Imamer vender sig mod Omar ved fredagsbøn

Ledelse

20/02/2015 11:37

Nick Allentoft

Flere københavnske imamer vil ved fredagsbønnen tale dunder mod ekstremisme efter weekendens terrordrab.

Flere imamer i København vil i forbindelse med fredagsbønnen vende sig voldsomt mod weekendens angreb og understrege, at islam tager klart afstand fra drab.

I moskéen på Amerikavej på Vesterbro i København vil imam Muhammed Zaheer i sin prædiken slå på, at en person, der anser det for tilladt at dræbe et andet menneske, ikke er muslim i hans øjne.

- Generelt taler vi ikke om enkeltsager, fordi vores fokus er det åndelige, men jeg regner med at bruge et par minutter af prædiken på at tage afstand fra den slags væmmelige ting og fortælle, at islam tager afstand fra at slå mennesker ihjel, siger han.

Samme toner lyder fra talsmand Murtaza Al Shawi fra den store Imam Ali Moské på Vibevej i Københavns nordvestkvarter - blot et par stenkast fra, hvor den formodede dobbeltmorder blev skudt af politiet.

- Vi væmmes ved terrorhandlinger. Ved fredagsbønnen vil der blive fokuseret på, at danske muslimer ikke skal føle sig medskyldige, da de sørgelige hændelser ikke tager udgangspunkt i islams sande værdier om tolerance og respektfuld ytringsfrihed, skriver han i en mail til Ritzau.

Mange tv-seere er siden weekendens terrordrab blevet forbløffede eller oprørte over visse unge muslimers støtteerklæringer til drabsmanden og hans gerninger.

Heriblandt den rabiate salafist Adnan Avdic, der over for flere medier har kaldt gerningsmanden Omar El-Hussein for en helt.

Og selvom flertallet af muslimerne ikke føler sig i samme båd som de få radikaliserede unge, mener Murtaza Al Shawi fra moskeen på Vibevej alligevel, at det muslimske samfund har en rolle at spille over for de afsporede unge.

- Det er blandt andre moskéerne og de muslimske foreningers ansvar at tage hånd om disse unge for at få dem ind i varmen i vores samfund og give dem den korrekte forståelse af islam og profeten Muhammed, skriver han.

På Vesterbro mener imam Muhammed Zaheer også, at moskéen kan spille en rolle, men kun i forhold til at forhindre nye rekrutteringer til de ekstreme miljøer. De, der er radikaliseret, kan moskéen ifølge imamen ikke nå.

- Vi får aldrig ekstremisterne selv til at komme herind, for de anser det, vi laver, som afgudsdyrkelse. Ifølge de her mennesker er vi slet ikke muslimer, vi er kættere og vantro, siger han.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce