Digital Post på vej til alle virksomheder og foreninger

Infrastruktur

19/08/2013 10:57

Freja Eriksen

Det skal være billigere, lettere og hurtigere for virksomheder og foreninger at kommunikere med det offentlige. Derfor bliver det fra 1. november 2013 lovpligtigt for alle med et CVR-nummer at have en postkasse til digital post fra det offentlige. Den digitale postkasse er gratis, og den kan oprettes allerede nu på Virk.dk/postkasse.

Meddelelser om sygedagpenge, indkaldelse til bilsyn, rykkere for årsregnskaber og andre beskeder fra det offentlige bliver fremover sendt til virksomhedernes og foreningernes digitale postkasse. Det sker som en del af den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi, og det er en løsning, som vil spare skatteyderne for knap 400 mio. kr. om året.

Indførelsen af obligatorisk Digital Post fører til en hurtigere og mere effektiv kommunikation, og samtidig opnår man store besparelser på print, papir og frimærker. Også virksomhederne og foreningerne får glæde af Digital Post, fordi de med den digitale postkasse har et sted, hvor de kan opbevare posten sikkert og har adgang til den hvor som helst og når som helst. Man vælger selv, hvordan posten skal håndteres, og hvilke medarbejdere der skal have adgang til hvilken post.

Nøjagtig som med en fysisk postkasse skal den digitale postkasse tømmes regelmæssigt for ikke at gå glip af vigtig post. Som en hjælp til at huske på det, kan man vælge at få en e-mail eller besked på mobilen, når der er ny post i postkassen.

Læs mere om Digital Post, og opret en digital postkasse til din virksomhed eller forening allerede nu på Virk.dk/postkasse.

Gode råd til virksomheder og foreninger

  • Din virksomhed/forening skal bruge en NemID medarbejdersignatur, når I opretter den digitale postkasse. Læs mere og bestil i god tid via Virk.dk/postkasse.
  • Opret postkassen i god tid inden 1. november 2013, så I kender funktionerne, inden postkassen bliver lovpligtig.
  • Udpeg en administrator, der opretter postkassen og uddeler brugerrettigheder.
  • Få hjælp på Virk.dk/postkasse.

Fakta

  • Den digitale postkasse er det offentliges postkasse til Digital Post. Postkassen leveres af e-Boks A/S.
  • Postkassen er et resultat af den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi. 1. november 2014 bliver det lovpligtigt for alle borgere at have en digital postkasse til Digital Post fra det offentlige. Læs mere om digitaliseringsstrategien på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside: digst.dk.
  • Digital Post har et samlet besparelsespotentiale på 1 mia. kr. om året.
  • På Virk.dk/postkasse er der en guide til, hvordan man opretter den digitale postkasse.

Mest Læste

Annonce