- Lad nu de andre kommissærer være. Hvis I vil have mig til at gå, så sig det, og så går jeg, sagde Juncker under en debat i parlamentet i Strasbourg.

Kampklar Juncker udfordrer EU-Parlamentet

Politik

24/11/2014 22:12

Nick Allentoft

EU-Kommissionens formand udfordrer EU-Parlamentet under tillidsdebat. I kan bare bede mig om at gå af, siger han. Han synes dog sikker på at vinde afstemningen.

EU-Kommissionens nytiltrådte kommissionsformand, den tidligere luxembourgske regeringsleder Jean-Claude Juncker, udfordrede under en tillidsdebat mandag aften i Europaparlamentet parlamentarikerne til at sparke ham af pladsen.

- Lad nu de andre kommissærer være. Hvis I vil have mig til at gå, så sig det, og så går jeg, sagde Juncker under en debat i parlamentet i Strasbourg.

Debatten leder frem mod en afstemning på torsdag, hvor Juncker-kommissionen dog på forhånd synes sikker på at overleve.

Mistillidsdagsordenen er programsat af 76 europaparlamentarikere fra det yderste højre, anført af EFDD-gruppen med britiske EU-skeptikere fra partiet Ukip og den italienske femstjernebevægelse samt et stort antal løsgængere.

Ønsket om at vælte den samlede kommission kommer i kølvandet på afsløringen af detaljer om store virksomheders fordelagtige skatteforhold i Luxembourg, mens Juncker ledede landet.

Multinationale virksomheder forhandlede hemmelige aftaler med Luxembourg for at undgå at betale store beløb i skat.

Marco Zanni fra Femstjernebevægelsen sagde ved åbningen af debatten, at EU-Parlamentet allerede har vist sig som "hykleriets højborg".

- Hvis du havde bare en eneste snert af værdighed, ville du træde tilbage. Du fortjener ikke at repræsentere Den Europæiske Union, sagde Zanni på vegne af forslagsstillerne.

Parlamentets største politiske grupper - det borgerlige EPP, socialisterne i S & D, de konservative i ECR og de liberale i Alde - har gjort det klart, at de ikke vil stemme Juncker-kommissionen ned på torsdag. Dermed vil Junckers flertal være hjemme.

Både S & D og ECR giver dog ikke Juncker løbepas. De vil se resultatet af den igangværende undersøgelse af skatteforholdene i Luxembourg og mulige brud på EU's konkurrenceregler, før de vil konkludere noget.

S & D's ordfører i debatten, gruppeleder Gianni Pitella, sagde, at han ikke lover Juncker "blind tillid".

ECR's ordfører, Dansk Folkepartis gruppefælle Ryszard Antoni Legutko, sagde, at sagen har afdækket "et Juncker-problem".

 

Skattesagen fra Luxembourg  

* Hundredvis af verdens største multinationale virksomheder har forhandlet hemmelige aftaler med Luxembourg for at undgå at betale millioner af euro i skat. Det har lækkede dokumenter fra verdens næststørste revisionsfirma PwC afsløret.

* Blandt de multinationale selskaber, der nu er i søgelyset for at have benyttet lukrative skatteregler, er blandt andet Pepsi, Ikea og Deutsche Bank.

* Sagen har sat EU's nye kommissionsformand Jean-Claude Juncker under pres.

* Juncker var Luxembourgs premierminister mellem 1995 og 2013 og finansminister mellem 1989 og 2009 og dermed øverste ansvarlige.

* Luxembourg, der regnes som det mest hemmelighedsfulde land i EU, har tidligere været under mistanke af OECD og G20-landene for at fungere som skattely. Titusinder af selskaber er registreret i hertugdømmet uden nævneværdig produktion. Blandt dem er den store amerikanske internetboghandel Amazon.

* EU-Kommissionen med konkurrencekommissær Margrethe Vestager i spidsen er i gang med at undersøge, om Luxembourg har ydet ulovlig statsstøtte til Amazon.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce