Moskélukning frister minister - men beviserne mangler

Politik

14/01/2015 14:18

Suleman Haider

Der er ikke tilstrækkelige beviser for at lukke foreningen bag Grimhøjmoskéen, siger justitsministeren.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) er fristet af at lukke Grimhøjmoskéen i Aarhus, men der er ikke tilstrækkeligt grundlag for at lukke foreningen bag moskéen, som, man ikke kan bevise, overtræder grundloven.

Det siger ministeren ved en hasteforespørgsel i folketingssalen.

- Lad mig være helt ærlig. Jeg er da fristet af bare at lukke den moské, nøjagtig som jeg kan være fristet af at lukke rockerborge, pædofiliringe, Hizb-ut-Tahrir og andre, der så tydeligt står for synspunkter, holdninger og værdier, som, jeg ikke mener, er foreneligt med vores åbne demokratiske Danmark.

- Så enkelt er det bare ikke, siger Mette Frederiksen.

Der er nemlig ikke beviser for, at foreningen bag Grimhøjmoskéen har til formål at opnå sit mål ved vold eller opfordring til vold, som det kræves i grundlovens paragraf 78, før det er muligt at opløse en forening.

- Det er fortsat Justitsministeriets faglige vurdering, at der ikke på nuværende tidspunkt foreligger et tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag mod en eventuel forening bag Grimhøjmoskéen, siger Mette Frederiksen.

Justitsministeren slår dog fast, at der i et vist omfang foregår rekruttering af syrienkrigere i miljøet omkring moskéen.

- Efter oplysninger fra Østjyllands Politi sker rekrutteringen af såkaldte syrienkrigere til både Syrien og Irak tilsyneladende fra en mindre gruppe af meget religiøse unge, som blandt andet har et tilhørsforhold til en forening i forbindelse med moskéen på Grimhøjvej, siger Mette Frederiksen.

Hasteforespørgslen er indkaldt af Dansk Folkepartis integration- og udlændingeordfører Martin Henriksen og kommer i kølvandet på en DR-dokumentar fra sidste uge, der viste, at formanden for moskéen er tilhænger af den voldelige jihadistgruppe Islamisk Stat.

FAKTA: Sådan vil Dansk Folkeparti lukke Grimhøj-moskéen Dansk Folkeparti vil bruge to af grundlovens paragraffer til at stække en moské i Aarhus. Læs her hvordan.

 

Martin Henriksen, Dansk Folkepartis integrations- og udlændingeordfører, vil have Rigsadvokaten til at undersøge, om en omstridt moské på Grimhøjvej i Aarhus kan forbydes med henvisning til grundloven.

Personer med tilknytning til moskéen har opfordret til drab på jøder og været med til at sende krigere til Islamisk Stat i Syrien og Irak, og derfor henviser Henriksen til paragraf 67, der handler om religionsfrihed, og paragraf 78, der handler om foreningsfrihed.

Læs her, hvad Dansk Folkeparti hæfter sig ved:

§ 67

* Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

§ 78, stk. 2.

* Foreninger, der virker eller søger at opnå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom.

Kilder: Grundloven og Ritzau

   

Mest Læste

Annonce