SF’s nyeste idé: 3 års fængsel hvis du mener noget andet end os

Nu vil SF forbyde at danskere, der mener at f.eks. homoseksualitet og onani er forkert, påfører deres holdninger til andre mennesker. Partiet går foran alle andre diktatoriske idéer fra folketinget og siger nu, at den slags skal kunne koste op til tre års fængsel. “Negativ social kontrol” skal bekæmpes med positiv statslig kontrol.

Socialistisk Folkepartis formand Pia Olsen Dyhr går nu åbent ud i danske medier og taler for forbud mod bestemte holdninger og opdragelsesformer, som hun mener er “negativ social kontrol” - og som desuden selvfølgelig er i modstrid med SF’s holdninger.

Med baggrund i de seneste års fokus på “social kontrol i muslimske miljøer” breder SF’s formand nu princippet ud på holdninger og værdier i “konservative kristne miljøer” som, i følge Pia Olsen Dyhr, også opdrager deres børn på måder, som ikke bør være lovlige.

Med baggrund i handlinger som i forvejen er ulovlige i den almindelige danske lovgivning - såsom tvangsægteskab og vold i hjemmet - vil SF altså nu retfærdiggøre at nogle danskeres syn på f.eks. homoseksualitet og onani skal gøres ulovlig.

Præcis hvad “negativ social kontrol” er, har aldrig stået helt klart, så det giver mulighed for at brede forbud og påbud ud til flere områder løbende efterhånden som nye idéer kunne opstå blandt politikere og politiske partier. F.eks. peger SF på en rapport om “negativ social kontrol” udarbejdet af Børns Vilkår i 2018 hvori flere personer, som er vokset op i Jehovas Vidner, mormonkirken, Luthersk Mission og Indre Mission, fortæller om “udskamning af homoseksualitet og onani, om kun at måtte have en kristen kæreste, eller om et særligt internetfilter, så man kun kunne se kristent accepterede ting online”.

Der er en del danskere, der har et internetfilter, som forhindrer at deres børn kan se porno online. Er det mon “social kontrol”? Er det “negativ social kontrol” eller “positiv social kontrol”? Og hvem skal bestemme hvad der er hvad? Man må gætte på at “staten” er svaret på det spørgsmål ifølge SF - og i øvrigt flere og flere andre partier i folketinget.

Og hvornår er noget “Udskamning” eller bare lovlige meningstilkendegivelser? Hvem skal vurdere det?

“Et bud kunne være at opgradere Socialstyrelsen med en enhed, der arbejder med lukkede kristne miljøer,” siger Pia Olsen Dyhr. Så mon ikke det kunne blive Socialstyrelsens specialenhed der kommer til at tage sig af den vurdering…?

De seneste år er der opstået et mere og mere tydeligt flertal i folketinget, for at børn, skal kunne tilbydes hormonbehandlinger for at bremse deres kønsudvikling. Der bliver flere og flere børn som gennemgår den type behandling.

Kan man i fremtiden forestille sig, at det kan komme ind under gummi-begrebet “negativ social kontrol” at mene og give udtryk for, at det er forkert? Som forælder såvel som i det hele taget?

For få år siden var udsagnet “Jeg er uenig i det. du siger, men jeg vil til enhver tid kæmpe for, at du har lov til at mene og sige det,” et bærende princip for at fastholde et frit samfund. Det er det ikke mere. Nu er det i højere og højere grad flertallet, som skal bestemme, hvad alle må tænke, mene og sige.

Hvad tænker du det fører til?

Kilder:
https://jyllands-posten.dk/indland/ECE12401842/jeg-har-intet-problem-med...
https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/sf-social-kontrol-i-lukkede-kr...
https://www.berlingske.dk/samfund/hundredvis-af-boern-undersoeges-for-at...

 

Foto: Shutterstock

Magnus Heunicke indkalder til nyt hastepressemøde

Sundheds- og ældreministeriet indkalder til pressebriefing i dag klokken 17. Emnet er nok engang coronavirussen.

Sundheds- og Ældreministeriet inviterer til pressebrief med status på COVID-19-situationen.

På pressemødet kommer myndighederne med en status på coronasituationen, der i dag nåede sit højeste antal smittede i Danmark nogensinde.

På et døgn er 678 personer blevet konstateret smittet med coronavirus.

På Twitter skriver TV2s politiske analytiker, Hans Redder, at partiernes sundhedsordførere er blevet orienteret klokken 15.30.

Med til briefet er:

  • Sundheds- og Ældreminister Magnus Heunicke
  • Erhvervsminister Simon Kollerup 
  • Direktør Søren Brostrøm, Sundhedsstyrelsen
  • Konstitueret direktør Anette Lykke Petri, Styrelsen for Patientsikkerhed
  • Rigspolitichef Thorkild Fogde

 

Foto: Shutterstock

I dag træder nye retningslinjer i kraft i danske butikker

De nye retningslinjer skal hjælpe med at beskytte både de handlende og butiksansatte for coronasmitten.

Fra i dag skal detailhandlen leve op til en række nye retningslinjer, som skal sikre kunder og medarbejdere mod smitte med corona-virus. Det fortæller Erhvervsministeriet fredag. De seneste ugers bratte stigning i antallet af konstaterede coronasmittede herhjemme får nu den konsekvens, at der indføres endnu flere retningslinjer i danske supermarkeder, butikker og stormagasiner. 

Disse nye retningslinjerne træder i kraft fredag. Der er nok særligt et sted, det vil være synligt. Hvis danskerne skal ud og hente fredagsslik eller være på forkant med en lørdagskylling, så vil de handlende fra i dag vil muligvis møde en opsynsperson, der skal sørge for håndsprit, forhindre kødannelse og opfordre til afstand, i de største varehuse, storcentre og stormagasiner.

Det er nemlig et krav i de nye retningslinjer, der træder i kraft i dag, som regeringen sammen med erhvervslivet og sundhedsmyndighederne har lavet for detailhandlen.

Opsynsmand ikke eneste nye tiltag

De nye retningslinjer gælder for dagligvarebutikker, storcentre, stormagasiner, og arkader, basarer med videre. Udover opsynspersonen, som fremover vil dukke op i mange butikker, så har Erhvervsministeriet også endnu et tiltag i ærmet, der skal gøre det mere sikkert at handle ind under pandemien. 

Fremover opfordres dagligvarehandlen også til at sætte skilte op, der siger, at man kun bør handle én person ad gangen, fortæller Erhvervsministeriet. 

”Det er vigtigt, at vi holder fast nu og står sammen om at holde afstand og leve op til retningslinjerne, så vi kan holde så meget af dansk erhvervsliv åbent som muligt. Vi skal stadig kunne handle og holde gang i hjulene hos både den lokale brugs og storcentret, men det skal ske på en forsvarlig måde," udtaler erhvervsminister Simon Kollerup (S), inden han fortsætter: 

"Sådan så både medarbejdere og kunder kan føle sig trygge. Jeg forstår godt, hvis man er ærgerlig over, at vi nu igen skal til at indrette vores liv efter corona. Det er jeg også. Men dansk erhvervsliv har vist, at man er opgaven voksen.”

Tidligere minister ignorerer corona-regel: Nægter mundbind

Den tidligere minister ville ikke iføre sig et mundbind, da hun søndag var ude for at få en bid mad.

Den tidligere Venstre-minister Eva Kjer Hansen (V) har netop annonceret, at hun sigter efter at vinde borgmesterposten i Kolding. Udmeldingen kom kort efter, at den tidligere toppolitiker Villy Søvndal, at han ligeledes drømmer om borgmesterkæden i Kolding. Den kamp skal udkæmpes ved næste års kommunalvalg. 

Nu fortæller JydskeVestkysten imidlertid, at netop Eva Kjer Hansen søndag eftermiddag ignorerede både et skilt og mundtligt påbud om at hun skulle have mundbind på, når hun gik på restaurant. I dette tilfælde var politikeren på besøg på Havnegrillen i den sønderjyske by Aabenraa, hvor den tidligere minister bor. 

Anspændt stemning

Ifølge JydskeVestkysten er der klart skiltet med at mundbind er påkrævet ved indgangen til havnegrillen. Kravet trådte i kraft sidste lørdag efter statsminister Mette Frederiksen (S) havde gjort de gældende restriktioner fra nattelivet i København og Odensen landsdækkende. Det skete på baggrund af det stødt stigende antal nye smittede, som Statens Serum Institut har berettet om de seneste mange dage. 

Ejeren af havnegrillen fortæller, at Eva Kjer Hansen valgte at gå ind på grillen, selvom hun ikke havde mundbind på. Herefter blev politkeren hurtigt gjort opmærksom på, at den går altså ikke. Både ejeren samt flere af de andre gæster, fortalte hende, at mundbind er påkrævet. Men ifølge Christa Jürgensen, der ejer Havnegrillen, valgte Eva Kjer Hansen at ignorere den besked. 

"Kunderne blev nærmest aggressive, fordi det var en politiker, der ikke fulgte reglerne. Jeg synes også, det var en noget arrogant opførsel, og det gør det ikke bedre, at det var en politiker," udtaler Christa Jürgensen til JydskeVestkysten.

Eva Kjer Hansen har svaret på en mail. Hun beklager sin opførsel på Havnegrillen, og forklarer, at der var tale om "en ren forglemmelse", da hun ikke havde mundbind på.

Foto: Shutterstock

Nu fraråder regeringen rejser til dette land

Høje smittetal har sendt Storbritannien på listen over rejsemål, som Udenrigsministeriet fraråder unødige rejser til.

Udenrigsministeriet har torsdag eftermiddag opdateret de gældende rejsevejledninger. I denne forbindelse fraråder de nu unødvendige rejser til Storbritannien.

I løbet af de seneste uge er der blevet registreret flere end 30 nye smittetilfælde pr. 100.000 indbyggere i Storbritannien. Dette er de danske myndigheders grænse for, hvornår et land skifter fra gul til orange.

Gul betyder ikke, at der frarådes rejser til landet, men at der bør udvises forsigtighed. Orange betyder derimod, at der frarådes ikke-nødvendige rejser til destinationen. Listen over de orange lande er blevet forlænget i den seneste tid.

Flere andre lande er også nye på listen

I sidste uge blev både Portugal, Holland, Schweiz og Østrig også tilføjet til listen. Derudover frarådes der rejser til følgende lande: Island, Irland, Slovenien, Tjekkiet, Kroatien, Frankrig, Belgien, Spanien, Luxembourg, Malta, Rumænien, Monaco, Andorra, Portugal, Holland, Schweiz, Østrig og Ungarn.

Vurderer en virksomhed, at en erhvervsrejse til et orange land er nødvendigt, er der som udgangspunkt intet, der forhindrer det. Det anbefales dog, at man går i hjemmekarantæne i 14 dage efter hjemkomst.

Tager man en coronatest ved hjemkomst, der viser sig at være positiv, kan man afbryde hjemmekarantænen. Er et land på den orange liste, skal det under 20 smittetilfælde pr. 100.000 indbyggede, før det igen bliver gult.

Her er i landet har flere end 60 kommuner aktuelt flere end 20 smittetilfælde pr. 100.000 indbyggere. Dette fremgår af myndighedernes coronaovervågning i dag.

Foto: Shutterstock

Ude af kontrol: Smittetallet eksploderer

Det går alt andet end den rette vej for Danmark i øjeblikket, hvor et massivt antal danskere er blevet bekræftet smittede siden i går.

I løbet af de seneste par uger er smittet i den grad taget til i Danmark. For hver dag sker der stort set en stigning i antallet af smittede og indlagte i Danmark, og desværre har det indtil videre ikke hjulpet med de nye restriktioner fra regeringen.

I dag har Statens Serum Institut udsendt de seneste coronatal, og der er bestemt ikke godt nyt.

 

Så mange er smittede siden i går

Hvor der i de forrige tre dage træk har været mere end 500 smittede pr. dag, så har smitten nu bevæget sig over 600 smittede.

SST skriver, at der er bekræftet 678 smittede danskere i forhold til det seneste døgn, og desværre er to personer afgået ved døden.

Derudover så er der blevet indlagt seks personer i dag, hvilket bringet antallet af indlæggelser op på over 100 indlagte. 16 patienter er indlagt på intensiv hvor 9 patienter er indlagt i respirator.

Alle smittetallene i Danmark

Siden den første smittede blev bekræftet i Danmark, er 25.594 blevet bekræftet smittet med virussen. 19.010 personer har overstået infektionen, mens 647 personer har mistet livet.

I alt er 2.295.055 personer blevet testet for virussen.

 

Foto: Shutterstock

Kæmpe stigning: Næsten 100 indlagte

Nu er der igen endnu en stor stigning i corona-tallene.

Den seneste tid har tallet af corona-smittede i Danmark været heftigt stigende. Stigningen som har været så voldsom, at regeringen har indført nye restriktioner over hele landet, som trådte i kraft i lørdags, ser ud til at fortsætte.

For tredje gang har Danmark nu registreret mere end 500 nye smittetilfælde på ét døgn. 

Det seneste døgn er der nemlig registreret yderligere 559 nye tilfælde, og det er ikke det eneste tal som er stigende. Antallet af indlagte har også taget et massivt ryk op ad, det seneste døgn - nu er der 17 nye personer som er blevet indlagt, som følge af coronavirus. Antallet af indlagte er derfor i alt nu på 95 personer. 

Heraf er 14 personer indlagt på intensiv og fem personer er i respirator. 

Venter forgæves på svar

Selvom langt flere lader sig teste nu end i foråret, så kører det ikke altid gnidningsfrit. De mange tests kræver en stor logitisk og den kæde sprang et led forleden i Ballerup. Her venter en gruppe borgere nemlig stadigvæk på svar, efter de fik foretaget en coronatest. Det er der en god forklaring på, skriver TV2 Lorry.

Prøverne er nemlig blevet væk. Det har tv-statonen fået bekræftet af vicedirektøren i Region Hovedstadens Akutberedskab. 

"Vi ved endnu ikke, hvad der er sket med prøverne. Der kan være sket en menneskelig fejl, hvor prøverne på borgerne ikke er blevet registeret korrekt, op," siger vicedirektør i Region Hovedstadens Akutberedskab, Lars Falk Jensen, til TV2 Lorry. 

 

Direktør Annette Ernst Lauridsen

Et opgør med det frie gymnasievalg er nødvendigt

I starten af oktober 2020 skal første udkast til en ny lov om elevfordeling på det gymnasiale område ligge klar. Lovudkastet er ventet med længsel, og der er mange forhåbninger til, hvad denne nye lov skal kunne bidrage til.

På AARHUS TECH forventer vi en lov, der sikrer bæredygtige vilkår for samtlige gymnasier i kommunen og sætter en stopper for den eksisterende polarisering af elever i ”brune” og ”hvide” gymnasier. Behovet er både akut og stort.

Der har været lokale forsøg på at dæmme op for den tiltagende opdeling i ”brune” og ”hvide” gymnasier i Aarhus. I januar 2020 indgår institutionerne i Fordelingsudvalg Øst en KUO-aftale (en begrænsning i optag af elever fra kombinerede udlejningsområder). Aftalen betyder, at man som institution ikke kan optage KUO-elever, hvis institutionens samlede andel af KUO- elever overstiger 10 procent af den samlede STX- elevgruppe. 

På AARHUS GYMNASIUM udgør KUO-eleverne mere end 10 procent, og på den baggrund måtte AARHUS GYMNASIUM, Tilst i år vinke farvel til 27 elever, der havde skolen som første prioritet. 

Regionen svigter sit ansvar

Både politikere og flere veletablerede STX-gymnasier havde alle muligheder for at gøre 2020 til året, hvor skåltaler kunne materialisere sig. Det startede lovende, da regionen i januar præsenterede en stram kapacitetsstyring, de indsendte til ministeren. Kapacitetsstyringen havde til hensigt at begrænse de enkelte gymnasiers elevkapacitet og dermed begrænse gymnasiernes mulighed for at lave elevhugst hos hinanden.

Det tog desværre bare to måneder for regionen at lave en komplet kovending. Regionen skiftede fokus fra elevsammensætning og sammenhængskraft til det frie skolevalg og merkapacitet.  Eleverne skulle nu have frit skolevalg, og de overansøgte gymnasier skulle sættes op i kapacitet. 

Samtidig tilsidesætter flere af de overansøgte gymnasier regionens anbefaling om at udskyde brugen af ventelisterne til tre måneder efter skolestart. Fulgte man regionens anbefaling, kunne eleverne lande, slå rod og tage et informeret og begrundet gymnasievalg. Denne anbefaling ignorerer flere gymnasier og får på den baggrund klasser med 29,5 elever, selvom der er sat et klasseloft på 28. AARHUS GYMNASIUM har allerede sagt farvel til ti elever på den baggrund. 

Politisk ansvarlighed og mod

Det er tydeligt, at regionale politikere og lokale gymnasier hverken vil eller formår at modarbejde den stigende polarisering, vi ser i Aarhus. Det nødvendige og rigtige modsvar hertil ligger i en ny, ansvarsbevidst lovgivning. 

Fra AARHUS TECH er anbefalingen klar. Lad den nye lov finde sit diktum i distriktsskoler og en stram kapacitetsstyring. Med distriktsskoler gør man det umuligt for elever at søge væk fra det gymnasium, der er geografisk nærmest, som det er tilfældet i dag. Med en stram kapacitetsstyring sikrer man gymnasierne mod en voldsom elevhugst, som bl.a. ventelisterne afstedkommer i dag. Distriktsskoler sikrer også, at skolen spejler det omkringliggende samfund, og i Aarhus ville det give en balanceret elevtilgang - også i Tilst.

Med distriktsskoler og kapacitetsstyring sikrer vi sammenhængskraft på tværs af etniske, sociale og kulturelle forskelligheder og undgår parallelsamfund. Her findes den bæredygtige model, der sikrer sammenhængskraft på gymnasier i hele landet.

 

Foto: Shutterstock

Lederne udsteder løfte om nultolerance over for sexchikane

Lederne har i dag indrykket helsidesannoncer i en række aviser som led i en kampagne mod sexchikane. Ledere opfordres til at skrive under på et løfte om nultolerance over for sexchikane.

"Det skal ikke være de få, der ikke kan kende forskel på, hvad der er rigtigt og forkert, som skal have lov til at løbe med dagsordenen. Med dette løfte siger vi fra over for krænkelserne, og vi forpligter os til at arbejde aktivt for at sprede 0-tolerance over for sexchikane på vores arbejdspladser. Bryd tavsheden og støt kampen."

Sådan lyder det blandt andet i den helsidesannonce, som Lederne har indrykket i en række landsdækkende aviser i dag, hvor formand Svend Askær og administrerende direktør Bodil Nordestgaard Ismiris er de første til at skrive under på løftet om nultolerance over for sexchikane. Budskabet er, at lederne skal gå forrest i kampen mod sexchikane, og der rettes i annoncen en særlig appel til de mandlige ledere om at bakke aktivt op om løftet.

Annoncerne og løftet er led i en større indsats mod sexchikane fra Lederne, som også i tirsdags udsendte et sær-nyhedsbrev til alle medlemmer med en klar afstandtagen til sexchikane og gode råd til lederne om, hvordan de kan forebygge og håndtere sexchikane på arbejdspladsen.

Tak til de modige kvinder

I dagens annoncer lyder der også et tak til de modige kvinder, som har stillet sig frem med deres personlige historier om sexchikane og krænkelser. Og Ledernes formand og administrerende direktør slår i annoncen fast, at de ubekvemme sandheder ikke skal fejes ind under gulvtæppet.

"Der er brug for handling og et klart opgør med den chikane, der alt for mange steder får lov til at stå uimodsagt. Det opgør skal I ikke tage alene. Vi stiller os bag jer med et klart budskab om, at seksuel chikane og krænkelser er et uvæsen, som på ingen måde hører hjemme på danske arbejdspladser. Det skal hverken I eller de kommende generationer af kvinder udsættes for."

Man kan skrive under på Ledernes løfte om nultolerance over for sexchikane på Ledernes hjemmeside her.

Foto: Shutterstock

BUPL: Der er stadig lang vej til minimumsnormeringer

Nye normeringstal fra Danmarks Statistik viser, at flertallet af landets kommuner stadig har lang vej til at sikre et minimum af pædagoger til børnene i landets daginstitutioner. Det haster med en ambitiøs lov, som forpligter kommunerne.

Danmarks Statistik har onsdag offentliggjort den årlige opgørelse over normeringerne i landets daginstitutioner. Tallene viser, at størstedelen af landets kommuner stadig er meget langt fra at leve op til minimumsnormeringer på 1:3 og 1:6, og at der kun er sket en forøgelse på 230 flere pædagoger, når vi ser bort fra stigningen i børnetallet. Det vækker bekymring i BUPL.

”Lidt over 200 pædagoger forslår som en skrædder i helvede, når vi ved, der mangler 4000 pædagoger, hvis vilkårene bare skulle være som for ti år siden. Samtidig ser vi ind i, at børnetallet stiger med over 50.000 flere småbørn frem mod 2030. Mange kommuner har simpelthen ikke prioriteret at løfte normeringerne, selv om tusindvis af forældre og vælgere har været på gaden og kræve flere pædagoger til børnene,” siger formand for BUPL Elisa Rimpler og tilføjer:

”Der er stadig rigtig lang vej til, at børnene er sikret bare et minimum af pædagoger. Det er jo ikke supernormeringer, vi taler om, men en bund, der skal sikre den mest basale omsorg og sætte en prop i årtiers besparelser på børneområdet.”

Alt for lav andel af pædagoger
Den nye opgørelse viser, at normeringen i vuggestuerne er helt uændret, og at normeringerne i børnehaver kun er ændret marginalt. De 230 flere pædagoger, der er kommet på landsplan kan stort set tilskrives puljen til sociale normeringer, der blev fordelt i 2019.

Samtidig viser opgørelsen, at pædagogandelen er uændret på 57 procent. Og i seks kommuner er det under halvdelen af det pædagogiske personale, der har en pædagoguddannelse.

”Den lave pædagogandel er et kæmpe problem, der har vidtrækkende konsekvenser for kvaliteten i daginstitutionerne. Vi ved netop fra forskningen, at et højt uddannelsesniveau blandt personalet og gode normeringer er de to vigtigste forudsætninger for kvaliteten,” siger Elisa Rimpler.

Tirsdag begyndte forhandlingerne om loven om minimumsnormeringer på Christiansborg. Og her er det afgørende, at der også kommer bindende mål for en stigende pædagogandel, understreger BUPL-formanden.

”Minimumsnormeringer og højere pædagogandel skal gå hånd i hånd. Det nytter ikke noget, at vi fylder op med personale uden en pædagoguddannelse, hvis vi vil have stærke pædagogiske miljøer, der gør det muligt at sikre et godt børneliv med omsorg, trivsel og god udvikling for alle børn,” siger Elisa Rimpler.  

Behov for ny normeringsopgørelse
Et andet omdrejningspunkt i de igangværende forhandlinger er spørgsmålet om, hvordan minimumsnormeringer skal opgøres. Den nuværende opgørelsesmetode fra Danmarks Statistik siger ikke noget om, hvordan normeringerne er i børnehøjde. BUPL ønsker derfor en mere virkelighedsnær opgørelse, hvor blandt andet lederne, sociale normeringer og støttetimer trækkes ud.

”Der skal sættes gang i en ny normeringsopgørelse. Men det må ikke blive en blive en syltekrukke for minimumsnormeringer, og det skal heller ikke ende i en bureaukratisk model, hvor ledere og pædagoger skal bruge tiden på at tælle børn og stemple ind og ud,” fastslår BUPL-formanden.