Kontanthjælpsreform: Godt med uddannelse

Regeringen vil flytte alle uddannelsesparate ledige under 30 år ud af kontanthjælpssystemet og pålægge dem at tage en uddannelse. Det er en god idé, mener FTF.

Unge er særligt i fokus i den kontanthjælpsreform, som regeringen netop har fremlagt sit udspil til. Regeringen lægger op til at pålægge alle ledige uddannelsesparate unge under 30 år at tage en uddannelse. I stedet for kontanthjælp får de uddannelseshjælp på SU-niveau, dvs. en lavere ydelse end kontanthjælp.

Bente Sorgenfrey, formand for hovedorganisationen FTF, bakker op om at give de unge kontanthjælpsmodtagere ret og pligt til uddannelse.

”Det er rimeligt, at unge uddannelsesparate uden uddannelse bliver pålagt at tage en uddannelse. Vejen til arbejde går gennem uddannelse, så det er den rigtige vej at gå. Vi bakker op om, at ingen borgere i princippet skal opgives i forhold til at få en tilknytning til arbejdsmarkedet”, siger Bente Sorgenfrey.

Behov for bedre uddannelsesmuligheder
Men hun understreger, at der samtidig er behov for at få udviklet uddannelsesmulighederne.

”Vi bliver nødt til at se på kvaliteten af de uddannelsestilbud, der findes til de svageste unge i dag, så det sikres, at de kan gennemføre en uddannelse. Måske er der behov for at udvikle en helt ny type voksenuddannelse”, siger hun.

FTF mener desuden, at unge fortsat skal have almindelig kontanthjælp, frem til de starter på den valgte uddannelse. Det skal sikre de pågældende unge et rimeligt forsørgelsesgrundlag, indtil de overgår til SU-systemet, hvor de har mulighed for at supplere deres indkomst med SU-lån, arbejde ved siden af og få specialpædagogisk støtte.

Et mere enkelt system
FTF er positiv overfor, at regeringen vil afskaffe de såkaldte matchgrupper 1, 2 og 3, der har inddelt kontanthjælpsmodtagere efter, hvor langt fra arbejdsmarkedet de er. Det vil give systemet en tiltrængt forenkling at afskaffe matchgrupperne, mener FTF.

FTF er også positiv overfor, at personer over 30 år, som ikke har fået et job indenfor det første halve år, skal arbejde i såkaldte nyttejob for fortsat at kunne modtage kontanthjælp. For FTF er det dog vigtigt, at nyttejobbet kan føre personen over i et almindeligt job, og at nyttejobbene ikke fortrænger andre ansatte.

”Det kan være udmærket, at dem i nyttejob får en kontakt til arbejdsmarkedet. Der skal dog være en reel chance for, at det fører videre til et rigtigt job, og at nyttejobbene ikke fører til at man fyrer andre ansatte”, siger Bente Sorgenfrey.

FTF er til gengæld imod regeringens forslag om, at samlevere skal have gensidig forsørgerpligt - uanset hvor længe de har boet sammen.


Kontanthjælp er ikke for de unge

  • - Alle ledige uddannelsesparate unge under 30 år bliver pålagt at tage en uddannelse. I stedet for kontanthjælp får de uddannelsesydelse på SU-niveau.
  • - De 25-29-årige vil fra 1.1. 2014. få en uddannelsesydelse på 5.753 kr/md før skat. I dag kan de få kontanthjælpen på 10.500 kr/md før skat - for folk over 25 år uden forsørgerpligt.
  • - Øvrige unge under 30 år vil få den samme ydelse som i dag. Den vil bestå af uddannelseshjælp el. kontanthjælp plus et tillæg. De vil få hjælp til at blive uddannelsesparate eller jobparate.
  • - De, der kan, skal arbejde for deres ydelse i et såkaldt nyttejob.
  • - Matchsystemet bliver afskaffet og erstattet af en individuel indsats.
  • - Samlevende får gensidig forsørgerpligt - gælder i dag kun for ægtefolk.
  • FTF/Mette Løvgren
Emneord: Kontanthjælp, Uddannelse, Unge, FTF, Bente Sorgenfrey, Kontanthjælpsmodtagere, Reform, SU
FTF på DenOffentlige.dk FTF er 450.000 danskere...
Aktivitet: Artikler: 86 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Læs også