker Martin Olesen, Dansk Klimacenter ved DMI.

Danmark kan blive 3,7 grader varmere i løbet af 100 år

Bæredygtighed

08/10/2014 12:31

Nick Allentoft

Højere temperatur og flere skybrud bliver konsekvensen, hvis vi ikke skruer ned for udledning af drivhusgasser

Hvis verdens forbrugere og industri ikke ændrer vaner, vil de globale klimaforandringer komme til at betyde højere temperaturer og mere regn i Danmark.

Den årlige middeltemperatur i Danmark vil i løbet af dette århundrede stige 3,7 grader, hvis ikke udledningerne af drivhusgasser nedbringes markant og hurtigt globalt. Det konkluderer en ny rapport fra DMI. 

- Temperaturen vil stige en smule mere om sommeren og efteråret end om vinteren og foråret. Temperaturstigningerne fører til færre frostdøgn, varmere sommernætter samt længere og flere hedebølger, konkluderer forskerne fra DMI.

Og selvom varmere somre måske ikke umiddelbart lyder så skidt i manges ører, er det vigtigt at slå fast, at klimaforandringerne har omfattende konsekvenser, siger klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R).

- Vi skal have aflivet en myte om, at vores land bliver bedre at leve i med klimaforandringerne. At det bare handler om varmere somre, siger ministeren.

              Læs også pressemeddelelse fra ministeriet med link til selve rapporten

Med til billedet hører blandt andet hedebølger, flere stormfloder og skybrud, siger klimaforsker Martin Olesen, Dansk Klimacenter ved DMI.

- Temperaturen er allerede steget. Vi har haft flere skybrud i år allerede nu, end vi havde i 2011. Den sommer, vi lige har haft, havde usædvanligt mange hedebølgedage, og vi har haft rekordmange skovbrande.

- Det er en smagsprøve på, hvad vi kommer til at opleve mere af i fremtiden, siger Martin Olesen.

Prognosen for klimaforandringerne viser, at den årlige mængde nedbør i værste fald vil stige 6,9 procent i forhold til perioden 1986-2005. Det vil regne mindre om sommeren, men til gengæld vil der komme flere og kraftigere skybrud.

Også vandstanden vil stige i løbet af de næste 100 år, hvis vi fortsætter ufortrødent med at udlede drivhusgasser. DMI's forskere vurderer, at vandstanden i så fald vil stige 0,6 meter, og det vil resultere i flere voldsomme stormfloder.

Der kan dog fortsat sættes ind over for klimaforandringerne. Hvis ambitionerne om at nedbringe udledningen af drivhusgasser sættes i vejret, og der for eksempel laves bindende aftaler verden over, vil det få en mærkbar effekt.

I så fald vil den årlige middeltemperatur i Danmark stige 1,2 grader, mens den årlige mængde nedbør vil stige med 1,6 procent.

Den årlige middeltemperatur i Danmark er steget cirka 1,5 grader siden 1870. 

FAKTA: Klimaforandringerne får naturen til at rase

Der bliver flere skovbrande, skybrud og stormfloder, hvis vi ikke nedbringer udledning af drivhusgasser.

Knastørre somre med hedebølger og skovbrande afløst af vintre med skybrud og stormfloder. Det er skræmmescenariet for, hvordan klimaforandringerne påvirker kloden. 

Se her, hvad klimaforskere fra DMI har fundet frem til om klimaforandringerne i Danmark de næste 100 år:

* Den årlige middeltemperatur i Danmark er steget cirka 1,5 grader siden 1870. Hvis udledningen af drivhusgasser fortsætter på nuværende niveau, vil middeltemperaturen stige 3,7 grader i løbet af dette århundrede. 

Hvis vi derimod nedsætter udledningen markant over hele verden, vil temperaturen kun stige 1,2 grader.

* Den gennemsnitlige årlige nedbør i Danmark er på 150 år steget omkring 100 millimeter. Den årlige nedbør vil stige med 6,9 procent i forhold til årene fra 1986 til 2005, hvis vi fortsætter som hidtil. 

Hvis udledningen af drivhusgasser reduceres, vil regnmængden derimod stige 1,6 procent.

* Vandstanden omkring Danmark er steget cirka to millimeter om året de seneste 100 år. Hvis vi ikke ændrer vaner, vil vandstanden stige 0,6 meter. 

Hvis vi nedsætter udledningen af drivhusgasser markant, vil vandstanden stige 0,3 meter.

* Konsekvenserne af klimafordringerne bliver blandt andet flere hedebølger, tørre somre, men til gengæld flere skybrud resten af året, og stigende vandstand, som vil øge hyppigheden af stormfloder markant.

Kilde: "Fremtidige klimaforandringer i Danmark" fra DMI.

 

 

 

/ritzau/

Mest Læste

Annonce