Administrerende direktør i Cura Gruppen Henrik Stæhr under interviewet med de kinesiske reportere.

Kineserne viser interesse for Cura Pleje

Politik

12/05/2015 16:11

Suleman Haider

Til efteråret viser Kina næststørste tv-netværk et program om Cura Pleje. Et tv-hold fra Shanghai har netop besøgt Cura Gruppen i både Allerød og Hillerød

Et kamerahold på ni har besøgt Cura Pleje i Allerød for at beskrive danske velfærdsydelser. Holdet af journalister, fotografer og lydmænd kom fra Shanghai, der både er en af verdens største byer og en af verdens hastigst voksende byer,

Cura Gruppen leverer hjemmepleje i Hillerød, Allerød, Furesø, Hørsholm og Rudersdal kommuner. Gruppen driver desuden bostedet Godthåb i Hillerød.

Godt ry

Interessen for Cura Pleje er ikke tilfældig, siger administrerende direktør Henrik Stæhr, Cura Gruppen.

- Danmark har et godt ry for ældrepleje, og her hos Cura Pleje har vi samtidig haft nære kontakter med det kinesiske marked i flere år. Derfor var det også os, der blev udvalgt til at deltage i programmet, som potentielt kan ramme 100 millioner seere.

Cura Pleje har sin tyngde i Nordsjælland, hvor virksomheden leverer den daglige pleje til et stort antal borgere.

Akut behov for hjælp

Mens den danske debat om velfærdsydelser godt kan være ophedet, er udfordringerne dog på ingen måde at sammenligne med forholdene i Kina

Fang Ting, der er reporter på SMG News, begrunder besøget hos Cura Pleje med ønsket om at lære af de danske erfaringer med omsorg for ældre borgere:

- Vi kan lære mange ting af Danmark, og vi har store udfordringer. I Shanghai bor der 28 millioner, og heraf er der 4 millioner gamle. Af dem er 120.000 akut plejekrævende, og som det er nu, må familiemedlemmer i vidt omfang træde til for at afhjælpe de umiddelbare behov. Men der er brug for mere varige løsninger for at håndtere den udfordring, der ligger i, at der bliver stadig flere ældre, siger Fang Ting.

Hun peger i den forbindelse på den indsats, som Cura Pleje yder:

- Vi kan lære mange ting af danskerne og Cura Pleje på dette område.

Den kinesiske reporter vurderer også, at en virksomhed som Cura Pleje vil kunne gøre fyldest på det kinesiske marked.

Følger udviklingen

Hertil siger administrerende direktør Henrik Stæhr, at virksomheden følger udviklingen i Kina meget nøje:

- Kina har lige nu tre prioriteter. Det er fødevaresikkerhed, forurening og ældrepleje. Når vores kerneområde, ældrepleje, i den grad er på dagsordenen, siger det sig selv, at vi følger udviklingen i Kina meget nøje.

Henrik Stæhr understreger samtidig, at et indtog på det enorme kinesiske marked kræver omtanke, fordi forholdene er så radikalt anderledes end i Danmark.

Shanghai TV, der er en del af SMG Gruppen og er Kinas næststørste tv-koncern, sender indslaget om den danske velfærdsmodel og Cura Gruppen til oktober.

 

Mest Læste

Annonce