EU-ministre enige om flygtningemål - men ikke om kvoter

Politik

14/09/2015 21:19

Nick Allentoft

Det er langt fra, hvad vi forventer af europæisk solidaritet, siger tysk minister efter EU-uenighed om kvoter

EU-landene er enige om at fordele i alt 160.000 flygtninge imellem sig, men de er ikke enige om, hvordan eller hvornår det skal ske.

Flygtninge overblik

Tusinder og atter tusinder af mennesker kommer i øjeblikket til Europa for at flygte fra forfølgelse og krig med drømmen om et liv i tryghed. Debatten raser om, hvad Europa skal gøre, og hvad Danmark selv skal gøre.  Vi samler væsentlige og udvalgte relevante artikler på denne temaside.  

Det siger den tyske indenrigsminister, Thomas de Maziere, i en pause under et møde om flygtningekrisen, som EU's justits- og indenrigsministre mandag holder i Bruxelles.

Tysklands indenrigsminister siger, at principgodkendelsen af at fordele 160.000 flygtninge imellem EU-landene er "et vigtigt skridt" fremad.

Men han er alligevel skuffet over det foreløbige resultat fra mødet, fordi EU-landene ikke ville bakke op om EU-Kommissionens forslag om at fordele de mange flygtninge gennem obligatoriske kvoter.

Slagsmålet om kvoterne, som splitter EU-landene i en ofte bitter strid, fortsætter dermed.

- Det er langt fra, hvad vi forventer af europæisk solidaritet. Det er ikke nok, siger Thomas de Maziere om delresultatet fra mødet, der kort før klokken 21 stadig er i gang.

Thomas de Maziere håber, at der i stedet kan opnås enighed om kvoterne på EU's næste justits- og indenrigsministermøde den 8. oktober.

På mødet i Bruxelles har EU-landene som ventet truffet den formelle beslutning om at fordele de 40.000 flygtninge, som EU-Kommissionen foreslog tilbage i maj, selv om de stadig mangler at sætte modtagerland på næsten 8000 for at nå i mål.

Derefter har de truffet en principbeslutning om også at fordele de 120.000 ekstra flygtninge, som EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, foreslog i sin State of the Union-tale i Europa-Parlamentet i sidste uge.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce