El-anlæg til milliarder i udbud inden løsning er besluttet

Infrastruktur

23/08/2013 12:57

Nick Allentoft

Stor bekymring i Høje-Taastrup og Ishøj kommuner over, at Energinet.dk har sendt ny transformerstation i udbud – borgmestrene tager nu kontakt til Miljøministeren, Klima-, Energi- og Bygningsministeren samt ordførere på Christiansborg om sagen.
Høje-Taastrup og Ishøj kommuner kæmper for, at en ny transformerstation ikke bliver placeret i den grønne kile mellem de to kommuner – transformerstationen er led i Energinet.dks nye el-anlæg i forbindelse med den nye havmøllepark ud for Stevns. Derfor vækker det dyb bekymring i de to kommuner, at Energinet.dk er i gang med at indhente tilbud på en række af de komponenter, som skal bruges til det nye anlæg –  herunder transformerstationen - inden der er foretaget miljøvurdering og besluttet, hvordan linjeføringen skal se ud, eller hvilken type anlæg, der skal etableres. Høje-Taastrups borgmester Michael Ziegler og Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp har sendt et brev til Miljøministeren og Klima- og Energiministeren samt alle Folketingets miljø- og energiordførere og gjort opmærksom på bekymringerne. ”Jeg er både dybt forundret og dybt bekymret over, at Energinet.dk har sendt forslaget i udbud, inden det er besluttet, hvilken løsning, der rent faktisk skal vælges, og hvordan linjeføringen skal være. For mig tyder det på, at der er en underliggende dagsorden, hvor det allerede er fastlagt, hvordan linjeføringen skal se ud, og dermed også, hvor transformerstationen skal ligge”, siger Michael Ziegler. Statens Fingerplan forbeholder den grønne kile til til rekreative friluftsformål, og de to kommuner frygter, at bygningen, som er planlagt til at være 100 meter lang og 25 meter høj, vil skæmme det grønne område.   ”Vi har brug for vores grønne områder, og vi er meget bekymrede for, at en sådan mastodontbygning bliver placeret midt i det grønne landskab til stor gene for borgerne. Vi taler jo ikke om et lille skur, men en kæmpebygning på et grønt område, som slet ikke er beregnet til den slags anlæg. Det går imod statens egne planer, og det vil være ganske uhørt at placere transformerstationen her”, siger Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp. Borgmestrene bakker fuldt op om at fremme vedvarende og bæredygtig energi. ”Vi synes bare, at man skal finde en placering et sted, der i forvejen er indrettet til den slags anlæg, og der er allerede områder i Hovedstadsområdet, der er udlagt til sådanne formål”, samstemmer de to borgmestre.

Mest Læste

Annonce