Jeg anklager kafka-systemet: Børn bliver anbragt på forkert grundlag

Anbragte børn og unge, deres forældre og de plejefamilier/ institutioner som kommer ind i deres liv, fortæller næsten fuldstændigt samstemmende om et uhyggligt kafkask system, som oftere knuser end hjælper, både børn, unge, forældre og andre i og omkring anbringelsen.

Situationen på anbringelsesområdet er uholdbar og der må og skal gøres opmærksom på det, så vi kan få ændret på disse Kafkaske tilstande.

Plejefamilier tvinges til at udlevere børn de har knyttet sig til og elsker højt, til andre plejefamilier/ intitutioner eller de biologiske forældre.

Biologiske forældre tvinges til at udlevere deres elskede børn til enten plejefamilier eller institutioner.

I alle tilfælde er det utroligt voldsomt og traumatisk, for både forældre, børn og plejeforældre.

Det er vores børn og unge system som forvalter disse tvangsmæssige anbringelser. Ofte med afsæt i teorier og forestillinger som på alle måder, er i stærk modstrid med de erfaringer og den viden der er, om de langsigtede konskvenser og effekten af tvangsmæssige anbringelser udenfor hjemmet.

Kun i de tilfælde hvor der er tale om særdeles tunge og uoprettelige forhold ved barnet/ familien, synes tvangsmæssig anbringelse at have en positiv effekt.

En anbringelses formål kan opnåes når:

– forældrene reelt er enige i og samarbejder med forvaltningen og plejefamilien/ opholdsstedet om anbringelsen – og vice versa
– når forvaltningerne reelt sætter ind med helhedsorienterede og kvalificerede indsatser ifht årsagen til anbringelsen og arbejder for at minimere og om muligt løse disse problemer og
– når kontakten, relationen og samværet med barnet og den biologiske familie prioriteres og kontinuerligt søges styrket og udviklet.

Desværre er praksis sådan, at man ofte anbringer på formodninger. Det er de såkaldte “Minority Rapport sager” hvor et barn anbringes, fordi det formodes at kunne opleve mindre trivsel og dårligere vilkår i hjemmet, end hvis det havde haft andre vilkår/ en anden familie. Her ser man desværre helt bort fra det traume det er at blive skilt fra sine forældre, søskende, familie og netværk og de skader dette i sig selv påfører barnet og dets forældre. I tillæg hertil oplever mange anbragte børn, skift af anbringelsessted, for lidt kontakt og samvær med forældre, søskende, familie og netværk, og at de udfordringer og problemer de har, ikke søges løst.

Statistikkerne og erfaringerne taler deres tydelige sprog. Anbragte børn har generelt, særdeles svære livsvilkår som voksne og må tilmed lide den tort, at de når de selv vil stifte familie, mødes af et system, som rejser bekymring for deres evne til omsorgsvaretagelse, alene fordi de selv har været anbragt udenfor hjemmet. Det gør sig særligt gældende i de tilfælde hvor anbringelsen har været uden reelt samtykke og hvor der har været et kontinuerligt fravær af helhedsorienterede kvalificerede indsatser ifht anbringelsens årsag og formål.

Systemet bruger efterhånden anbringelser som en metode i socialt arbejde, men det er det ikke. Det er en “stands ulykken” foranstaltning som kun skal bruges i de få tilfælde hvor det reelt og dokumenteret ER det bedste for barnet – og hvor der samtidigt straks, som loven også tilsiger, iværksættes en hjemgivelsesplan i tæt samarbejde med både forældre, anbringelsessted og andre aktører omkring barnet.

Der er rundt regnet aktuelt 12.000 anbragte børn i Danmark. Det er helt ude af proportioner. Det reelle antal af børn som reelt bør anbringes i kortere eller længere tid, er efter min vurdering, højst 5.000 børn. I de resterende tilfælde kunne og burde man i stedet sætte ind med støtte og reelt helhedsorienterede fagligt forankrede indsatser i hjemmet.

Rigtigt mange børn, forældre og familier traumatiseres og skades for livet, med store omkostninger til følge, både for den enkelte og for samfundet som helhed. Vores politikere er nødt til at blive bedre oplyst om praksis, og sætte ind for at få rettet op på de efterhånden ret Kafkaske tilstande på området.

Her er hvad DU kan gøre:

Skriv til dem. Oplys dem. Vis dem eksempler. Bed om foretræde for socialudvalget, retsudvalget og paragraf 71 tilsynet. Skriv debatindlæg. Del og omtal artikler og viden om området. Og giv aldrig op.

Det er ikke kun vores samtid det handler om, men om fremtiden. Sådan et system kan vi ganske enkelt ikke være bekendt at give videre til vores børn og efterkommere. Ligesom vi ikke kan være det bekendt overfor de børn og familier som lige nu, bliver offer for de Kafkaske tilstande som der hersker på området.

 

Emneord: Anbringelser, Tvangsanbringelser, Plejefamilier, Mette Blomqvist Valentin, Udsatte børn og unge
En socialrådgivers bekendelser v. Mette Blomqvist Valentin på DenOffentlige.dk Jeg har en baggrund som socialrådgiver, coach og personlig støtte, med mere end 20 års erfaring med socialt arbejde i bagagen, samt indsigt og viden fra livet indtil nu. Tidl. medlem af HB i Da...
Aktivitet: Artikler: 9 | Kompetenceområder: 6

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også