"Det er helt og aldeles formidabelt, at man engang kunne finde på at henvende sig sådan til SKAT med humor og personlighed," skriver Charlotte Meng Kristensen. Foto: Frederik Mortensen og familie, Hals Arkiv.

Han skrev et brev til SKAT. Du gætter aldrig svaret

Velfærd

18/05/2015 18:10

Mikkel Sarka

En husmand skrev i sin selvangivelse, at han kun havde mulighed for at betale skat med sin gamle kat. Læs her hvordan skattefar kom den pressede husmand i møde.

(Forhistorien: I samarbejde med Tænketanken CURA har Den Offentlige i de seneste uger opfordret læserne til at skrive ind til redaktionen med historier, hvor personlige relationer har haft betydning for en situations videre udvikling. Det har Charlotte Meng Kristensen gjort, og giver her et historisk tilbageblik til dengang, hvor dialogen mellem borger og myndighed var knap så standardiseret som i dag. )

Min historie er en historie om et møde mellem to mennesker som fandt sted for mere end 80 år siden. Det er en morsom historie, om dengang man havde tid (trods fraværet af teknologiske hjælpemidler), og hvor man ikke var bange for at mødes menneske til menneske, selv om den ene hovedperson er en myndighedsperson i en offentlig instans.

Historien har jeg fra min kollega Tove på 66 år. Hun viste mig en dag et dokument hendes bedstefar Frederik Mortensen skrev i 1932.

Toves bedstefar havde et lille husmandsbrug i Ulsted, nord for Limfjorden, med få husdyr og lidt jord. Det var hårde tider for husmændene. En aften sender Frederik børnene tidligt i seng, fordi han skal lave sin selvangivelse.

Den selvangivelse han sender ind er sat på vers med enderim. Alt på nordjysk dialekt. Igennem disse vers fortæller han om, hvad han ejer på sin lille gård, Nejsigbro.

Han angiver sit jordiske gods til at være; 5 køer,  5 grise, 1 ponyhingst, 30 høns, 2 katte og 1 hund. Ponyen er tilmed så lille, at andre drille ham med det, og køerne er magre. Desuden har han otte en halv tønder land, så som han ydmygt skriver:

”Saa a er da ingen Herremaj// aa paa de skylder a 12.000 væk// aa det er min stadige Skræk,//for Renter og Afdrag a skaffe skal,// helsen blywer Griis aa  Allermann gal”.

På det tidspunkt var lærer Allermann og købmand Griis direktører i Ulsted Sparekasse og Frederik frygter deres vrede, hvis han ikke kan klare renterne.

Frederiks konklusion er, at der ingenting er at give til SKAT og sidste verselinje i selvangivelsen lyder;

”Så de jennest a haar aa undvær te Skat// det er saamæj vor gammel Kat”. 

Det er helt og aldeles formidabelt, at man engang kunne finde på at henvende sig sådan til SKAT med humor og personlighed.

Det er i sig selv et aldeles fremragende eksempel på, at samfundet igennem de sidste mange årtier er blevet mindre personligt især i mødet med de offentlige instanser, hvor man i dag kun kan få elektronisk post, og når man ringer mødes af en telefonsvarer med først 5 valgmuligheder og så 5 mere, inden man måske når frem til et menneske.
 

Skattefars svar

Hvad der imidlertid sætter trumf på i denne historie, er, at selvangivelsen ikke alene erklæres for gyldig, men med svaret fra skatterådets specialist følger et bilag, som er et ”moddigt” til Frederik. Specialisten har simpelthen siddet og udformet et svar, der ligeledes er på vers med rim.

I dette svar minder skattespecialisten Frederik om, at bondemanden har haft fede tider og eftersom han har nydt godt af de gode tider, er det vel også rimeligt at han kan holde ud i mindre gode tider;

”Hvorfor ej la´ Embedsstanden// sidde lidt på Flæsket//der har Du og Herremanden// i flere Aar Jer mæsket.”

Skattespecialisten mener, at de gode tider nok skal vende tilbage:

”Se smørret stegen er i Pris// snart maaske Du sejler for en gunstig Brise// men husk saa renterne til Allerman og Griis// naar Du er ude af din Krise// Og vi vil ogsaa gerne have lidt i Skat// ja, vi synger på den gamle Vise//men Stauning han skal ha´til Dit og Dat." 

Tak til Charlotte Meng Kristensen for historien og til Hals Arkiv for foto og for hele selvangivelsen og svaret fra SKAT, der kan læses nedenfor.

 

Mest Læste

Annonce