Kommuner kan tvinge ældre til træning

Politik

30/10/2014 11:26

Suleman Haider

Ældre vil helst klare sig selv, siger KL. Ny lov betyder genoptræning af hjemmehjælpsmodtagere.

Ældre risikerer at få nej til hjemmehjælp, når en ny lov fra 1. januar stiller krav om, at flere skal genoptrænes til at klare sig selv.

Loven, som behandles i Folketinget torsdag, vil i første omgang få betydning for hjemmehjælpsdebutanter. Inden de får bevilget hjælp til personlig pleje eller rengøring af boligen, skal et træningsforløb afklare deres behov.

Samtidig skal de 150.000, der allerede modtager hjemmehjælp, inden 2017 have vurderet deres mulighed for at blive genoptrænet, så de enten helt eller delvist kan undvære den offentligt betalte hjælp.

- Især ældre, som har fået hjemmehjælp i længere tid, kan komme i klemme. Det er mennesker, som er afhængige af hjælpen og som ofte ikke har ressourcer til at komme med indsigelser, hvis kommunen fastholder kravet om genoptræning, siger chefkonsulent i Ældresagen, Olav Feldbo.

Allerede i dag er hjælp til selvhjælp indført i flere kommuner. Men med loven bliver det et krav, og det er formand for Kommunernes Landsforenings social- og sundhedsudvalg, Thomas Adelskov (S), tilfreds med.

- I stedet for at kommunen går ind og overtager borgerens liv, så skal vi hjælpe dem til at håndtere deres hverdag, siger Adelskov, der er borgmester i Odsherred Kommune.

Aalborg er blandt de kommuner, som er langt med genoptræningen. Siden 2011 er mindst 2000 ansøgere blevet tilbudt rehabilitering, og ifølge Mette Ekstrøm (S), næstformand i ældre- og handicapudvalget, er de ældre generelt positive. 

- Vi kommer rigtig langt ved at få folk til selv at sætte nogle mål. Det kan være at blive i stand til at rejse til Kreta eller besøge datteren i julen. Det er mere motiverende end at sige til dem, at de selv skal kunne støve af eller tømme opvaskemaskine, siger Mette Ekstrøm.

Også Københavns Kommune satser på at gøre flere borgere selvhjulpne og har ladet lektor Ulla Christensen fra Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet overvære en række møder mellem kommune og borger.

Hun siger til Ritzau, at den store udfordring bliver at formidle forandringen. Mange ældre har en forventning om, at de efter at have arbejdet og betalt skat et langt liv har et krav på, at kommunen træder til, når de efter en sygdomsperiode henvender sig for at få hjælp:

- Når de så får at vide, at de skal genoptrænes til for eksempel selv at kunne gøre rent, opstår konflikten.

Hjemmehjælp: Flere skal klare sig selv

Flertal i Folketinget stiller krav om, at ansøgere til hjemmehjælp skal gennemgå et træningsforløb. 

* Torsdag førstebehandler Folketinget et lovforslag, der stiller krav om, at ansøgere til hjemmehjælp skal gennemgå et træningsforløb. Det skal afklare, om borgeren kan klare sig selv uden hjemmehjælp.

* Loven træder i kraft 1. januar 2015 og kommer dermed til at gælde for fremtidige ansøgere.

* Samtidig skal kommunerne inden 2017 vurdere, hvor mange af de 147.000 borgere, som allerede er visiteret til hjemmehjælp, der kan rehabiliteres.

* Bag loven står et flertal i Folketinget, som i sommer indgik en aftale om fremtidens hjemmehjælp.

* I udkastet til loven stod der, at kommunen ikke kan afvise at yde hjemmehjælp alene med henvisning til, at borgeren modsætter sig at deltage i rehabilitering. Det sætning er slettet i det fremsatte lovforslag.

 

Mest Læste

Annonce