Fejl på stemmeseddel uden betydning for Legarths valg

09/07/2015 12:26

Nick Allentoft

Trods fejl på stemmesedlen til folketingsvalget var Mike Legarth langt fra at blive valgt til Folketinget.

Der var en fejl på stemmesedlerne i Vejen og Haderslev i Sønderjylland, hvor kandidaterne fra De Konservative var opstillet alfabetisk og ikke med spidskandidaten, Mike Legarth, øverst.

Men det havde ingen betydning for det endelige valgresultat. 

Det fremgår ganske vist af den betænkning, som Udvalget til Valgs Prøvelse har lavet over folketingsvalget, at Mike Legarth blot manglede 51 stemmer fra at tage et tillægsmandat fra partifællen Brian Mikkelsen.

- Mike Legarth skulle have haft næsten alle Dan Arnløvs stemmer (56 stemmer) i de to opstillingskredse for at have nok stemmer (51 stemmer) til at overtage tillægsmandatet fra Brian Mikkelsen, skriver udvalget.

Og det har vakt opsigt hos De Konservative i Sydjyllands Storkreds.

- Jeg må sige, at det er ret rystende. Det er så snævert, at jeg er uforstående over, at man ikke dekreterer et omvalg de pågældende steder, sagde formand Kurt Bjørndal til Ritzau onsdag efter at have læst betænkningen.

Men udvalgets udlægning er ikke korrekt. 

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) skrev onsdag aften i en meddelelse til Folketinget, at fejlen på stemmesedlen "ikke under nogen omstændigheder kunne have ændret på, hvilken kandidat der var valgt for partiet".

For selv hvis en fejlfri stemmeseddel havde betydet, at Mike Legarth var endt med flere personlige stemmer end Brian Mikkelsen, så havde det ikke flyttet mandatet.

- Beregningen (...) har imidlertid i de beskrevne tilfælde ingen relevans for fordeling af tillægsmandater, eftersom tillægsmandater ikke fordeles direkte på baggrund af kandidaternes stemmetal inden for de pågældende landsdele, skriver ministeren.

Mandaterne fordeles nemlig først på storkredsniveau efter partiernes samlede stemmetal, for først derefter at tilfalde den kandidat fra partiet, der har fået flest stemmer i storkredsen. 

Således var det ikke kun Mike Legarths stemmetal, men også det samlede konservative stemmetal i Sydjylland, der skulle være højere for at mandatet kunne flytte sig.

Brian Mikkelsen, der selv sidder i Udvalget til Valgs Prøvelse, påpeger i en mail til Ritzau, at hvis det kun var 51 stemmer, der adskilte Mike Legarth fra at blive valgt, så ville udvalget have krævet omvalg.

Formand for Udvalget til Valgs Prøvelse Peter Juel Jensen (V) siger, at det er et enigt udvalg, som ikke anbefaler omvalg. 

- Udvalget har drøftet det både med Indenrigsministeriet og Danmarks Statistik, og vi mener ikke, at der er grundlag nok for at lade valget gå om. Det er et enigt udvalg, der mener det, og det er ikke altid tilfældet, siger han.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce