Næstehjælper: Nu er den almene boligsektor for de ressourcestærke

Min mand fik 3 blodpropper i hjernen. Det forandrede meget. Der er en tid før og et efter efter blodpropperne. Selv om min mands indtægt er mindre og selvom min mand er så hårdt ramt efter blodpropperne, at han ikke længere kan arbejde, så er han stadig den fællesskabsorienterede og gode mand han altid har været.

En bolig i nogle almennyttige boligselskaber er vi dog udelukket fra.

Ikke fordi vi er kriminelle, begår hærværk eller generer andre beboere, men fordi min mand blev syg.

Formålet med almene boliger er ellers ret klart, når man læser lovens bekendtgørelse. Her fremgår det i§5b, at "Almene boligorganisationer har som formål at stille passende boliger til rådighed for alle med behov herfor til en rimelig husleje samt at give beboerne indflydelse på egne boforhold." 

Altså passende boliger til alle med behov. Der er rigtig mange mennesker i Danmark, der har sådan et behov, og særligt når man bliver ramt af socialkrisen bliver behovet stort, fordi ens indtægtsgrundlag skrumper betragteligt. Nogen bliver ramt af kontanthjælpsloft, andre bliver ramt af langvarig sygdom og ryger ud af sygedagpenge efter 25 uger mens atter andre bliver ledige og aldrig finder ny beskæftigelse. 

 

Nye regler ekskluderer

Almene boligselskaber får offentlig støtte og drives på særlige vilkår. Skatteborgerne bidrager altså til at sikre formålet opfyldelse. Alligevel indfører almene boligafdelinger – blandt andet AAB - nye regler for hvem der kan søge bolig hos dem.  Ny nye regler, der betyder, at for at komme i betragtning til en bolig, skal alle husstandens medlemmer i aldersgruppen 18 – 64 år være i arbejde 25 timer om ugen eller under uddannelse og at alle medlemmer af husstanden i alderen 15 -64 år, bortset fra studerende, i de sidste 2 år skal have haft en gennemsnitlig husstandsindkomst på 19.556 kr pr måned før skat. 

Vi er mange, der bliver ramt af reglerne og ja – da sygdom ramte os som familie, vidste vi godt, at vi ville stå med en række udfordringer der skulle løses, men ikke at en af dem ville blive, at vi i lovens forstand ville blive betragtet som 2. rangsborgere. I værste fald kan vi nu blive tvunget til at jeg må opsige mit job, og vi må flytte til en ny landsdel, hvis vi vil blive sammen. 

 

Fra gode samfundsborgere til ekskluderede

Før blodpropperne var vi begge aktive på arbejdsmarkedet. Vi udførte frivilligt arbejde og betalte vores regninger til tiden. Forskellige former for fællesskaber betød meget for os, og uden at prale tør jeg godt sige, at der ikke var noget i vejen med vores menneskelige værdier eller moralske kompas.

Efter min mands blodpropper blev meget forandret. Det medførte tab af arbejdsidentitet, vores kærlighed til hinanden skulle tilpasses vores nye livssituation og min mand skulle finde – og leder stadig- efter en måde, at leve livet på med hjerneskadetræthed og en krop, der for altid vil have en stærkt nedsat funktion.

Alt dette, er en uungåelig følge af alvorlig sygdom. En følge selv det bedste samfund ikke kan gøre noget ved og som man som familie og menneske, selv må arbejde sig ud af.

Selvom meget er forandret, er mange ting stadig de samme. Vores livsværdier og det moralske kompas vi altid har forsøgt, at leve efter er stadig det samme. Vi betaler stadig vores regninger til tiden. Jeg går på arbejde og min mand passer den træning, der er så vigtig for, at han fortsat kan klare små daglige opgaver i hjemmet.

Fællesskaber er stadig vigtige for os og vi vil da mene, at vi som mennesker er et aktiv for enhver boligforening.

Så simpelt er det bare ikke. Før blodpropperne var vi velkomne. Efter blodpropperne udgør vores familie en trussel for nogle afdelinger. Med os som beboere, er der risiko for at komme på ghettolisten og risiko for, at en afdeling må rive gode familieboliger ned. Vi er ikke et længere et aktiv, men en trussel og vi er derfor ikke længere velkomne som lejere.

 

Man presser de pressede

Vi bor heldigvis i en lille og billig lejlighed. Min mand kan – godt nok med noget besvær – komme op og ned af trapperne til 1. Sal, men det handler ikke bare om os. Men der er også moderen til den autistiske voksne datter, der gerne vil hjælpe sin datter og sit barnebarn ved at bo sammen med dem og støtte dem i dagligdagen. Det handler om flexjobberen og om psykisk sårbare, der kæmper for en dag, at komme på arbejdsmarkedet. Det handler om specialarbejderen, med den lave lønindtægt. Det handler om forælderen til det multihandicappede barn over 15.

Det handler om dig. Hvis du en dag kommer ud for en arbejdsulykke, hvis din kone får cancer eller schlerose – ville du så anse dig selv og din kone som mindre værd? Ville du tænke, at du ikke længere har noget, at tilbyde et fællesskab ? At I som familie ikke længere er værdig til en bolig i den almennyttige sektor ?

Da Ghettoloven blev indført, var intentionerne, at vi skulle leve sammen på tværs af kulturelle og økonomiske forskelle. Det var som sådan ikke nogen skidt ide, men konsekvenserne er brutale og for min families vedkommende kan jeg sige; vi har ligeså meget godt at byde ind med i et boligfællesskab som før min mand blev syg – hvordan ser det ud for dig?

Sidder dine menneskelige værdier i din tegnebog og din evne til at gå – eller er værdier og fællesskabsfølelse noget der sidder et andet sted end i den lønseddel du finder i din e – boks hver måned?