Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Vigtig besked til 741.000 danskere: I har 3,7 mia. kroner til gode!

Forbrug

29/11/2022 09:55

J. Bøgen

Der blev sendt 1,4 millioner breve ud i efteråret, men pengene står der stadig.

Det er egentlig spøjst, men det sker hvert eneste år.

I løbet af efteråret sender ATP, der administrerer Feriekonto, breve ud til de mange tusinde danskere, der endnu ikke har bedt om at få udbetalt deres feriepenge.

Det er vildt at tænke på, at vi faktisk ligefrem glemmer, at vi har flere tusinde kroner til gode, men det er efterhånden en lige så fast tradition, som at juleaften rammer d. 24. december.

Og i år er der faktisk flere hundrede tusinde danskere, der får en kontant julegave.

ATP skriver i en pressemeddelelse, at hele 741.000 danskere har samlet 3,7 milliarder kroner til gode i ikke-udbetalte feriepenge.

I en tid, hvor inflationen raser, og hver en krone og øre tæller, er det i hvert fald dumt at gå glip af penge, du faktisk har krav på efter at have knoklet på arbejdet!

De 3,7 milliarder kroner, der stadig ikke er blevet udbetalt i feriepenge, er fra ferieåret 2021/2022, og de skal bedes udbetalt inden d. 31. december.

Der er særligt to grupper af danskere, der ikke har fået bestilt deres feriepenge.

"De 741.000 danskere, der endnu ikke har bestilt deres feriepenge, er timelønnede lønmodtagere og fratrådte funktionærer, der enten har skiftet job eller nu er ledige. De har tilsammen optjent 3.7 mia. i feriepenge, som de kan få udbetalt, hvis de holder ferie og bestiller pengene på borger.dk", siger koncerndirektør Anne Kristine Axelsson i en pressemeddelelse.

Anne Kristine Axelsson siger, at det er svært at sætte en finger på den præcise årsag til, at der stadig er så mange, der ikke har bestilt deres feriepenge.

"Forventningen er, at der vil blive bestilt en del feriepenge i forbindelse med julen, men erfaringen er, at langt fra alle feriepenge bliver bestilt. Derfor opfordrer vi kraftigt til, at man tjekker, om man skulle have feriepenge til gode."

Når det er sagt, vil der også være lønmodtagere, der er forhindret i at holde ferie, som har mulighed for at få overført ferien næste år.

Man kan bestille sine feriepenge og læse mere på www.borger.dk/ferie.

Mest Læste

Annonce