Det kniber med at levere ordentlig lektiehjælp til eleverne, skriver Fyns Stiftstidende.

Lektiehjælpen dumper på mange skoler

Velfærd

20/01/2015 09:02

Nick Allentoft

Hjælp til lektier er en af de dele af folkeskolereformen, som skolerne kæmper mest med.

Det er langtfra alle elever, der kan få ordentlig hjælp til lektierne i folkeskolen.

På nogle skoler må eleverne nøjes med pædagoger, der fører tilsyn, og andre steder er der kun to lærere til at hjælpe 100 elever, skriver Fyens Stiftstidende.

Eksemplerne kommer fra både Skolelederforeningen og Danmarks Lærerforening, der fælder en hård dom over et af folkeskolereformens nye elementer.

I Odense Kommune viste en evaluering i efteråret eksempelvis, at lektiehjælpen er en af de to dele af reformen, som skolerne kæmper mest med.

Ifølge Poul Anthoniussen, børn- og ungechef i Odense Kommune, hænger det blandt andet sammen med, at det frem til folketingsvalget er frivilligt for eleverne at tage del i lektietimerne.

- Når et system får en begrænset tid til en opgave, gør det noget ved den måde, man går til vaflerne på. Om man gør mere eller mindre ud af det. Det siger også sig selv, at skolerne ikke kan være lige ivrige på alle reformens punkter, siger han til Fyens Stiftstidende.

Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen, er enig i, at når lektiehjælpen i en overgangsperiode er frivillig og placeret i ydertimerne, så giver det problemer. Og så er vilkårene for at tilbyde eleverne ordentlig lektiehjælp for ringe.

- Det er et nedprioriteret område uden ressourcer, påpeger han over for avisen.

Hos Danmarks Lærer­forening mener formand Anders Bondo Christensen, at lektiehjælpen er god for de elever, der har brug for det, men det skal være af kvalitet for børnene, så det ikke blot er "opbevaring", slår han fast.

Efter folketingsvalget ventes lektiehjælpen at blive obligatorisk og en mere integreret del af skoledagen.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce