Effektive og fremsynede kommuner straffes, når det ekstraordinære tilskud til skolereformen fordeles

Det bekymrer i Randers, hvor man allerede har effektiviseret og trimmet skolevæsnet. Derfor går Randers Kommune nu til ministerier og KL for at få ændret fordelingen af det ekstraordinære tilskud til skolereformen.

”Jeg har netop modtaget fordelingen af det ekstraordinære tilskud, der er lagt frem fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, og jeg kan konstatere, at vi i Randers Kommune har god grund til at være skuffet og ikke mindst bekymret for, hvordan vi skal finansiere implementeringen af reformen” siger Randers Kommunes borgmester Henning Jensen Nyhuus.
 
”I Randers Kommune har vi igennem en længere årrække trimmet og effektiviseret vores skolevæsen, men det ser nu ud til, at denne effektivisering og fremsynethed rammer os hårdt, når det ekstraordinære tilskud til finansieringen af folkeskolereformen skal fordeles, og det bekymrer mig dybt” udtaler borgmesteren.
 
Randers Kommune har i dag en undervisningsprocent på 41,5 %, hvilket ligger markant over landsgennemsnittet. Der er for 2 år siden indført en skoledag for 0. til 3. klasse på 30 timer med et tæt samarbejde mellem lærere og pædagoger hele skoledagen, og vi har reduceret og trimmet pasningsbehovet i vores SFO.
 
På denne baggrund har Randers Kommune et meget lille råderum til at effektivisere yderligere og dermed finde midler til at indføre og finansiere folkeskolereformen for alle elever i 0. til 9. klasse.
”Derfor kommer det også meget bag på mig, at der står et stort klingende nul ud for de tre kriterier, det ekstraordinære tilskud fordeles efter”, siger Henning Jensen Nyhuus. Det betyder, at Randers Kommune kun modtager et grundtilskud på 1,7 mio. kr. i 2014, hvilket er under en tredjedel af det vi kunne forvente, hvis midlerne var blevet fordelt forholdsmæssigt.
 
”Vi lægger stor vægt på at sikre en succesfuld implementering af folkeskolereformen, men finder det helt urimeligt og ikke i tråd med tilsagnene forud for reformen, at vi i Randers skal finde de nødvendige midler gennem servicereduktioner inden for andre af kommunens driftsområder” udtaler borgmesteren.
 
Set ud fra mit perspektiv ser det ud til, at en række af de kommuner, der har været tidligt ude af busken og effektiviseret, trimmet, udviklet og tænkt nyt i forhold til skolevæsenet nu straffes, når reformen skal im­ple­­menteres. Hvorimod kommuner, der ikke har effektiviseret deres skolevæsen, nu kan gøre dette med statstilskud i ly af folkeskolerefor­men.
 
”På denne baggrund har jeg torsdag rettet henvendelse til indenrigs- og økonomiministeriet, undervisnings­mi­nis­teren og KL med opfordring til, at der udarbejdes en ny og mere retfærdig nøgle til fordeling af det afsatte statstilskud”, slutter Henning Jensen Nyhuus.
Emneord: Folkeskolereform, Tilskud, Undervisningsprocent, Effektivisering, Randers Kommune

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også