FAKTA: Her er Thornings pejlemærker for de næste måneder

Politik

10/06/2014 14:35

Suleman Haider

Statsministeren fremlagde under afslutningsdebatten de områder, hun mener, vil fylde den politiske debat.

* Beskæftigelsesreform:

Regeringen har fremlagt sit bud på en kommende reform. Den fokuserer på uddannelse og vil blandt andet ændre arbejdsdelingen mellem a-kasser og jobcentre. Forhandlingerne er så småt i gang, men der er ingen meldinger om, hvor langt de er.

- Mennesker skal behandles ordentligt og med respekt. Det gælder også dem, der har mistet deres arbejde, siger Helle Thorning-Schmidt i sin tale under afslutningsdebatten i Folketinget.

* Vækstpakke:

Regeringen har fremlagt 89 større og mindre initiativer, der skal skabe arbejdspladser i Danmark, og forhandlingerne er angiveligt også i gang, uden at det dog står klart, hvor langt man er. Planen skal blandt andet fjerne bureaukrati og ændre beskatningen.

- Vi skal styrke erhvervslivets vilkår. Så vi kan fastholde gode og vellønnede job i Danmark, siger Thorning.

* Psykiatri:

Regeringen har fremlagt en plan, som skal tilføre psykiatriområdet 1,6 milliarder kroner over de næste fire år. Den skal stadig forhandles på plads.

- Regeringen vil gøre op med forskelsbehandling af mennesker med psykiske sygdomme, siger statsministeren.

* Folkeskolereform og uddannelse:

Sidste år gennemførte regeringen og et bredt flertal i Folketinget en omdiskuteret reform af folkeskolen, som blandt andet betød længere skoletid. Derudover har man gennemført en reform af erhvervsskolerne, ligesom man nu lægger op til en revision af gymnasier og universiteter.

- Muligheden for at blive dygtigere er nok den stærkeste kraft til at forandre et menneskes liv og til at forandre vores samfund, siger Thorning.

* Afghanistan: 

De sidste danske kampsoldater har forladt Afghanistan, men landet har fortsat brug for hjælp fremadrettet. Derfor skal Folketingets partier mødes for at drøfte den danske strategi for Afghanistan for 2015 og frem.

- Nu sætter vi punktum for et markant kapitel i dansk udenrigspolitik. Men vi lukker ikke bogen. Det internationale samfund skal sikre de resultater, vi har opnået, siger Thorning.

* EU og velfærd:

Folketingets partier diskuterer fortsat, hvordan Danmarks skal stille sig til udbetaling af velfærdsydelser - som eksempelvis børnepenge - til borgere fra andre lande i EU, der kommer til Danmark for at arbejde. De forhandlinger vil fortsætte.

- Jeg vil opfordre til, at vi her i Folketinget arbejder sammen om at fremme Danmarks interesser og værdier i Europa - også når det er besværligt, siger hun.

* Klima:

Regeringen vil gå forrest for at skabe et ambitiøst resultat ved FN's klimatopmøde i Paris næste år. Det kan komme danske virksomheder til gode på sigt, mener statsministeren:

- Danmark har en interesse i ambitiøse internationale mål. Danske virksomheder er førende inden for pumper, vindmøller og energiteknologi. Og som samfund er vi langt med den grønne omstilling. Derfor bliver der lyttet til os. Dansk ekspertise giver dansk indflydelse i verden.

 

Mest Læste

Annonce