Danske universiteter falder tilbage på verdensrangliste

Velfærd

03/10/2013 09:50

Freja Eriksen

DTU nærmer sig dog top 100 og er i år rykket 32 pladser frem. Verdens bedste universitet er stadig amerikansk.

Danmarks to største universiteter rykker flere pladser ned på en ny rangliste over verdens bedste universiteter. 

Times Higher Education (THE) World University Rankings liste viser, at Aarhus Universitet falder ned som nummer 138, mens Københavns Universitet i år må nøjes en 150. plads mod en placering som nummer 130 sidste år.

Til gengæld kan Danmarks Tekniske Universitet (DTU) glæde sig over en markant bedre plads på rangstigen denne gang. DTU er rykket 32 pladser op - fra en 149. plads til nummer 117.

Verdens universiteter er blevet målt på flere parametre - blandt andet undervisning, forskning og andelen af internationale studerende. 

DTU's rektor Anders Bjarklev er stolt over placeringen.

- At det så samtidig er et billede, der gentager sig, når vi ser på andre rankings, giver mig al mulig grund til at være stolt over de mange medarbejdere, der hver dag er med til at sørge for, at vi har en stærk international profil, siger han i en pressemeddelelse.

Også Aalborg Universitet kravler længere op ad rangstigen. Den nordjyske uddannelsesinstitution er i år placeret i feltet 301-350 mod en plads i kategorien 351-400 sidste år.

Syddansk Universitet holder derimod samme placering som sidste år og ligger i gruppen 276-300 på listen.

Ifølge THE-listen er verdens bedste universitet igen i år California Institute of Technology.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce