En dansk ekspert mener fortsat, at risikoen for, at atomvåben kommer i spil, er meget lille.
Hele verden følger med på sidelinjen, når der sker noget nyt i konflikten mellem Rusland og Ukraine.
Tonen mellem de to lande bliver jævnligt skærpet, og i den forbindelse vækker en ny udmelding nu opsigt.
I tirsdags udtalte Ruslands viceudenrigsminister, Mikhail Galuzin, at nationen er klar til at tage atomvåben i brug, hvis det bliver nødvendigt:
“Vi befinder os fortsat i en konstant tilstand af beredskab klar til at anvende alle midler, herunder atomvåben, for at sikre sikkerheden i unionsstaten,” lød meldingen ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.
Et presset Rusland
Seniorforsker ved DIIS, Flemming Splidsboel Hansen, forklarer til B.T., at udmeldingerne kan være et tegn på svaghed.
Han påpeger, at atomtruslerne formentlig bunder i, at magthaverne i Kreml føler sig pressede i konflikten.
Selvom situationen er alvorlig, vurderer Flemming Splidsboel Hansen dog, at risikoen for et reelt atomangreb er begrænset. Her spiller forholdet til Kina en vigtig rolle:
“Putin har lige været i Beijing og talt med Xi, og vi ved jo, at Xi har sagt til ham, at der ikke er nogen, der skal bruge atomvåben, og at det virkelig vil være at overskride en grænse,” siger eksperten.
Samtidig har den russiske militærledelse mulighed for at eskalere krigen på flere andre måder.
Så selvom udmeldingen kan lyde yderst skræmmende, så er risikoen for, at atomvåben tages i brug ‘lille’ ifølge eksperten.