Stort coronaudbrud på dansk hospital

Et stort antal medarbejdere og patienter er smittet med coronavirus på dansk hospital.

Et større antal medarbejdere er blevet smittet med coronavirus på Bispebjerg Hospitals hjerteafdeling. Samlet er der tale om 38 medarbejdere, der nu alle er blevet hjemsendt.

"Udbruddet startede i sidste uge. Da vi erkender, at vi har et udbrud, går vi i gang med fortløbende systematisk test af patienter og medarbejdere," fortæller Kirsten Wisborg, der er vicedirektør på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, til TV 2 Lorry.

Tager ikke imod akutte patienter

Det er ikke kun de føromtalte 38 medarbejdere, der er blevet smittet på hospitalets hjerteafdeling. Otte patienter er nemlig også testet positive for coronavirus.

"Formentlig er smitten udsprunget fra en indlagt patient. Den har så spredt sig mellem vores medarbejdere. Desværre har vi også patienter, som formentlig er blevet smittet under udbruddet," forklarer vicedirektøren videre til TV 2 Lorry.

I og med, at afdelingen har været nødt til at hjemsende det store antal medarbejdere, tager de ikke imod akutte patienter hen over weekenden. Det skyldes ganske enkelt, at afdelingen nu er udfordret på bemandingen.

Af denne grund vil akutte patienter i stedet blive flyttet til andre hospitaler.

Ikke sket brud på regler og retningslinjer

Vicedirektøren gør det klart, at der til trods for det smitteudbrud på afdelingen ikke er sket brud på hverken de regler eller retningslinjer, der er gældende for hospitalet.

Hun fortæller desuden, at deres hygiejneorganisation har gennemgået samtlige arbejdsgange på afdelingen, hvorfor der ikke er tale om brud på hverken regler eller retningslinjer.

"Vores hygiejneorganisation har gennemgået alle arbejdsgange i afdelingen, og afdelingen har fulgt alle gældende retningslinjer," fortæller vicedirektør Kirsten Wisborg til TV 2 Lorry.

Hospitalet har besluttet at indkalde vikarer, som kan dække de hjemsendte medarbejderes vagter hen over weekenden.

 

Foto: Shutterstock

Debat: "Det er fedt at være kriminel - når man er minister"...

Så kan man samtidig pisse på befolkningen, beholde sit fede vellønnede job og grine videre, mens man lobbyer for sit næste mere prestigiøse job i en "velrenommeret" international organisation.

Behøver man at nævne Mogens Jensen og "Minksagen”? Altså den “sag” der dækker over massedrabet på millioner af mink i Danmark og fjernelsen af eksistensgrundlaget for tusindvis af danskere.

Men det er ikke Mogens Jensen, der er "den centrale figur i sagen" - som statsministeren, regeringen og især statsfinansierede medier (men også flere andre medier) forsøger at fortælle dig. Den centrale beslutningstager er selvfølgelig statsministeren - og de øvrige medlemmer i "koordinationsudvalget", som styrer slagets gang i "kampen mod corona" (eller er det krigen mod danskerne? Nogle gange bliver man lidt i tvivl, gør man ikke...?).
(https://www.berlingske.dk/politik/minkbranchens-skaebne-blev-beseglet-i-...)


Men som statsminister sender man da skylden for skandalen nedad til en lavere minister og nogle af de mindre estimerede embedsmænd. Ellers ville man jo ikke være en smart og moderne politiker.

(https://jyllands-posten.dk/indland/ECE12558263/moegsag-om-mink-moeffes-n...)

For statsministereren eller nogle af de andre centralt involverede beslutningstagere, står selvfølgelig ikke ved deres ansvar. Det er da klart. De ødelægger folks eksistensgrundlag og liv (og tvinger dem til at dræbe millioner af mink), ja - men det skal da ingen konsekvenser have. For "det var jo en fejl", kan I ikke se det? 



Så ulovligheder kan nu undskyldes med at man laver fejl. Hvis man er minister, selvfølgelig. I al fald statsminister. Ikke hvis man er almindelig borger, det er klart. Så skal du rende rundt men din dertil indrettede maske og følge loven. Vi kan jo ikke have at samfundet bryder sammen, det kan du nok forstå. "Med lov skal land bygges", undtagen når man er minister.


Og på intet tidspunkt er der nogen der taler om at de kriminelle ministre skal straffes. Naturligvis skal de ikke det - er du vanvittig? Næh, det kan højest komme på tale at de skal have nyt job - f.eks. gå fra at være minister til at blive almindeligt folketingsmedlem. Det er nemlig sådan kriminelle ministre skal behandles, kan du nok forstå.


Ligesådan med den den ulovlige masseovervågning af danskerne, som har stået på i mange år allerede, og som Justistministeren nu “kræver fortsætter”. Så når man er minister, skal man selvfølgelig ikke nøjes med at bryde loven og være kriminel. Nej, man skal selvfølgelig kræve, at ens kriminelle adfærd kan fortsætte, især når det drejer sig om at overvåge de ubehagelige borgere. Stemmekvægene, du ved.

(https://www.berlingske.dk/virksomheder/justitsminister-kraever-ulovlig-m...)



Velkommen til Danmark. Bananrepublik i det nordlige. Nu med endnu mere corona-frygt, forbud & restriksioner, overvågning, døde mink, arbejdsløse og statsafhængige minkarbejdere (m.fl.) - og kriminelle ministre der griner hele vejen til Bruxelles eller hvor end de nu planlægger deres næste karriereskridt.



Referencer:

https://www.berlingske.dk/politik/minkbranchens-skaebne-blev-beseglet-i-...
https://www.berlingske.dk/kommentatorer/jeg-havde-en-klar-forventning-om...
https://jyllands-posten.dk/indland/ECE12558263/moegsag-om-mink-moeffes-n...
https://www.berlingske.dk/virksomheder/justitsminister-kraever-ulovlig-m...

Foto: Shutterstock

Mette Frederiksen med alvorlig udmelding: Dansk corona-mutation kan true hele verden

Der vil blive indført en række restriktioner, der skal nedsætte smitte overfor den muterede virus.

Dagens pressemøde bød på, at Mette Frederiksen konkluderede, at det er nødvendigt, at alle mink i Danmark bliver aflivet. Det samme gælder avlsdyr. 

"Virus er muteret i mink, og den muterede virus har spredt sig til mennesker. Og hvad er værre er, så har SSI i laboratoriet fundet fem eksempler på virus fra minkfarme i mennesker," siger Mette Frederiksen.

Hun siger dermed, at minkavl i Danmark står overfor den største krise, man nogensinde har set. 

Ifølge Mette Frederiksen, er det nødvendigt at aflive alle mink, da hun ikke blot har ansvar for alle danskere, men også et ansvar for den øvrige verden. 

Fundet mutation i fem prøver

Magnus Heunicke fortælller ligeledes på pressemødet, at Statens Serum Institut har foretaget prøver, hvor man har fundet mutation i fem af prøverne. 

Han er dermed enig med landets statsminister om, at det er en trussel mod den globale kamp for en vaccine. 

"Undersøgelserne har vist, at mutationerne kan påvirke de aktuelle kandidater, der er til en vaccine mod covid-19. Det er en trussel for udviklingen af vacciner mod coronavrius. Derfor er det vigtigt, vi laver en national indsats."

De går dermed til kamp mod minkavl, da de frygter, det vil sprede sig til resten af verden. 

Statsministeren har dermed sat Forsvaret, hjemmeværnet og beredskabsstyrelsen ind. 

Mette Frederiksen udtrykker slutteligt sin beklagelse og sympati, da beslutningen er truffet med et tungt hjerte. 

Nye restriktioner bliver indført

Regeringen vil samtidig indføre nye restriktioner i Nordjylland, hvor der er tale om en nedlukning, der går længere end de nationale restriktioner. 

"Vi ved godt, at vi efterlader jer i Nordjylland i uvished til i morgen. Det beklager jeg. Men vi skal handle nu. Det drejer sig om liv og død. Ikke kun i Danmark, men i hele verden," siger Mette Frederiksen.

Det drejer sig om Jammerbugt, Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Thisted og Læsø Kommuner.

Foto: Chris1million

Ytringsfrihedsfanatisme splitter befolkningen og gavner kun de ekstreme

Som Nye Borgerliges forsøg på at indrykke Muhammed-tegninger beviste, er ytringsfrihedsfanatismen mere et forsøg på at slå muslimer oven i hovedet end et reelt forsvar for vores værdier.

Af Sikandar Siddique, politisk leder for Frie Grønne

Det fuldstændig egoistiske, udspekulerede og umodne forsøg fra Nye Borgerlige og Pernille Vermund på at indrykke annoncer med Muhammed-tegninger i de danske aviser bliver (indtil videre) heldigvis ikke til noget. Det havde også kun til hensigt at maksimere stemmetallet for Nye Borgerlige og puste til de konflikter, som giver partiet indflydelse, nemlig hvor befolkningen bliver splittet i stedet for at stå sammen.

Faktisk er jeg helt på linje med den tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen, der udtalte dette om Nye Borgerliges selvpromoverende kampagneforsøg:

”Jeg synes, at det er en tåbelig, fantasiløs og barnagtig provokation, hvor man leger med alle andres sikkerhed, samtidig med at man selv sidder i sit elfenbenstårn, og hvor Vermund og hendes partifæller vil være beskyttet af PET mod selv den mindste trussel.” 

For med sin provokation tog Vermund alle os, der ønsker et reelt forsvar for vores værdier og frihedsrettigheder, ja for vores sammenhold, som gidsler. Hun kastede benzin på bålet i stedet for at vise omtanke, respekt og forsøge at samle befolkningen.  

Vermunds provokation kom efter to forfærdelige og umenneskelige episoder i Frankrig, hvor først Samuel Paty blev dræbt i Paris og hvor tre helt tilfældige mennesker derefter blev dræbt i Nice. Siden har vi også set et uhyggeligt angreb i Wien. Det er der al mulig grund til at tage kraftfuldt og umisforståeligt afstand fra, hvilket både jeg og nærmest alle andre også har. Selvfølgelig. Terroren skal afvises konsekvent. Men at svaret skulle være mere konflikt, mere provokation, mere splittelse, skal man vist være højreekstremist for at kunne se logikken i. 

Debatten om tegningerne kræver omtanke og eftertanke, det kræver, at vi tænker, før vi taler og at vi ikke lader vores følelser diktere. Det kræver empati, ja, at man sætter sig i den andens sted. Uanset hvor svært det kan være. 

Men Vermund ønskede tilsyneladende blot at provokere og radikalisere. Det er nærmest som om, hun vil fremprovokere mere konflikt. Bare så hun kan bevise, at hun har ret, og at muslimer er alt det, hun påstår de er. 

Men det er de slet, slet ikke. Blot for at starte et sted er der flere millioner muslimer i Frankrig. De ganske få mennesker, der har dræbt uskyldige, har intet mere til fælles med den almindelige franske muslim, end Anders Behring Breivik har til fælles med den almindelige nordmand. De har heller ikke noget til fælles med de danske muslimer. Det er ekstremister – og vi skal ikke føre politik ved at lade få, enlige ekstremister definere det altdominerende flertal. 

I hvert fald ikke, hvis man ønsker en bedre verden for alle. Og det gør vi i Frie Grønne. Jeg har længe taget tilløb til at skrive noget om Muhammed-tegningerne. Men det er som sagt en svær øvelse. At sætte foden ned overfor ekstremisme uanset, hvilken slags det er - og samtidig stå op for vores værdier og rettigheder.

Da tegningerne blev trykt i Jyllands-Posten for 15 år siden, tog jeg afstand fra det, og det gør jeg stadig. Jeg er selvfølgelig (!) tilhænger af ytringsfriheden, men jeg tager afstand, fordi det er tydeligt, at tegningerne og ikke mindst forsvaret af dem for højrefløjen først og fremmest handler om at slå muslimer oven i hovedet. Det handler først og fremmest om at håne og latterliggøre muslimer i hele verden. Og det bryder jeg mig bestemt ikke om.  Hvorfor tegne dem, når det sårer så mange? Hvorfor bringe dem igen og igen, når man ved, det er som at gnide salt i et åbent sår for så mange? 

Jeg er muslim og har været det hele mit liv, og tegningerne er for mig ikke en afbildning af min profet. Den profet, jeg kender fra islam, er en helt anden, end ham man ser på tegningerne. Det, der påvirker mig mest ved tegningerne, at man med brugen af tegningerne målrettet går efter at genere, stigmatisere og angribe muslimer. Det påvirker mig dybt. For det er en del af en større dagsorden, hvor muslimer og folk med samme hudfarve som mig, bliver svinet til.

Pia Kjærsgaard og andre politikere har i denne omgang af debatten krævet, at det skal være obligatorisk at undervise i tegningerne i folkeskolen. Det er jeg fuldstændig imod – ligesom jeg er imod al anden tvang af vores lærere. Jeg troede, det her handlede om ytringsfrihed og ikke tvang? 

For mig at se handler det her om god stil og opdragelse. Jeg kunne da også tegne de mest forfærdelige tegninger af Pia Kjærsgaard, Pernille Vermund eller deres familier med det eneste formål at provokere. Jeg kunne tegne kongehuset i de mest uhyrlige og krænkende situationer. Jeg kunne gøre det med idoler og forbilleder, som er elsket af alle. Jeg ville have ret til det. Jeg kunne også stå og pisse på grundloven og brænde Dannebrog af. Men hvorfor skulle jeg dog gøre det? For det første elsker jeg grundloven og Dannebrog – og for det andet ligger det bare ikke til mig at træde på andre - bare sådan fordi jeg kan. 

Mine forældre har opdraget mig godt, de har opdraget mig til at søge dialogen, til at vise respekt for andre og til at behandle mine medmedmennesker, som jeg selv vil behandles. Og derfor ønsker jeg selvfølgelig ikke at latterliggøre og skade andre, blot fordi jeg kan og jeg har retten til det. 

En sidste ting, der nager mig ved debatten om tegningerne, er den dobbeltmoral, debatten også viser. En satiretegning af Trump og den israelske premierminister Netanyahu blev sidste år trukket tilbage af New York Times, fordi den var antisemitisk. Dengang husker jeg ikke at have hørt et glødende forsvar for retten til at være antisemitisk fra højrefløjens såkaldte ytringsfrihedsforekæmpere. På samme måde er en tegner blevet fyret fra det franske satiremagasin Charlie Hebdo for at komme med en antisemitisk kommentar om den tidligere franske præsident Sarkozys søn og nægte at undskylde for det. Men da den britiske avis The Guardian for et par år siden bragte en satiretegning af Lars Løkke Rasmussen med hagekors om armen, mente Pia Kjærsgaard, at tegningen skulle trækkes tilbage og undskyldes. 

Hvorfor denne dobbeltmoral fra de, der siger, at ytringsfriheden ikke kan gradbøjes? Mit bud er, at det slet ikke handler om ytringsfrihed. Det handler i stedet grundlæggende om, at de ikke kan lide muslimer. 

Jeg læste den anden dag en, der skrev, at generer man sorte, så er det racisme, generer man jøder, så er det antisemitisme, generer man kvinder, så er det sexisme, men generer man muslimer, ja, så er det bare ytringsfrihed. Det er selvfølgelig tegnet op, men der er en pointe i det – og det er, at mange (med god grund!) ikke vil acceptere bestemte former for chikane, mens andre former for chikane lige pludselig er en meget afgørende ret, som skal praktiseres uanset konsekvenserne.

Absolut ytringsfrihed gælder for nogen åbenbart kun, når det handler om at håne, latterliggøre og spotte muslimer. Når det kommer til andre minoriteter, så er ytringsfriheden ikke absolut. Jeg synes, det er helt på sin plads, at vi har lovgivning, der sætter visse grænser for ytringsfriheden – fx racismeparagraffen - når det kommer til beskyttelsen af minoriteter. Der er en grund til, at vi har indrettet vores demokrati sådan, at mindretal beskyttes.

For selvfølgelig skal vi have ytringsfrihed, men når forsvaret for ytringsfriheden bliver ekstremt, når det bliver rendyrket ytringsfrihedsfanatisme, gavner det kun de ekstreme. Vi kan godt have ytringsfrihed samtidig med, at vi viser hinanden hensyn og opfører os ordentligt. Samtidig med at vi behandler andre, som vi selv vil behandles. Det er ikke enten eller. Det er ikke enten har vi ytringsfrihed - eller så har vi ikke. Verden er ikke sort eller hvid og ekstrem, den er nuanceret og der er altid undtagelser fra reglen. Som den canadiske premierminister Justin Trudeau har sagt det, har ytringsfriheden grænser: ”Vi skylder os selv at handle med respekt for andre og uden vilkårligt og unødvendigt at søge at såre andre, vi dele samfund og planet med.” Det er jeg fuldstændig enig i. 

Foto: Steen Brogaard

DF’er vil give danskerne lov til at have pistoler i eget hjem

Hvis det står til DF'eren Martin Henriksen, så skal danskerne have lov til at bære pistoler til selvforsvar i eget hjem.

DF-politikeren Martin Henriksen er ikke bleg for at komme med sin mening, heller ikke selvom den kan være noget så kontroversiel for den almene dansker.

Denne gang er Martin Henriksen ude med et forslag om, at danskerne bør have lov til at eje en pistol i deres eget hjem, som de må bruge i selvforsvar, hvis der skulle komme indbrud eller voldsmænd.

Det fortæller Dansk Folkeparti-politikeren både i sin bog, Nationals Selvforsvar og ligeledes i et opslag på Facebook, hvor han forsvarer sin holdning.

“Forskning viser, at kriminaliteten falder, når lovlydige borgere må bevæbne sig, og at pistol er mere sikkert end peberspray.,” lyder det fra Martin Henriksen.

Skal have lov til at bære våben

Han understreger dog, at der ikke skal blive amerikanske tilstande i Danmark, hvor det mange steder er lovligt at bære våben i offentligheden.

“Jeg understreger, at mit forslag kun gælder i eget hjem. Og ikke ude i samfundet. Herudover skal man leve op til en række krav.” lyder det fra politikeren på Facebook.

Martin Henriksen mener, at en dansk familie skal have mulighed for at forsvare sig selv, hvis der skulle komme ubudne gæster.

“Forslaget bunder dels i at jeg principielt mener at de enkelte familier har lov til at forsvare sig selv og deres familiemedlemmer, og dels i at politiet visse steder er meget lang tid om at nå frem. Minutter og sekunder er afgørende, når der står en indbrudstyv eller et par voldsmænd inde i huset midt om natten.” slutter politikeren.

Hvad mener du om forslaget, er det en god ide, eller skal man holde pistoler helt ude af folks hjem?

 

Foto: Shutterstock

LIGE NU: Indkalder til pressemøde i dag

Nu indkaldes der nok en gang til corona-pressemøde.

Sidste fredag var der pressemøde med statsministeren, hvor Mette Frederiksen (S) sænkede forsamlingsforbuddet og strammede restriktionerne, så danskerne - siden torsdag i denne uge - har skulle påføre sig et mundbind, når de fx skal ud og handle ind eller opholder sig på en lang række offentligt tilgængelige steder.

Fredag i denne uge er det igen blevet tid til et pressemøde, hvor corona er omdrejningspunktet. Denne gang er det Rigspolitiet, der indkalder til mødet.

Her vil rigspolitichefen såvel som direktøren for Styrelsen for Patientsikkerhed giver status på corona-indsatsen, oplyses det. 

Følg med i dag

I indkaldelsen, som Rigspolitiet har offentliggjort fredag formiddag, står der, at det er rigspolitichef Thorkild Fogde, som vil give en kort status på indsatsen mod corona op mod weekenden, nu hvor forbuddet mod salg af alkohol efter kl 22 og de nye regler vedr brug af mundbind er trådt i kraft.

Direktør Anette Lykke Petri fra Styrelsen for Patientsikkerhed vil også være tilstede stede ved pressemødet. Hun vil give status på arbejdet med smitteopsporing.

Dagens corona-pressemøde finder sted i Jonstrup Have i Ballerup. Det starter klokken 12.10. 

Foto: Shutterstock

Der findes andre mennesker i verden end dig

Lige nu ser vi hvordan selvoptagede mennesker i den offentlige debat har travlt med at ytre sig om, at det intet betyder om der dør fem mennesker - mere eller mindre af corona, den debat er så ulækker.

 
Blogindlæg vedrørende debat om mundværn og regeringens anvisninger og restriktioner pga coronavirus. Af Kim Madsen, debattør.
 
Jeg er begyndt at tage screenshots af grimme kommentarer fra profiler som ikke har forstået alvoren. Nogle af disse kommentarer kan bl.a. ses i denne Facebook-tråd.
 
Bliv hjemme, skriver de til mig. Hvorfor skal det gå ud over andre, at du er syg og risikere at dø, hvis du smittes med covid-19? 
 
Idioter må jeg tænke.  Hvad er det idioterne ikke forstår ?
Der står tusinder af patienter i kø til forskellige operationer. Disse syge mennesker får udskudt deres operationer, hvis vores hospitalssenge er optaget af coronapatienter. 
Nogle af dem risikerer invaliditet eller at dø, fordi selvoptagede tosser ikke har forstået alvoren. 
 
Sundhedspersonale vil blive en mangelvare, hvis de er optagede af coronapatienter. Jeg mener, at regeringen har truffet mange rigtige afgørelser vedrørende anvisninger og restriktioner i samfundet, men der er også begået fejl. 
 
Åbningstiden for restauratører kunne f.eks udvides til kl 24. 
 
Debatten om mundværn har også taget en grim drejning. 
 
Virker faldskærmen i flyet? 
Virker mundbind? 
 
Vi ved, at begge dele virker - i nogle tilfælde, men vi ved ikke med sikkerhed i hvilket omfang. 
 
Begge dele er lige vigtige, på lige fod med et trafiklys. Dette ved vi heller intet om, hvor mange det redder, men det redder mange. 
 
Sådan er det også med mundbind. Vi ved det redder nogle, men ikke hvor mange. 
I alle lande gøres der brug af faldskærme, trafiklys og mundbind - kun fordi vi ved, at det virker. 
 
Derfor er viden om beskyttelse fra mundbind næsten ligegyldig viden alene fordi vi ved, at det virker - det redder liv. 
Mundbind, trafiklys og faldskærme er et supplement til vores hverdag for at holde flest mulige i live, ikke en forsikring om, hvor mange liv som reddes. 
 
Er det ikke bare det vi kalder for rettidig omhu. At vi passer på de fleste?
 
Du kan selvfølgelig have din egen grund til ikke at ville omfavne fakta, men den grund holder du for dig selv, for alle vi andre ved, at det virker. Hvis du tænker, at vi kun redder få ved at bruge mundbind, så vil jeg håbe, at det ikke er dig, jeg redder ved at følge regeringens anvisninger og restriktioner. Dette bør du nok tænke over. 
 
Jeg er da også kritisk i forhold til de mange restriktioner. Hvis få ting kan holde hjulene igang, hvorfor er det så, at folket ikke forstår, at vi kan åbne samfundet igen, hvis vi alle bruger mundværn og holder afstand ?
 
Vælg den positive tilgang til livet, så styrker du dit immumforsvar - alene ved at være glad og positiv.
Giv en blomst vand, så vokser den. 
 
Tænk en negativ tanke imens du smiler - det kan du ikke. 
 
Det handler om ganske almindelig sund fornuft. 
Læs det bare een gang til.

Foto: Shutterstock

Folkets selvstyrende skole?

Regeringens forestående afbureaukratiseringsforsøg, der giver frihed til folkeskolerne i to kommuner

Af Gitte Miller Balslev og Peter Henrik Raae, ansat ved Institut for KulturVidenskaber/Uddannelsesvidenskab, Syddansk Universitet.

I løbet af de kommende tre år tildeles Esbjerg og Holbæk kommuner vidtgående frihed i forhold til at sætte hele skoleområdet fri af statslig lovgivning og regulering. Ved folketingets åbning d. 6. oktober i år søsatte statsministeren dette vidtgående frihedsforsøg, hvor ansvaret skal lægges ud lokalt. ”Det gælder minimumstimetal, elevplaner, klasseloft, nationale test – bare for at nævne nogle af de allersværeste eksempler”, som Mette Frederiksen fremhævede og fokuserede på, at det grundlæggende fortsat skal være på plads; ”at undervisningen er gratis og at eleverne skal til afgangseksamen”.

Tankerne bag dette nye og mere vidtgående frihedsforsøg ligger i forlængelse af undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theils forhandlinger for mere frihed til folkeskolen fra 2019, og det nye frihedsforsøg ligger fortsat inden for rammen af folkeskoleloven, men skolerne frisættes væsentligt i forhold til statslig kontrol, og samtidig opfordrer regeringen ligeledes kommunerne til at løsne for de kommunale bindinger. Statsministeren fremhæver, at frihedsforsøget er et ønske om at give ansvar og handlekraft på folkeskoleområdet tilbage til fagpersoner og borgere og dermed give vind i sejlene til lokale idéer til, hvordan man løfter pædagogisk indhold og kvalitet i folkeskolen, og denne gang med et initiativ, hvor rammerne overtrumfer den tidligere undervisningsminister Merete Riisagers forsøg fra 2014 om kortere skoledage.

Men hvad kommer afbureaukratiseringsforsøget til at betyde i og for skolevirkeligheden? I det følgende vil vi forholde os til såvel risici som muligheder i denne – med statsministerens egne ord – ”vilde idé”. For kan man på tre reelt frisætte en skole, der i en årrække har være udsat for stadig øget politiske opmærksomhed og strammere kontrol? Muligvis, men det forudsætter, at man ser efter spor af og erfaringer med nye samarbejdsmønstre frem for at vente massive og målelige resultater, og det forudsætter, at man forholder sig til de dilemmaer, der vil opstå – for eksempel som fælles folkeskole versus lokal dynamo.

Kendetegnende har for den skolepolitiske hverdag været, at initiativer i kølvandet på blandt andet OECD-undersøgelser og andre internationale sammenligninger har skubbet til forholdet mellem fagpersoners og politikeres indflydelse på skolehverdagen såvel som på lovgivningen. Vidtgående reformer har set dagens lys med omfattende centralt politisk formulerede visioner om heldagsskole, åben skole, bevægelse i undervisningen og børnenes læring, uheldigvis kombineret med afgørende lovgivningsindgreb om løn- og arbejdsforhold. Det ’dobbelte ejerskab’ (stat og kommuner) har i denne sammenhæng fungeret særdeles forskelligt – nogle steder har kommuner ageret som buffer mod de voldsomme forandringer, andre steder har man aktivt understøttet udviklingen med projekter og med kompetenceløft, og atter andre steder har man haft egne lokalpolitiske udviklingsdags-ordner parallelt med den nationale reform. Fagfolk har bedt om arbejdsro, så de mange tiltag ikke skulle befordre dekoblinger mellem lokale ledelser og lærere eller skoler og forældre. Men ro til at oversætte fra politisk vision til lokal praksis har ikke været den vare, der har været mest af, hvilket også ses som en virkning af tallenes indmarch i skolestyringen – den såkaldte resultatbaserede styring, der består i ministeriets overvågning af skolernes præstationer.

I forhold til de linjer, der er tegnet i det ovenstående, er regeringens initiativ sød musik: Her ser det umiddelbart ud til, at de to udvalgte kommuner får mulighed for at eksperimentere med, hvordan visioner om fremtidens folkeskole møder lokal praksis. Men hvordan kommer det til at fungere? Nok aflyses – med statsministerens ord – en række af de krav fra centralt politisk hold, der har skabt vanskeligheder. Men folkeskolen er i lighed med andre offentlige institutioner i øvrigt ikke desto mindre indlejret i et normativt spændingsfelt mellem stat, civilsamfund og et (quasi-)marked. Og dette felt er den politiske styringsinteresse ikke gået sporløst hen over. Et mix af centralisering (mål, indberetninger og andre bestemmelser) og decentralisering (de enkelte skolers/skolelederes ansvar for at finde veje til at leve op til målene) har betydet, at en folkeskole i dag må agere langt mere lydhørt på omverdenskravene end det tidligere har været tilfældet – nærmest som en moderne, markedsbaseret virksomhed. Det sker med risiko for, at et langsigtet udviklingsarbejde bliver afløst at kortsigtede indsatser. Vores tvivl er her, om et nyt frirum uden videre ændrer den tilstand?

Lad os som eksempel tage den øgede monitorering af skolerne. Når man statsligt måler på snart sagt alt mellem elevernes eksamensresultater, skolernes løfteevne og antal lærere med den rette uddannelsesprofil, er det ikke kun et forhold mellem skole og stat. Det bliver tal, der får kommunalpolitisk interesse og som let bliver basis for særlig kommunalpolitisk profilering. Og det bliver tal, der får forældreinteresse – ikke mindst i de dele af befolkningen, som i forvejen er uddannelsesorienteret. En interesse, der i nogle tilfælde kan være gunstig og i andre ugunstig for skolen. Tal får derfor en høj prioritet for den enkelte skole: Er vi tilstrækkeligt attraktive til, at vi bliver søgt? Det er en udvikling på godt og ondt, og vi vil alene bruge eksemplet til at sandsynliggøre, at den balance de senere års politiske initiativer har skabt i det ’normative miljø’ om skolen har sat sine spor. Betyder mindre styring fra Christiansborg, at kommunalbestyrelse og fagudvalg tør give tilsvarende mere frihed til skoleledere og skolebestyrelser med den risiko, det kunne indebære for de lokale uddannelsestal set i sammenligning med fx nabokommunen? Tør skoleledelser og -bestyrelser give øget indflydelse til lærerne til at medskabe skolevisionen og derpå frihed til deres eksperimenteren med at få vision og daglig praksis til at mødes? Risikoen er dårligere tal. Og hvad med forældrene – vil de se ’frisættelsen’ som en risiko for, at deres børn ikke får den skole, der skal sikre dem de bedste muligheder?

Vores påstand er, at den hidtidig centrale styringspolitik ikke aflyses med ét, sådan at forstå, at de normer, den har indgår styringen også skaber forventninger om, hvad der er og ikke er passende. Men det skal ikke forhindre os i at hilse ideen velkommen, også selv om den muligvis ikke bliver så vild, som statsministeren lægger op til. For er kommunalbestyrelser indstillet på projektet og har forældrene passende tillid dertil kan det være et godt udgangspunkt. Og kan nedtoning af strømmen af centralt-stillede krav betyde, at skoleledelsen gør rummet større hvad angår at forholde sig opdagende og analyserende til, hvordan man ’gør praksis’ på nye måder, kan man over tid iagttage og se nye spor. Det har vi faktisk haft lejlighed til ved forskningsmæssigt at følge og undersøge tiltag i Svendborg og Odense kommuner, endog under omstændigheder, hvor de statslige rammer ikke var så vide, som det bliver tilfældet i Esbjerg og Holbæk.

I Svendborg kommune arbejdede en skolechef i krydspresset mellem reformimplementering og skolelederes kamp for at få hverdagen til at hænge sammen. Hun udviklede en opskrift, der skulle skabe rum for dialog og tilgodese bottom up-synspunkter under realiseringen af folkeskolereformen fra 2014. Det var en forvaltningstilgang, der i samarbejde med skolelederne skabte forskellige fokus i implementeringen og dermed også filtrerede, prioriterede og tillod rækkefølger. Opskriften tilgodeså en implementeringskarakter af lokal genskabelse mellem top down og bottom up (Bov, Ball & Gold 1992) blandt andet ved sin filtrering og sine nyskabte fora for problemdiskussion. Som sådan var der både tale om en måde at manøvrere i et konfliktfyldt farvand mellem de professionelle og politikerne og en måde at anerkende, at det tager tid at skabe mening (Balslev & Raae 2019).

I Odense gjaldt projektet direkte lederkvalificering. Det var finansieret af de AP Møller-midler, der var afsat til folkeskolerne i forbindelse med folkeskolereformen. Konsulenter blev tilknyttet skoleledelserne over en længere periode for at styrke deres evne til at handle, analysere og begrunde indadtil og udadtil. Projektet er beskrevet og analyseret i bogen En god nok leder (Hjort, Bøje, Riebers, Raae & Stanek 2018). Ét af de spor vi så, var, at lederes udviklingsstrategiske tænkning kunne blive mere realistisk og komme tættere på praksis. Over de to år, vi fulgte projektet, så vi, at nogle af lederne lærte at tænkte strategi som emergerende processer: I stedet for med vold og magt at følge en strategisk plan, der jo i princippet er ’tænkt baglæns’ ud fra det ønskede resultat (implementering af y reformelementer), gav man sig lov til at iagttage, hvad der faktiske opstod i sammenstødene mellem vision og praksis og på den baggrund løbende reformulere strategien. Man kunne som i Svendborg-tilfældet sige, at det fremstod tydeligt, at ændringer først gav mening for og i lokal praksis efterhånden som lærere og andre arbejdede med deres praksis. I Odenseprojektet så vi spor af, at den erfaring blev en integreret i udviklingsstrategisk tænkning.

Vi bruger med velberådet hu formuleringen ’vi ser spor af’ – for det tager tid, hvis en sådan erfaring skal blive en del af almindelig tilgang til skoleudvikling, ikke mindst i betragtning af det pres på resultater, der har været lagt på grundskolen. Det tager sikkert mere end de tre år, der er afsat i regeringsudspillet. Det afgørende for, om ”den vilde idé” fører til noget, er for os at se, hvad der sker inde i hovederne på deltagere undervejs i initiativet – lærerne, pædagogerne, kommunalbestyrelsen og den kommunale forvaltning, forældrene og skolelederne. Får vi nedtonet forventninger til målfaste resultater og tonet op for erfaring med samarbejde om forandring? Vi vil ikke sige, at det er underordnet, hvad man samarbejder om (der er heller ingen fare for, at det bliver tilfældet). Vi vil blot henlede opmærksomheden på nødvendigheden af – i stedet for at slå nye kæmpeprojekter op – at være bevidst om de spor af tillidsfuldt samarbejde, der kan opstå ved at tage afsæt i, hvad der altid allerede er undervejs, muligvis som mindre initiativer på skolerne, men som initiativer, der peger i en retning af det, man gerne vil have anderledes. Skoleområdet må i fællesskab stille sig selv grundlæggende – og i visse tilfælde retoriske spørgsmål – i forbindelse med den nye frihed (se eksempler i tekstboks).

Hvad er det, vi vil frisætte folkeskolen fra og til?

·         Først og fremmest: Hvad er det, vi gerne vil have anderledes?

·         Er det hele den kommunale skolestrategiske styringskæde?

·         Er det samarbejdet i de lokale uddannelsesnetværk?

·         Og hvor går grænserne for, hvad man kan melde sig ud af?

 

Hvordan faciliterer man en ”frisættelse” af folkeskolen?

·         Hvilke led i styringskæden vil vi sætte fri fra?

·         Dvs., hvad bliver fagudvalgets og skolebestyrelsernes rolle i frihedstiden?

·         Og hvad bliver direktør og chefers rolle?

 

Hvordan vil vi vide, hvad vi lærer?

·         Dvs., hvordan vil vi bestemme og iagttage tegn på udvikling?

·         Og hvordan vil vi erfaringsopsamle?

Vi vil ikke hævde, at frihedsforsøget er uden dilemmaer. Hvor er balancen mellem fælles folkeskole og vide muligheder for lokalt initiativ? Kan man for eksempel politisk eller forvaltningsmæssigt acceptere, at den enkelte folkeskole som følge af særlige samarbejdskonstellationer blandt forældre og lærere udvikler sig bort fra andre af kommunens skoler? Og balancen mellem politikeres, forvaltnings og professionelles ansvar: Skal 1000 blomster blomstre for siden at kunne plukke de smukkeste, eller risikerer vi for mange fejlskud?  Skal man eksperimentere, så må man forholde sig udforskende til de mange dilemmaer, efterhånden som de opstår og på den baggrund reformulere de fælles spørgsmål fremfor at gribe til de mange svar, der allerede hænger i luften.

 

Foto: Pressefoto

Smittetal går amok: Over 1.000 nye smittede

Ny smitterekord i Danmark, da mere end 1.000 danskere er blevet bekræftet smittet med coronavirus.

Corona-situationen i Danmark er alvorlig. Det blev understreget i fredags, da Mette Frederiksen afholdt pressemøde i bedste sendetid foran hele den danske befolkning.

På pressemødet fortalte Mette Frederiksen, at der ville komme nye restriktioner, hvor de største af dem ville være, at forsamlingsforbuddet i fire uger ville falde fra 50 til 10, og at danskerne skal bære mundbind, når de er indenfor på offentlige steder.

I løbet af weekenden var smittetallene så fortsat høje, hvor søndagens smittetal bød på ny rekord, da hele 945 danskere var blevet bekræftet med coronavirus på et døgn.

Mere end 1.000 smittede

Efter en del forsinkelse i dag, har Statens Serum Institut endelig udsendt dagens coronatal, og her er der atter engang ny smitterekord.

Danmark har nemlig brudt grænsen for 1.000 smittede for første gang, da der er konstateret 1.056 nye smittede.

Derudover er der sket et boom i indlæggelser, da der er hele 18 nye indlagte. Det betyder, at der nu er 145 indlagte i Danmark, hvor 17 er indlagt på intensiv og 12 i respirator. 

Seks personer har mistet livet siden i går.

Foto: Shutterstock

Lige nu: Indkalder til corona-pressemøde i dag

I eftermiddag klokken 17.00 afholdes pressemøde.

Det er 4. dag i træk, at der indkaldes til pressemøde.

En række myndigheder vil i eftermiddag klokken 17.00 afholde pressebrief med status på situationen vedrørende Covid-19, oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Deltagere ved dagens pressebriefing:

• Direktør Søren Brostrøm, Sundhedsstyrelsen

• Direktør Kåre Mølbak, Statens Serum Institut

• Rigspolitichef Thorkild Fogde, Rigspolitiet

• Direktør Anne Lykke Petri, Styrelsen for Patientsikkerhed

Hvad der nærmere bestemt vil komme frem til pressemødet, er ikke blevet offentliggjort endnu.