Dennis Kristensen er tilbage i LO-ledelsen

Ledelse

26/06/2014 10:05

Freja Eriksen

FOA-formand Dennis Kristensen forlod i vrede LO-s daglige ledelse i maj. Nu er han tilbage i varmen.

FOA's formand Dennis Kristensen var godt og grundigt træt af at blive holdt udenfor, når regeringen inviterede til LO's forhandlingsudvalg til kaffe. For selv om formanden sad i udvalget, blev han ikke inviteret med.

Men det er slut nu. Dennis Kristensen og LO-formand Harald Børsting er kommet frem til, at det er LO, der bestemmer, hvem der skal være med til vigtige politiske forhandlinger - og ikke politikerne.

- Efter jeg trådte ud har jeg mødtes et par gange med Harald Børsting. Og nu er vi enige om, at det er LO, der udpeger en forhandlingsgruppe - og ikke partierne i Folketinget, siger Dennis Kristensen til Ritzau.

- Vi har fået en fælles forståelse af, at det er LO, der bestemmer, hvem der skal forhandle, siger FOA-formanden, der igen er at finde i LO's daglige ledelse.

Dråben, der fik Dennis Kristensen til at rejse sig fra stolen i LO's daglige ledelse, var, da formændene for den såkaldte LO-partsgruppe under Carsten Koch-udvalget blev inviteret til drøftelser i Beskæftigelsesministeriet. Dog uden Dennis Kristensen.

- Jeg har ikke noget imod, at dem fra LO-ledelsen med partibog hos Socialdemokraterne mødes med andre i partiet og snakker. Men når man har LO-kasketten på, så gælder der andre regler, siger Dennis Kristensen.

- Vi er blevet enige om, at det er slut med at have hemmelige møder, siger FOA-formanden.

FOA, Fag og Arbejde, repræsenterer omkring 191.000 medlemmer hovedsageligt fra den offentlige sektor. Og da Dennis Kristensen smækkede med døren i LO, blev det set som en svækkelse af fagbevægelsen. Men nu er den så samlet igen.

Det var tilbage i 2003, at den daglige ledelse i LO kom til at se ud, som den gør i dag med 10 forbundsmedlemmer og fire LO -folk.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce