Endnu et privatdrevet plejehjem får skarp kritik af embedslægen

Politik

30/04/2015 11:18

Suleman Haider

Endnu et plejehjem drevet af virksomheden Forenede Care får sønderlemmende kritik af embedslægen.

I april ramte kritikken Søhusparken i Ebeltoft. Denne gang kritiserer embedslægen plejehjemmet Bøgeskovhus i Viby, begge drevet af den private virksomhed. 

Ved et besøg 20. marts har tilsynet har fundet fejl og mangler, som indebærer risiko for patientsikkerheden. Det fortæller DR Østjylland.

Personalet har ikke styr på medicinen, som i nogle tilfælde mangler patientens navn eller måske er blevet for gammel. Aftaler med læger bliver ikke fulgt, og en række oplysninger mangler i patienternes journaler.

Sundheds- og omsorgschef i Aarhus Kommune, Kirstine Markvordsen har ansvaret for både de kommunale og private plejehjem i Aarhus. Hun ser alvorligt på situationen på Bøgeskovhus.

- Ud fra rapporten kan man jo ikke afvise, at der har været fare for nogle af patienterne i forbindelse med den utilstrækkelige håndtering af medicin. Det er også derfor, at vi handler hurtigt, siger hun.

Ældrerådmand i Aarhus, Jette Skive fra Dansk Folkeparti, insisterer på, at Forenede Care nu tager affære.

- Jeg forventer, at sagerne er bragt i orden, når embedslægen kommer på besøg første juni. Ellers kan virksomheden godt risikere at måtte vinke farvel til at drive plejehjem i Aarhus kommune, siger Jette Skive.

Hun lægger ikke skjul på, at hun mener, at plejehjemsdrift hører hjemme i offentlig regi.

Forenede Care overtog driften af Bøgeskovhus 1. september sidste år.

 

 

 

 

Mest Læste

Annonce