Inklusion koster folkeskolen elever

Velfærd

10/06/2014 23:29

Nick Allentoft

Flere forældre hiver deres børn ud af folkeskolen på grund af inklusion, viser rundspørge. Minister bekymret.

Når der skal være plads til elever med særlige behov i klassen, trækker flere forældre deres velfungerende børn ud af skolen. Sådan lyder meldingen fra bekymrede skoleledere landet over, skriver Politiken onsdag.

I en rundspørge foretaget af Politiken til 301 af landets skoleledere svarer knap hver femte, at de i dette skoleår har oplevet, at forældre har taget deres barn ud af skolen, fordi der er kommet flere børn med særlige behov. 

Antallet af børn, der flytter skole, varierer fra én til 15 børn på de skoler, der oplever problemet.

På Hotherskolen i Stevns Kommune er to elever det seneste skoleår blevet taget ud, fordi der var flere elever med særlige behov i samme klasse.

- Når børn bliver taget ud af skolen af den årsag, er det selvfølgelig trist, for vi har en god folkeskole, som er indrettet til at tage hånd om det enkelte barn. 

- Men nogle forældre mener ikke, at deres børn modtager den undervisning, de bør, på grund af de andre elever, siger skoleleder Johnny Larsen til Politiken. 

Kommunernes Landsforening og regeringen aftalte i 2012, at 96 procent af alle elever i folkeskolen i 2015 skal være inkluderet i normalundervisningen. Det betyder, ifølge Undervisningsministeriet, at der i 2015 i snit vil være otte inkluderede børn per skole.

Undervisningsminister Christine Antorini (S) kalder resultatet af rundspørgen for "bekymrende".

- Vi skal blive bedre. En af de vigtigste opgaver, vi har nu, os i ministeriet, kommunerne og skolebestyrelserne, er, hvordan vi får klædt skolerne godt nok på, siger Antorini til Politiken.

Samme melding kommer fra skoleledernes formand, Claus Hjortdal, der genkender problemerne fra Hotherskolen. Han mener dog samtidig, at medierne bærer en del af skylden.

- Der har været en dækning, som går på, at de inkluderede børn er nogle, der råber, skriger og slår. Sådan er det langtfra altid. Men når forældre tager deres børn ud, er det en legitim beskyttelse af deres barn, siger han til Politiken.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce