Foto: Shutterstock

Her kan du køre hurtigere: Hæver hastigheden på denne motorvej

Nu hæves hastigheden på et stykke dansk motorvej.

Nu er der godt nyt til visse danske bilister. Fra i dag er det muligt at køre lidt hurtigere på Djurslandmotorvejen på strækningen fra Lisbjerg til Løgten. Vejdirektoratet hæver nemlig hastigheden på de ca. 13 km motorvej fra 110 til 130 km/t.

Det sker som følge af den aftale om højere hastighed på udvalgte motorvejsstrækninger, som den daværende regering og Dansk Folkeparti indgik i 2018. Her besluttede parterne at hæve hastighedsgrænsen til 130 km/t på 70 kilometer motorvej fordelt på seks strækninger.

Efterfølgende har Vejdirektoratet gennemført det nødvendige løft af trafiksikkerheden. Og i dag, tirsdag aften, hæver man hastighedsgrænsen på dette stykke af Djurslandmotorvejen, oplyser direktoratet selv i en pressemeddelelse. 

Fjerner gamle tavler tirsdag aften

Det er vigtigt for os, at trafiksikkerheden er bedst mulig, når vi hæver hastighedsgrænsen på motorvejen,” siger afdelingsleder Niels Agerholm fra Vejdirektoratet. ”Derfor har vi i de seneste måneder opgraderet strækningen rent trafiksikkerhedsmæssigt, så den er klar til de højere hastighedsgrænser. Nu er vi færdige med arbejdet, og tirsdag aften omkring kl. 20.00 tager vi de gamle 110 km/t hastighedstavler ned. Så må trafikanterne køre op til 130 km/t på strækningen.”

De trafiksikkerhedsmæssige hovedindsatser drejer sig om, at Vejdirektoratet har etableret rumleriller mod midterrabatten samt opsat påkørselsdæmpere på eksisterende autoværn og forlænget autoværn, hvor det er skønnet nødvendigt i forhold til en udvidelse af vejens sikkerhedszone. Enkelte steder er der også fjernet beplantning, der stod inden for den nye, udvidede sikkerhedszone.

På disse motorvejsstrækninger bliver hastighedsgrænsen hævet fra 110 til 130 km/t som følge af den politiske aftale, oplyser Vejdirektoratet.

  • Hirtshalsmotorvejen ved Hjørring Nord (er sat i drift)
  • Djurslandmotorvejen fra Lisbjerg til Løgten
  • E45 Trekantområdet, Skærup – Kolding og Fredericia – Vejle
  • Fynske Motorvej, Odense til Nyborg
  • Holbækmotorvejen, strækningen syd om Holbæk (er sat i drift)
  • Sydmotorvejen på Lolland-Falster fra Farøbroerne til Sakskøbing (er sat i drift)

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også