Ekspert: Politikerne sov i timen om flygtningestrøm

Ledelse

10/09/2015 17:38

Nick Allentoft

Politikerne burde have været langt mere forberedt på den massive flygtningestrøm, siger migrationsekspert.

Både den nuværende og den tidligere regering har svigtet, når det gælder om at ruste danskerne og de danske myndigheder på den massive flygtningestrøm, der i denne uge har ramt landet.

Det siger migrationsekspert på Center for Advanced Migration Studies, Martin Lemberg-Pedersen.

- Mange har advaret mod, at de her store flygtningestrømme var under opsejling, men både den nuværende og den forrige regering har jo ageret, som om det her ikke eksisterede. De kunne have forberedt både sig selv og den danske befolkning langt bedre.

- Man har heller ikke forberedt det system, der skal håndtere situationen, ordentligt på, hvad man skal stille op. Og det virker ærlig talt som om, at der er ret stor forvirring blandt politikerne om, hvordan man nu skal håndtere det her, siger han.

Ifølge Martin Lemberg-Pedersen er det ikke noget nyt fænomen, at flygtninge blæser gennem Danmark i jagten mod deres drømmemål, Sverige.

- Over de sidste mange år er der rigtig mange flygtninge, der har brugt Danmark som transitland til Sverige. Det nye er, at antallet er steget, og at flere rejser samlet.

- Og så er der jo den forskel, at medierne har haft langt mere fokus på det. Journalister har fulgt med flygtningene, og det betyder, at der er kommet et helt andet spotlys på det, så man ikke har kunnet fortsætte den hidtidige praksis med at lade folk køre videre til Sverige.

Martin Lemberg-Pedersen ser ingen tegn på, at flygtningestrømmen vil tage af.

- Der er nogle større tandhjul i gang end den rent danske håndtering. Og et af de tandhjul, der kommer til at bestemme antallet af flygtninge ved de danske grænser er, at nærområderne omkring Syrien er fuldstændig overbebyrdede, siger han.

- Der er millioner af flygtninge i nærområderne, blandt andet i fattige lande som Libanon og Jordan. Og de donationer, der skulle give flygtningene mere tålelige forhold dernede, er ikke kommet, og derfor forværres forholdene dagligt, siger han og fortsætter:

- Det indikerer flere og måske stigende flygtningestrømme, men hvor folk så konkret søger hen, kan jo ændre sig.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce