Forsorgshjem melder alt optaget

Velfærd

24/02/2015 08:01

Nick Allentoft

Der er pres på de danske forsorgshjem. Det fortæller DR Midt & Vest.

Flere steder står hjemløse på venteliste, og blandt andet i Thisted, Herning og Viborg er personalet nødt til at afvise folk. Der er ikke plads.

- Og det er ikke let at hjælpe de hjemløse videre, når andre forsorgshjem også er fyldt op, siger teamkoordinator Vivi Ponell fra forsorgshjemmet Vibohøj i Viborg til DR Midt & Vest.

En rundringning viser, at beboerne på forsorgshjemmene generelt bliver yngre og kæmper med mere komplekse problemer.

- De har problemer, som kan virke voldsommere. Vi taler om unge med problemer af psykisk karakter og med misbrug, som bestemt ikke kun er alkohol, konstaterer Vivi Ponell over for radioen.

En tidligere hjemløs, Bruno Thomsen fra Holstebro, siger, at en plads på forsorgshjem vendte hans liv.

- Det gjorde faktisk alt. Så havde man lige pludselig en base, fortæller Bruno Thomsen til DR Midt & Vest. Han er i dag lokalformand for de hjemløses landsorganisation, SAND.

Mest Læste

Annonce