Forsker: Pas på med at give børn vores skræmmebilleder

Politik

06/02/2015 09:54

Suleman Haider

Begynder børn at blive undervist i radikalisering, kan de overtage de voksnes skræmmebilleder, mener forsker.

Hvis børn helt ned til 10-års-alderen undervises i radikalisering og ekstremisme, risikerer de at få et indtryk af deres omverden, som ikke nødvendigvis er sandt. 

Sådan lyder vurderingen fra lektor ved Syddansk Universitet Kirstine Sinclair, der forsker i integration og multikulturalisme, til et forslag fra Aarhus Kommune. 

Berlingske skriver, at kommunen vil have folkeskolen til at undervise elever helt ned til 4. klasse om blandt andet radikalisering, terrorisme og ekstremisme. 

- Det får den konsekvens, at børnene kommer til at overtage vores skræmmebilleder. Hvis man skal undervise dem i noget, bør det være positive ting, siger Kirstine Sinclair til Ritzau.

I stedet skal børnene undervises i blivende værdier, som strækker sig ud i det, der bliver deres fremtid, mener lektoren og nævner demokrati og menneskerettigheder. 

- Uden at de bliver påduttet de skræmmebilleder, som vi står med lige nu, bemærker hun.

Når lektoren er skeptisk over for det aarhusianske forslag, er det ikke, fordi man ikke skal tale med børn om store problemer, og hvordan man omgås hinanden. 

- Det har jeg intet problem med, og det kan børn sagtens.

- Min kritik handler om, at man skal passe på med at italesætte et problem, som ikke nødvendigvis findes, og som simpelthen ikke er i børns bevidsthed, når de går i 4. klasse, siger Kirstine Sinclair. 

Står det til lektoren, skal det politiske initiativ formentlig ses i forlængelse af terrorangrebet mod det franske satiremagasin Charlie Hebdo, hvor 12 personer mistede livet. 

- Og så tror jeg, man skal se det som udtryk for nogle politikere, der virkelig gerne vil løse et problem, der handler om radikalisering og politisk ekstremisme, siger hun.

Det aarhusianske undervisningstilbud, der er på idéplan, er en forebyggende indsats, som skal forhindre, at børn helt ned til 10-års-alderen bliver draget af radikale miljøer.

 

FAKTA: Sådan vil politikerne forebygge radikalisering

Ligesom det er planen i Aarhus Kommune, vil politikerne på Christiansborg forebygge radikalisering blandt unge

I Aarhus Kommune barsles der med at give undervisning om demokrati, radikalisering og ekstremisme til børn helt ned til 10 år.

Også i Folketinget er samtlige partier med undtagelse af Enhedslisten for nylig blevet enige om en plan for at forbygge radikalisering af unge.

Her er hovedpunkterne i aftalen:

* Forebyggelse af radikalisering og exitstrategi. I alt 25,7 millioner kroner: 

- Tidlig forebyggelse: Etablering og uddannelse af landsdækkende specialiseret mentorkorps og gruppebaseret ung-til-ung-dialog om ekstremisme

- Forebyggelse af online-radikalisering: Styrket monitorering af ekstremisters færden og propaganda på nettet. Undervisningspakke om propagandateknikker og kildekritik

- Forebyggelse af at unge drager i krig: Nationalt udrykningsteam skal forebygge udrejse til væbnede konflikter i udlandet

- Det skal være lettere at komme ud, hvis man er havnet i et radikaliseret miljø: 

Forebyggelse af radikalisering og ekstremisme i kriminalforsorgen. Nyt exit-center skal oprettes. PET's og kriminalforsorgens exitindsatser skal styrkes. Kommuner skal rådgives om tværsektorielle exit-indsatser

* Mobilisering af civilsamfund, forældre og lokalmiljøer. I alt 10,2 millioner kroner:

- Blandt andet skal der oprettes en national hotline, som forældre kan ringe til, hvis de er bekymrede for, at deres børn er ved at blive radikaliseret. Familierne skal også hjælpes med forældrecoaching og pårørende-netværk

- Der skal flere penge til myndighedernes strategiske samarbejde med lokale ressourcepersoner. Samt til opbygning af kompetencer i forhold til radikalisering hos lokale foreninger

* Kommunerne skal have bedre mulighed for at gribe ind over for unge over 18 år, og så skal fagpersoner i kommunerne have mere viden om radikalisering. I alt 21,6 millioner kroner

* Hertil kommer administrationsbidrag på 0,4 millioner kroner og evaluering af indsatserne på tre millioner kroner

Kilde: Justitsministeriet

 

 

Mest Læste

Annonce