Mindst 18 danske kommuner spekulerer i schweizerfranc

Ledelse

20/01/2015 18:29

Nick Allentoft

18 kommuners gæld er blevet 281 millioner kroner højere, efter at Schweiz droppede fastkurspolitikken.

Mindst 18 danske kommuner spekulerer i schweizerfranc ved at have store lån i den schweiziske valuta. Det viser en gennemgang, som TV2 Finans har lavet.

Det kan vise sig at blive en særdeles dyr beslutning set i lyset af, at Schweiz i sidste uge droppede landets fastkurspolitik overfor euroen. 

Da det skete, sprang kursen på schweizerfranc op med knap 40 procent. Og selvom kursstigningen har fortaget sig, ligger schweizerfrancen stadig knap 20 procent højere, end før. 

Det betyder på nuværende tidspunkt, at gælden i de 18 kommuner er blevet 281 millioner kroner højere, end før Schweiz ophævede fastkurspolitikken.

De 18 danske kommuner har således lån for mindst 245 millioner schweizerfranc. 

Med dagens kurs svarer det til knap 1,8 milliarder kroner mod godt 1,5 milliarder kroner inden kurshoppet, skriver TV2 Finans.

En af de hårdest ramte kommuner er Guldborgsund Kommune, der ifølge TV2 Finans har lån for 55 millioner i schweizerfranc.

Kommunen påpeger imidlertid, at det ikke nødvendigvis er så slemt.

- Indtil videre er det jo ikke reelle tab. Vi skal først betale næste afdrag til april, så indtil videre har vi valgt at have is i maven, har Carsten Pedersen, der er centerchef med ansvar for økonomi, tidligere sagt til finans.dk.

Han mener således fortsat, at det har været en god beslutning at optage lån i schweizerfranc.

- Havde vi taget et obligationslån i kroner med fast rente, havde det efter min vurdering stadig været dyrere. Det har i hvert fald været godt for os, indtil kursen steg så meget i dag, sagde han til finans.dk.

FAKTA: Kommuner risikerer enorme tab på schweizerfranc Mindst 18 danske kommuner spekulerer i schweizerfranc ved at have store lån i den schweiziske valuta.

Mindst 18 kommuner har lån i schweizerfranc. Herunder kan du læse, hvor mange penge, de enkelte kommuner har i spil:

Guldborgsund: 55 mio. schweizerfranc

Esbjerg: 29,8 mio. schweizerfranc

Greve: 26 mio. schweizerfranc

Fredensborg: 11,29 mio. schweizerfranc

Odsherred: 16,9 mio. schweizerfranc

Ringsted: 21,3 mio. schweizerfranc

Middelfart: 4.6 mio. schweizerfranc

Rebild: 1,3 mio. schweizerfranc

Halsnæs: 0,46 mio. schweizerfranc

Høje Taastrup: 2,6 mio. schweizerfranc

Randers: 7,1 mio. schweizerfranc

Vordingborg: 4 mio. schweizerfranc

Holstebro: 3,9 mio. schweizerfranc

Herlev: 0,3 mio. schweizerfranc

Ikast-Brande: 18,5 mio. schweizerfranc

Vejle: 15,9 mio. schweizerfranc

Aalborg: 19 mio. schweizerfranc

Ballerup: 7,3 mio. schweizerfranc

De 18 kommuner har i alt lån for

244.494.753 schweizerfranc

Kilde: TV2 Finans

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce