Hvornår er man svag, hvordan gør man stærk?

Alt for ofte puttes mennesker i kategorier, i kasse - der ikke passer.

Af Mads Bendt, ejer af Mads Bendt Aps

Jeg er af Rikke Kastbjerg blevet opfordret til i blogstafetten at svare på:

Hvordan kan mennesker med handicap bidrage til at være mere og andet end ”de svage” i samfundet?

Uha, et sådant godt spørgsmål kræver også et godt svar. Om jeg har svaret godt vil jeg lade læseren bedømme, jeg vil prøve mit bedste og håbe det rækker. Noget af det der fanger mit sind i spørgsmålet, er at ”de svage” er spurgt koblet til ”mennesker med handicap”, i stedet for koblingen ”de svage” og ”handicappede” som desværre alt for ofte ses og høres, og det var godt - så er vi udenom at skulle diskutere os/dem. Jeg synes at Rikke selv har vendt den rigtigt godt og vil derfor flabet tillade mig at sætte en streg over begrebet ”de svage”. Og simpelthen rette mit krudt mod en reformulering der vil være: ”hvordan kan mennesker med handicap bidrage mere i samfundet?”

Definitionen af ”handicap”

Jeg vil her indledningsvis tillade mig at se på hvad ”handicap” er. Dette fordi det måske mere end alt andet er kernen. Definitionen af ”handicap” finder jeg, i den tankegang jeg vil forsøge at forklare, bedst beskrevet i FN’s miljørelaterede handicapbegreb der definerer begrebet handicap som ”en betegnelse for tab eller begrænsning af muligheder for at deltage i samfundslivet på lige fod med andre. Handicap beskriver relationen mellem et menneske med funktionsnedsættelse og dets omgivelser. Funktionsnedsættelse - hvad enten den er fysisk, psykisk eller intellektuel - er det givne, det objektivt konstaterbare, mens handicap er det relative - det situationsafhængige” (http://www.dch.dk/publ/handicapogligebehandling/doc2.html). Altså at et ”handicap” skabes i en kontekst hvor en funktionsnedsættelse kobles med samfundets manglende kompensering for/adapteren til samme. Som eksempel: hvis en svagsynet mand uden briller skal læse et skilt, kan man sige at han i situationen har et ”handicap”, men hvis han har briller, der korrigerer for denne fysiske funktionsnedsættelse, så er der ikke mere et handicap. Men han bruger jo briller, kunne man indvende, ja det gør vi nok alle når Googles glasses kommer i salg til en billig pris.

Det, jeg vil med dette, er at rette fokus på at den platform vi alle har, skal ses i en sammenhæng (en kontekst), som vi bør kende som eksperter i eget liv, og bruge, med højest mulig selvansvarlighed, til at række ud og bidrage:

Platformen til at række ud og bidrage: ”De 3 at”

Noget af det der absolut har hjulpet mig til at kunne række ud og bidrage i samfundet er at forstå de 3 vigtige ”at” og forstå hvordan de i sammenhæng arbejder sammen, i mig i det indre og i samfundet i det ydre. Her er jeg klart inspireret af Socialmedicineren Aron Antonovsky http://da.wikipedia.org/wiki/Aaron_Antonovsky i forhold til det indre, og Professor i Innovation: Terese Amabile i forhold til det ydre http://www.youtube.com/watch?v=XD6N8bsjOEE

Det første ”at” er: ”at vide nok om det man har med at gøre”

Dette betyder at man:

·         På det indre plan skal nå til, at vide alt hvad der er relevant om sig selv og en evt. funktionsnedsættelse, kende sine egne styrker og svagheder, såvel fysisk som psykisk.

·         På det ydre plan skal nå til, at kende til den omverden man er i samt de krav, forventninger og muligheder der er tilstede i samfundet, herunder f.eks. have tilegnet sig fagligheden til at kunne udføre et job eller hvad man nu kan og vil bidrage med.

Det andet ”at” er: ”at kunne gøre noget og forstå hvordan tingene hænger sammen”

Dette betyder at man:

·         På det indre plan skal have eller opnå evne til at ændre på tingenes tilstand, i forhold til sig selv.

·         På det ydre plan skal have eller opnå evne til at omsætte sin viden til ”bidrag til samfundet”.

Den tredje ”at” er: ”at have viljen og at gøre det”

Dette betyder at man:

·         På det indre plan skal ville sig selv og sit liv.

·         På det ydre plan skal ville ”samfundet” og andre mennesker.

Som tre eksempler på dette fra mit eget liv kan nævnes:

·         Jeg anser det ikke som at jeg har en læge. Jeg har en sundhedssparringspartner hvis faglighed jeg bruger til at træffe mine beslutninger.

·         Et andet eksempel kunne være BPA sagen i Aarhus, hvor kommunen ønskede at skære i hjælperordningerne for at spare penge: Her kæmper jeg hvis jeg ser uretfærdighed og hvor jeg mener jeg både kan og skal kæmpe.

·         Et tredje kunne være at jeg, da jeg kunne se at der ikke var nogle el-kørestole der passede mig med baggrund i min maskiningeniøruddannelse, konstruerede min egen el-kørestol der kunne være med til at styrke min platform.

Jeg håber hermed at have besvaret spørgsmålet og at have bidraget med de 3 ”at”, som jeg finder væsentlige.

Stafetten går til Claus Bjarne Christensen

Da jeg nu har været rundt om det enkelte menneske, vil jeg prøve at give bolden videre til en person der i særlig grad kæmper for tilgængelighed og ved hvordan det påvirker mulighederne for at ”den enkelte” kan få sin egen ”platform” i spil. Jeg vil stille Claus spørgsmålet: Hvordan hjælper tilgængelighed mennesker med handicap til at de kan bidrage til samfundet?

Emneord: Stafetten, Handicap, Tilgængelighed, Funktionsnedsættelse

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også