Mindre brug af bæltefiksering

Politik

05/03/2015 09:56

Suleman Haider

Tvang kan mindskes i psykiatrien og bæltefikseringer kan undgås.

Det viser en ny rapport, der offentliggøres i dag, fra CFK – Folkesundhed og Kvalitetsudvikling i Region Midtjylland. 

Antallet af bæltefikseringer er faldet med 26 procent siden 2012, antallet af tvangsepisoder med remme er faldet med 27 procent og antallet af bæltefikserede patienter er faldet med 11 procent, viser rapporten.

Den er en evaluering af ’Nedbringelse af tvang i psykiatrien – 2012-2015’, hvor intensive 34 psykiatriske afsnit i hele landet har deltaget. 

»Det er særdeles tilfredsstillende, at det på så kort tid er lykkedes at reduceres brugen af bælter så markant. Projektet viser, at det er realistisk, at bæltefikseringer i psykiatrien bliver den allersidste udvej, hvis de overhovedet skal bruges«, siger specialkonsulent i CFK, projektleder Helle Høgh. 

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) siger, at »det er en utroligt grænseoverskridende og krænkende oplevelse at være spændt fast med bælter mod sin vilje. Derfor er det så super positivt, at vi kan vise, at vi kan nedbringe tvang i psykiatrien, hvis vi virkelig ønsker det«. 

Landsforeningen SIND kalder resultaterne for »en super god nyhed«.

»Men det undrer mig, hvordan vi fortsat kan acceptere bæltefikseringer, når man kan komme så langt og opnå så gode resultater med et så billigt projekt. Udfordringen bliver nu at få effekten spredt ud til alle afdelinger og bevare det ledelsesmæssige fokus, så brugen af tvang ikke langsomt stiger igen«, siger landsformand Knud Kristensen.

 

Mest Læste

Annonce