FTF: Rigtigt at satse stort på uddannelse i 2020-plan

Velfærd

08/05/2012 13:40

Regeringen afsætter to mia. kr. til videregående uddannelser. Det er helt nødvendigt for at sikre Danmarks langsigtede vækst, mener FTF. Men der må indbygges plads i planen til senere at lempe på den kartoffelkur for det offentlige, som skal skaffe penge her og nu, siger FTF’s formand.

Den økonomiske plan frem til 2020, som regeringen netop har fremlagt, indeholder store investeringer i videregående uddannelser. Regeringen afsætter to mia. kr. til 10.000 nye studiepladser, så 60 procent af en ungdomsårgang i fremtiden får en videregående uddannelse. Dertil kommer øgede driftsudgifter til selve uddannelserne.

Til gengæld vil der kun være plads til en stigning i det offentlige forbrug på 0,8 procent. Dvs. det samme som den daværende VK-regering lagde op til i sin 2020 plan i fjor.

FTF, der er hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat ansatte, bakker op om regeringens satsning på videregående uddannelser. FTF’s formand Bente Sorgenfrey ser det som helt afgørende, at vejen ud af krisen går gennem en massiv satsning på uddannelse.

Sikre Danmarks vækst på langt sigt
”Vismændene har tidligere fastslået, at satsning på uddannelse er én af de allerbedste vækststrategier. Hurtige snuptagsløsninger til at komme ud af krisen findes ikke, men uddannelse af de unge er med til at sikre Danmarks vækst på langt sigt – og dermed også sikre grundlaget for den offentlige økonomi”, siger hun.

Flere unge med videregående uddannelser er vigtigt for både den private og den offentlige sektor, pointerer Bente Sorgenfrey:

”Både i den offentlige og den private sektor er der behov for at flere medarbejdere med en højere uddannelse. Det vil øge produktiviteten – og det vil forbedre kvaliteten til brugere, kunder og borgere.”, siger hun.

Smalkost i den offentlige sektor
Den økonomiske plan skal skaffe ekstra 20 mia. i løbet af de næste otte år. Det skal bl.a. ske ved at lade de offentlige budgetter stige med kun 0,8 procent om året.

”Det bliver en skrap kur for både borgere eller ansatte i den offentlige sektor. Men det er ikke til at komme uden om at få Danmark ud af vækstklemmen. Det er bare meget vigtigt for os, at der også bliver en mulighed i planen for at justere på den meget beskedne vækstrate, hvis gevinsterne begynder at melde sig før 2020”, siger Bente Sorgenfrey.

Med den nye langsigtede økonomiske plan er der nu ikke længere nogen hindring for at komme i gang med de længe ventede trepartsforhandlinger, understreger FTF’s formand.

”Nu kender vi rammerne for treparten. Og FTF er klar. Lad os se at komme i gang!”

Mest Læste

Annonce