Når indgreb bliver til overgreb

Pædagoger, lærere og naboer kan både misforstå og blive bekymrede over at se symptomerne på den manglende rette indsats – og i en god mening, indsende underretninger om hvad DE mener og tror der er galt, i familien.

Jeg ser et mønster i mange af de kuldsejlede og fejlbehæftede B&U – sager som reelt kompetente og kærlige forældre, kan berette om.

I samtlige af disse tilfælde, er det åbenlyst og i øvrigt italesat af familien, at der er behov for § 11 støtte (Forebyggende indsatser) eller handicapkompenserende ydelser efter servicelovens bestemmelser, på grund af et eller flere familiemedlemmer med særlige udfordringer/ handicap.

Denne hjælp har ofte ikke været mulig at få eller har været utilstrækkelig. De kompetente og kærlige forældre kompenserer dog og klarer det så godt de kan. Men da et eller flere familiemedlemmer HAR særlige behov, bliver familien bemærket og er i højere grad genstand for korridorsnakke og bekymringer.

Pædagoger, lærere og naboer kan både misforstå og blive bekymrede over at se symptomerne på den manglende rette indsats – og i en god mening, indsende underretninger om hvad DE mener og tror der er galt, i familien.

Mediefællesskabet DenOffentlige

DenOffentlige bliver skabt sammen med dig, der tager medansvar for samfundets udvikling. Vi kalder os for et mediefællesskab og du kan være med. Bliv medlem af fællesskabet og vær med til at præge samfundets udvikling gennem debat, videndeling, cases og nyheder. Kontakt os for at høre mere.

Du kan læse endnu mere om hvordan vi virker her.

Det er på dette tidspunkt, at der, i stedet for § 11 støtte (forebyggende indsats) og/ eller bevilling af handicapkompenserende ydelser, bliver startet § 50 undersøgelser op. Sager som går helt skævt – fordi familien og kommunen fra start er uenige om hvad behovet for indsats var – og familien både før og herefter, har oplevet ikke at blive forstået – støttet og set “rigtigt – men derimod påtvunget “hjælp til at varetage forældrerollen” og negative urigtige beskrivelser af familien “.

Det vil de fleste reelt kærlige og kompetente forældre ikke finde sig i. Så de reagerer kraftigt. Samarbejdet bliver konfliktfyldt og bryder sammen. Det går tydeligt ud over vurderinger og indstillinger i sagen. Og så er det netop, at det ind imellem går helt galt. Hvor det ses, at gode og kærlige familier sprænges i atomer, i stedet for at få tilbudt den støtte som de både har ret til og burde kunne forvente fra vores velfærdssamfund.

Disse sager er mildest talt, et udtryk for helt forkert prioritering og forvaltning af den forebyggende tidlige indsats i familier, hvor forældrenes kompetencer og kærlighed til børnene, ikke er et bekymringspunkt.

Et eksempel fra virkeligheden

“Et par bliver forældre til et barn med et skjult handicap, som viser sig gennem barnets tidlige barndom, men det opfattes som mistrivsel og/ eller manglende tilstrækkelig forælderomsorg i barnets børnehave – men forældrene insisterer på, at de er gode og kærlige ved barnet. De ønsker barnet udredt men afvises af børnehave og PPR som udtrykker “manglende tillid til forældrenes evne til at se og forstå deres barn”.

Der rejses i stedet, bekymring, og startes herpå B&U sag op, hvor det i undersøgelsen, konkluderes at forældrene ikke vil samarbejde, da de har trukket barnet ud af børnehaven som følge af børnehavens underretning – og er uenige og protesterer over flere urigtige fremstillinger og vurderinger om dem og deres barn.

Der indstilles til kortvarig anbringelse udenfor hjemmet, med henblik på at få deres barn udredt. En anbringelse som forældrene samtykker til, i god tro.

Barnet reagerer desværre voldsomt på anbringelsen – og det vurderes at den må opretholdes til barnet er faldet til ro og kan udredes i ro og mag – samværet med forældrene nedsættes kraftigt da barnet særligt bliver ulykkeligt og ked af det efter samvær.

Anbringelsen ender med at have varet 4½ år på nuværende tidspunkt. Det er i mellemtiden afdækket at begge forældre besidder gode forældrekompetencer og er både trygge og kærlige forældre – barnet har dog nu flere diagnoser og er behandlingskrævende – den professionelle plejefamilie har fået aflastningsordning og støtte i hjemmet – samværet er af hensyn til barnets sårbarhed, fortsat sparsomt.”

Hvis nu man havde valgt at lytte til og tro på forældrene – og havde tilbudt udredning og/ eller fælles afdækning af hvad det var barnet udviste – herunder støtte og relevant hjælp til at barnet kunne komme i bedre trivsel – i hjemmet og i dagsinstitution, skole mm. Så havde både barn og forældre undgået den traumatiserende langvarige adskillelse.

Hvorfor det går så galt i nogle sager

Der er næsten ikke plads (læs penge!!!) til de gode forebyggende indsatser og foranstaltninger i praksis længere – borgere kan og skal kunne og vise, at de kan gøre og være alt det, som vores politikere og embedsmænd, og den myndighedsperson der pt har deres sag, projicerer og tolker ind i dem.

Hjælp og støtte gives oftest, først når krykken ER knækket under dem – når de ligger HELT ned – men heller ikke denne hjælp/ indsats er nødvendigvis frugtbar og løsningsorienteret ifht de oprindelige udfordringer, til gengæld betyder det, at små udfordringer og overkommelige problemer, vokser ud af proportioner og bliver både sværere at afdække og løse.

Af og til sker det ligefrem, at det der opnåes er det modsatte af det ønskede mål – ligesom i eksemplet herover – hvor barnet ikke fik det bedre og ikke kom i trivsel af kommunens håndtering af børnehavens bekymring og manglende lydhørhed overfor og tillid til, forældrene. Tværtimod.

En socialrådgivers bekendelser - Mette Blomqvist Valentin

Socialrådgiver Mette Bomqvist Valentin skriver om social- og beskæftigelsesområdet som redaktionel blogger.

Læs mere om Mette her, hvor du også kan finde alle hendes indlæg. 

Vi har desværre fået et samfund, hvor enhver skal klare sig så godt og så længe som muligt selv – slide sig selv og netværket i bund før systemet MÅSKE hjælper med at løse problemerne og MÅSKE træffer afgørelser og beslutninger om at problemerne ser ud som de helst vil se og forstå dem (en stærkt forvredet og forsimplet fremstilling), jf den aktuelle politik og praksis.

Om Børnefaglige undersøgelser og indsatser

Når man som socialrådgiver kommer ud til en familie, som der er indgået bekymring om, til kommunen, er det uhyre vigtigt at være opmærksom på, at det der er tænkt som en undersøgelse ifht hvorvidt der er behov for et indgreb fra kommunens side – for at sikre at særligt børn og unge i familien er trygge og har det godt – ikke i stedet, bliver til et overgreb, mod både forældre og børn.

Det kræver høj grad af professionalisme, indsigt og menneskekundskab at balancere på knivsægget mellem indgreb og overgreb, i forhold til en familie, som der er rejst bekymring omkring.

Når der startes en § 50 undersøgelse (Børnefaglig undersøgelse) på baggrund af bekymring for familien, er der forud herfor allerede foregået en del, som familien oftest ikke er orienteret fuldt om. Herunder ikke mindst §49a udvekslinger af fortrolige oplysninger i det tværfaglige netværk, tværfaglige netværksmøder, samtaler med børn og andre omkring familien etc.

Her bliver det absolut afgørende at den undersøgende socialrådgiver, når vedkommende kommer ud til familien, er i stand til at forblive professionel og har den fornødne tid til, at lære familiens anatomi at kende – uden at forfalde til at tage afsæt i de fastlåste forforståelser og fordomme, som desværre ofte opstår, i § 49a udvekslingsmøderne om den enkelte familie.

Forudsætningerne for et vellykket indgreb som ikke udvikler sig til et overgreb, er:

Fagligt tilstrækkelige kompetencer og indsigt
Inddragelse af familien og netværk
Tid til arbejdet
God sagsbehandling
Samarbejde med familien og ikke mindst
Åben og ærlig kommunikation.

En sidste forudsætning for at det lykkes, er tillid.

Tillid mellem familien og socialrådgiveren og mellem socialrådgiveren og dennes foresatte. Desværre er begge dele under voldsomt pres i vores aktuelle praksis – bl.a grundet manglende tilstrækkelig faglighed, tid og indsigt hos såvel socialrådgivere som deres foresatte. Det vil jeg komme nærmere ind på, i et andet indlæg her på bloggen.

Hvordan indgreb bliver til overgreb

Når det går galt og indgreb bliver til overgreb, sker det som regel allerede tidligt i sagen.

Når først et indgreb bliver til et overgreb, må det konstateres at indsatsen ikke er lykkedes. Her taler jeg selvsagt ikke om de (heldigvis) få familier som reelt omsorgssvigter, forgriber sig på og vanrøgter deres børn, men om det sørgeligt store antal af familier, som udviser “symptomer på livet” og godt kunne bruge en håndsrækning fra systemet, men i stedet for et forebyggende frugtbart indgreb, mødes med et overgreb, på deres familie.

Men – spørger mange – burde disse familier så ikke bare sige ja tak, til de indsatser mm som kommunen tilbyder – er det trods alt ikke bedre?

Desværre er svaret på dette ikke, at forældrene bare skal acceptere negative beskrivelser, fejl og deciderede urigtigheder i offentlige papirer om dem og deres børn, og sige ja til indsatser som retter sig mod fiktive ikke eksisterende problemer i familien.

For det første, vil accept af det forkerte og meget negative, der står, om dem og deres børn, betyde at det for tid og evighed vil fremstå som en erkendelse af, at det skrevne er korrekt. Det vil kunne ramme dem hvis nogen igen underretter på dem – eller hvis kommunen af egen drift beslutter at genstarte sagen.

For det andet hjælper det selvsagt ikke at sige ja til omfattende hjernekirurgi som svar på behandling af en forkølelse, det siger sig selv.

For det tredje er de tilbudte indsatser ofte vidtrækkende og til skade for familiens børn på sigt – herunder feks frivillig anbringelse og aflastning udenfor hjemmet.

Det videre forløb

Når en kommune grundet manglende samarbejdsvilje hos forældrene, beslutter at tvangsanbringe et barn udenfor hjemmet, er det selvsagt et stort overgreb mod familien.

Familierne får ret til en advokat som dog ikke betales nær nok, til at kunne sætte sig ind i sagen og situationen. Kommunen har adskillige “Elastik i metermål paragraffer” som går ud på at man kan tilsidesætte rettigheder mm under henvisning til at det vurderes som værende bedst for barnet/ sagen/ almenvellet. Disse vurderinger vejer i 9 ud af 10 tilfælde mange gange tungere end al den dokumentation på det modsatte, som familien kan fremvise. Langt de fleste taber derfor kampen i hhv B&U udvalg, ankestyrelse og byretten.

Det ser ud til, at desto mere en familie kæmper imod, desto mere går det ud over deres samvær med deres barn/ børn og samarbejdet med kommunen. De og børnene beskrives og vurderes og ses i et negativt syn og uanset hvor meget familien kan vise og påvise at anbringelsesgrundlaget ikke er korrekt eller ikke længere er til stede, synes kampen at fortsætte med uformindsket styrke, indtil de måske er heldige at få en dygtig og erfaren nok advokat, som det lykkes for, at få sandheden frem.

Desværre går mange familier i stykker i processen som ofte varer i årevis. Både forældre og børn skades og mærkes for livet. Det er ikke altid muligt, at rette op.

Men ER muligt at forhindre at indgreb bliver til overgreb. Det kræver rammer, vilkår og mulighed for at fagligheden kan sættes i centrum, og det kræver at de ansatte reelt har den faglighed og erfaring der skal til, og som er essensen af socialrådgiveruddannelsen.

Systemet er jo skabt for at støtte op om, og hjælpe børn, unge og forældre, til i videst muligt omfang at kunne klare sig selv og trives. Systemet er selvsagt ikke skabt for at ødelægge børn, ungr og familier i en kafkask proces. Det tror jeg alle kan være enige om. Langt de fleste fagpersoner handler i den bedste mening. Men resultatet er desværre ofte, langt fra godt, for hverken børn, unge, forældre eller systemet selv.

Jeg har et håb om, at vi snart alle kan blive enige om, at det efterhånden ER massivt påvist, at systemet er gået godt og grundigt i stykker, og at der derfor er brug for omfattende reformer og nytænkning på området.

Der ser i hvertfald ud til at være morgenluft.

Stadigt flere internationale og nationale organisationer og eksperter rejser kritik og påviser de mange fejl i systemet og den manglende retssikkerhed.

Tænketanken Justicia har netop i går fredag (7. sepember 2018) udgivet en rapport om retssikkerheden i tvangsanbringelser, og de afholder på torsdag 13. september, en stor konference om Tvangsanbringelser. Jeg håber at de fremmødte politikere og magthavere lytter og går i gang med de hel nødvendige reformer. Det er mildest talt på høje tid.

 

 

 

Emneord: Mette Blomqvist Valentin, Socialrådgivere, Pædagogisk ledelse, Skoleavisen, Indberetninger, Overgreb, 120918
En socialrådgivers bekendelser v. Mette Blomqvist Valentin på DenOffentlige.dk Jeg har en baggrund som socialrådgiver, coach og personlig støtte, med mere end 20 års erfaring med socialt arbejde i bagagen, samt indsigt og viden fra livet indtil nu. Tidl. medlem af HB i Da...
Aktivitet: Artikler: 9 | Kompetenceområder: 6

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også